Du er her:
Kongs-Emnerne
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​
Faksimile
Kongs-Emnerne.
Historisk Skuespil
i fem Akter
af Henr. Ibsen.

Christiania.

Johan Dahls Forlag.


1864.
​
Faksimile


J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri.
​
Faksimile
Kongs-Emnerne.
​
Faksimile
De Handlende:
Haakon Haakonssøn, kongevalgt af Birkebejnerne.
Inga fra Vartejg, hans Moder.
Skule Jarl.
Fru Ragnhild, hans Hustru.
Sigrid, hans Søster.
Margrete, hans Datter.
Guthorm Ingessøn.
Sigurd Ribbung.
Nikolas Arnessøn, Bisp i Oslo.
Dagfinn Bonde, Haakons Stallare.
Ivar Bodde, hans Hirdprest.
Vegard Væradal, en af hans Hirdmænd.
Gregorius Jonssøn, Lendermand.
Paal Flida, Lendermand.
Ingebjørg, Andres Skjaldarbands Hustru.
Peter, hendes Søn, en ung Prest.
Sira Viljam, Huskapellan hos Bisp Nikolas.
Mester Sigard fra Brabant, en Læge.
Jatgejr Skald, en Islænding.
Baard Bratte, en Høvding fra det Throndhjemske.
Almue og Bymænd i Bergen, Oslo og Nidaros.
Korsbrødre, Prester, Munke og Nonner.
Gjæster, Hirdmænd og Fruer.
Krigsfolk o. s. v.
Handlingen foregaar i første Halvdel af det trettende Aarhundrede.
​
Faksimile
Første Akt.
Kristkirkegaarden i Bergen. I Baggrunden ligger Kirken, hvis Højportal
vender fremover mod Tilskuerne. Til Venstre i Forgrunden staar Haakon
Haakonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar Bodde samt flere
Lendermænd og Høvdinger. Lige over for ham staar Skule Jarl, Gregorius
Jonssøn, Paal Flida og andre af Jarlens Mænd. Længere tilbage paa
samme Side sees Sigurd Ribbung med sit Følge og bortenfor ham Guthorm
Ingessøn med flere Høvdinger. Kirkens Tilgange er besatte med Vagt; Al-
muen fylder hele Kirkegaarden; Mange sidder oppe i Træerne og paa Kirke-
muren; Alle synes i højeste Spænding at vente paa Noget, som skal ske.
Fra Byens Kirketaarne ringer det fjern og nær.
Skule Jarl,
dæmpet og utaalmodig til Gregorius Jonssøn.
Hvad bier de efter saa længe derinde?
Gregorius Jonssøn.
Stille; nu begynder Salmen.
Inde fra den lukkede Kirke høres til Basuners Lyd:
Kor af Munke og Nonner.
Domine coeli etc. etc.
Under Sangen aabnes Kirkedøren indenfra; i Forhallen sees Bisp Nikolas
omgiven af Prester og Klosterbrødre.
Bisp Nikolas
træder frem i Døren og forkynder med oppløftet Stav:
Nu bærer Inga fra Vartejg Jernbyrd for Haakon
Kongs-Emne!
Kirken lukkes igjen; Sangen vedbliver derinde.
​
Faksimile
s. 2
Gregorius Jonssøn,
dæmpet til Jarlen.
Kald paa den hellige Kong Olaf for det, som
Rett er.
Skule Jarl,
hurtigt og afværgende.
Ikke nu. Bedst, ikke at minde ham om mig.
Ivar Bodde
griber Haakon om Armen.
Bed til Herren din Gud, Haakon Haakonssøn.
Haakon.
Behøves ikke; jeg er viss paa ham.
Sangen fra Kirken lyder stærkere; Alle blotter Hovederne, Mange falder
paa Knæ og beder.
Gregorius Jonssøn
til Jarlen.
Dette er en stor Time for Dig og Mange.
Skule Jarl,
ser spændt mod Kirken.
En stor Time for Norge.
Paal Flida,
nær ved Jarlen.
Nu holder hun Jernet.
Dagfinn Bonde,
over hos Haakon.
De kommer Kirkegulvet nedover.
Ivar Bodde.
Krist skjærme dine skjære Hænder, Inga Kongs-
moder!
Haakon.
Denne Stund skal hun visselig lønnes for al
min Tid.
​
Faksimile
s. 3
Skule Jarl,
som spændt har lyttet, udbryder pludseligt.
Skreg hun? Slapp hun Jernet?
Paal Flida
gaar oppover.
Jeg ved ikke hvad det var.
Gregorius Jonssøn.
Kvinderne græder højt i Forhallen.
Koret fra Kirken
falder jublende ind.
Gloria in excelsis deo!
Portalen springer opp; Inga kommer ud, fulgt af Nonner, Prester og
Munke.
Inga
paa Kirketrappen.
Gud har dømt! Se disse Hænder; med dem bar
jeg Jernet!
Stemmer blandt Mængden.
De er skjære og hvide, som før!
Andre Stemmer.
Endda fagrere!
Hele Almuen.
Han er visselig Haakon Sverressøns Søn!
Haakon
favner hende.
Hav Takk, Takk, Du højt Velsignede!
Bisp Nikolas
stryger forbi Jarlen.
Uklogt var det at fremme Jernbyrden.
Skule Jarl.
Nej, Herre Bisp, Gud maatte tale i denne Sag.
1*
​
Faksimile
s. 4
Haakon
dybt bevæget, holder Inga ved Haanden.
Nu er det da altsaa gjort, det, som hver en Evne
i mig har raabt højt imod, – det, som mit Hjerte
har vridt og vendt sig under –
Dagfinn Bonde
ud mod Mængden.
Ja, se paa denne Kvinde og tænk jer om, saa
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes Ord,
før Enkelte havde Brug for at der skulde tvivles?
Paal Flida.
Tvivlen har hvisket i hvert Kot fra den Stund
Haakon Kongs-Emne blev baaren som Barn ind i Kong
Inges Gaard.
Gregorius Jonssøn.
Og sidste Vinter voxte den til et Skrig og gik
lydt over Landet, Nord og Sør; det tænker jeg hver
Mand kan vidne.
Haakon.
Bedst kan jeg selv vidne det. Derfor har jeg
ogsaa givet efter for mange trofaste Venners Raad og
bøjet mig saa dybt, som ingen anden kongevalgt Mand
har gjort paa lange Tider. Jeg har bevist med Jern-
byrd min Fødsel, bevist min Rett, som Haakon Sverres-
søns Søn, til at tage Land og Rige i Arv. Ikke vil
jeg her granske nøjere hvem der har alet Tvivlen opp
og gjort den saa højmælt, som Jarlens Frænde siger;
men det ved jeg, at bittert har jeg lidt under den.
Jeg har været kongevalgt fra Barn af, men liden
Kongsære blev mig vist, selv der, hvor det skulde tykkes
at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun minde ​
Faksimile

s. 5

om sidst Palmesøndag i Nidaros, da jeg gik opp til
Alteret for at ofre, og Erkebispen vendte sig om og lod
som han ikke saa mig, for at slippe at hilse, som det
er Skikk at hilse Konger. Dog, Sligt skulde jeg lett
vidst at bære, men aaben Krig var nær ved at bryde
løs i Landet og den maatte jeg hindre.
Dagfinn Bonde.
Godt kan det være for Konger at lytte til kloge
Raad; men var mit Raad hørt i denne Sag, da
havde det ikke været med hedt Jern men med koldt
Staal at Haakon Haakonssøn skulde skiftet Rett mellem
sig og sine Uvenner.
Haakon.
Styr Dig, Dagfinn; det sømmer sig for den
Mand, som skal styre fremst i Riget.
Skule Jarl
med et lett Smil.
Kongens Uven er det saa nemt at kalde hver
den, som er Kongens Vilje imod. Jeg mener nu,
den er Kongen værst, som raader ham fra at godt-
gjøre sin Rett til Kongsnavnet.
Haakon.
Hvem ved. Var det min Rett alene, som her
handledes om, saa kunde det hænde at jeg ikke havde
kjøbt den saa dyrt; men vi faar se højere opp; her
gjælder det Kald og Pligt. Jeg kjender det højt og
varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at sige det,
– jeg alene er den, som kan styre Landet frem til
det Bedste i disse Tider; – Kongefødsel avler Konge-
pligt –
​
Faksimile
s. 6
Skule Jarl.
Der er Flere her, som giver sig selv sligt fagert
Skudsmaal.
Sigurd Ribbung.
Jeg gjør det, og med ligesaa fuld Grund. Min
Farfader var Kong Magnus Erlingssøn –
Haakon.
Ja, hvis din Fader, Erling Steinvægg, var Kong
Magnus’s Søn; men de Fleste nægter det, og endnu
er der ikke baaret nogen Jernbyrd i den Sag.
Sigurd Ribbung.
Ribbungerne tog mig til Konge og gjorde det
med fri Vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birke-
bejnere truede sig til et Kongsnavn for Dig.
Haakon.
Ja saa ilde havde I stellt med Norge, at Sverres
Ættling maatte true sig frem.
Guthorm Ingessøn.
Sverres Ættling er jeg ligesaa fuldt som Du –
Dagfinn Bonde.
Men ikke i lige Række Mand efter Mand.
Bisp Nikolas.
Der er Kvindeled imellem, Guthorm.
Guthorm Ingessøn.
Det ved jeg dog, at Inge Baardssøn, min Fader,
var lovligt tagen til Konge over Norge.
Haakon.
Fordi der ikke var Nogen, som kjendte til at
Sverres Sønnesøn var ilive. Fra den Dag det blev ​
Faksimile

s. 7

vitterligt, styrede han Riget som Værge for mig, ikke
anderledes.
Skule Jarl.
Saa kan ikke siges med Sandhed; Inge var hele
sin Tid Konge med al lovlig Magt og uden Forbehold.
At Guthorm liden Rett har, kan være sandt nok; thi
han er uægte født; men jeg er Kong Inges ægtefødte
Broder, og Loven er for mig naar jeg kræver og tager
fuld Arv efter ham.
Dagfinn Bonde.
Aa, Herre Jarl, fuld Arv har I visselig taget,
og det ikke eders Faders Slægtseje alene, men Alt,
hvad Haakon Sverressøn af Gods lod efter sig.
Bisp Nikolas.
Ikke Alt, gode Dagfinn. Ær Sandheden; –
Kong Haakon har beholdt en Sylgje og den Guldring
han bærer om Armen.
Haakon.
Lad det være som det vil; med Guds Hjælp skal
jeg vinde Gods igjen. Og nu, I Lendermænd og
Lagmænd, I Kirkebrødre og Høvdinger og Hirdfolk,
nu er det Tid at sætte Rigsmødet, som vedtaget er.
Med bundne Hænder har jeg siddet til denne Dag; jeg
mener ingen Mand vil fortænke mig i at jeg længter
efter at faa dem løste.
Skule Jarl.
Det gaar Flere, som Jer, Haakon Haakonssøn.
Haakon
blir opmærksom.
Herre Jarl, hvad mener I?
​
Faksimile
s. 8
Skule Jarl.
Jeg mener at alle vi Kongs-Emner har samme
Skjel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi Ingen af os har vidst hvor langt hans
Rett strakk.
Bisp Nikolas.
Utrygt har det været med Kirkens Sager som med
Landets; men nu faar den hellige Kong Olafs Lov
dømme.
Dagfinn Bonde,
halvlydt.
Nye Kneb!
Haakons Mænd rykker nærmere sammen.
Haakon
tvinger sig til Rolighed og gaar et Par Skridt frem mod Jarlen.
Jeg vil tro at jeg ikke har fattet Eders Mening.
Jernbyrden har godtgjort min Odelsrett til Riget, og
derfor skjønner jeg ikke bedre, end at Rigsmødet kun
har at give Lovskraft til mit Kongevalg, som alt gik
for sig paa Ørething for sex Aar siden.
Flere blandt Jarlens og Sigurds Mænd.
Nej, nej, – det nægter vi!
Skule Jarl.
Saa var aldrig Tanken da det blev vedtaget at
holde Rigsmøde her. Ved Jernbyrden har I endnu
ikke vundet Riget, men kun bevist eders Adkomst til
idag at møde frem med os andre Kongs-Emner og
gjøre gjældende det Krav, som I mener at have –
Haakon
tvinger sig.
Det vil da kort og grejdt sige at i sex Aar har
jeg urettelig baaret Kongsnavn og i sex Aar har I, ​
Faksimile

s. 9

Herre Jarl, urettelig raadet Landet som Værge for
mig.
Skule Jarl.
Ingenlunde saa. En maatte bære Kongsnavnet
da min Broder var død. Birkebejnerne, og mest Dag-
finn Bonde, var virksomme for Eders Sag og fik jert
Valg fremmet før vi Andre kunde komme frem med
vore Fordringer.
Bisp Nikolas
til Haakon.
Jarlen mener at hint Valg kun gav Jer Brugs-
rett ikke Ejendomsrett til Kongemagten.
Skule Jarl.
I har siddet inde med alle Rettigheder; men
baade Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og jeg
mener os at være fuldt saa nære Arvinger, som I, og
nu skal Loven dele mellem os og sige hvo der skal
tage Arven fast for alle Tider.
Bisp Nikolas.
Sandt at sige har nok Jarlen god Grund for sin
Mening.
Skule Jarl.
Baade Jernbyrd og Rigsmøde har mere end en-
gang været paa Tale i disse Aar, men altid er der
kommet Noget imellem. Og, Herr Haakon, dersom I
mente at Eders Rett stod uryggelig fast ved det første
Kongevalg, hvorfor gav I da jert Minde til at Jern-
byrden nu blev fremmet?
Dagfinn Bonde
forbittret.
Brug Værget, Kongsmænd, og lad det dele!
​
Faksimile
s. 10
Mange af Hirden
stormer frem.
Bær Vaaben paa Kongens Uvenner!
Skule Jarl
raaber til Sine.
Dræb Ingen! Saar Ingen! Bare hold dem fra
Livet.
Haakon
holder Sine tilbage.
Ind med Værget hver Mand, som drog det! –
Ind med Værget, siger jeg! (rolig) I gjør det tifold
værre for mig med slig Fremfærd.
Skule Jarl.
Slig farer Mænd frem mod Mænd hele Landet
rundt. Der ser I, Haakon Haakonssøn; nu tænker jeg
det bedst viste sig hvad I har at gjøre, ifald Landets
Fred og Mænds Liv ligger Jer paa Hjerte.
Haakon,
efter en kort Betænkning.
Ja – jeg ser det. (tager Inga ved Haanden og vender sig
til en af dem, som staar om ham.) Thorkell, Du var en trofast
Mand i min Faders Hird; tag denne Kvinde hjem i
dit Herberge og vær god mod hende; – hun var
Haakon Sverressøn saare kjær. – Gud signe Dig, min
Moder, – jeg faar møde til Rigsstævne nu. (Inga
trykker hans Haand og gaar med Thorkell. Haakon tier lidt, træder derpaa
frem og siger med Klarhed) Loven skal dømme; den alene.
I Birkebejnere, som var med paa Ørething og tog mig
til Konge, I er nu løste fra den Ed, I svor mig der.
Du, Dagfinn, er ikke min Stallare mere; jeg vil ikke
møde frem med Stallare eller med Hird, ikke med
Kongsmænd eller med svorne Kjæmper; jeg er en fattig ​
Faksimile

s. 11

Mand, al min Arv er en Sylgje og denne Guldring,
– det er ringe Gods at lønne saa mange gode Mænds
Tjeneste med. Nu, I andre Kongs-Emner, nu staar
det lige mellem os; jeg vil Intet have forud for jer
undtagen den Rett, som jeg har ovenfra, – den
hverken kan eller vil jeg dele med Nogen. – Lad blæse
til Rigsstævne, og saa dømme Gud og den hellige
Kong Olafs Lov. (Gaar ud med sine Mænd til Venstre; der blæses
i Horn og Lur langt borte.)
Gregorius Jonssøn
til Jarlen idet Mængden holder paa at gaa.
Ved Jernbyrden tyktes Du mig rædd, og nu ser
Du saa glad og trøstig ud.
Skule Jarl
fornøjet.
Saa Du, han havde Sverres Øjne da han talte?
Godt blir Valget enten de gjør ham eller mig til
Konge.
Gregorius Jonssøn
urolig.
Men vig ikke. Tænk paa alle dem, som falder
med din Sag.
Skule Jarl.
Her staar jeg paa Rettens Grund; nu gjemmer
jeg mig ikke for Helgenen.
Gaar ud til Venstre med sit Følge.
Bisp Nikolas
haster efter Dagfinn Bonde.
Det gaar nok, gode Dagfinn, det gaar nok; –
men hold Jarlen langt borte fra Kongen naar han er
kaaret; – hold ham bare langt borte!
Alle gaar ud til Venstre bag Kirken.
​
Faksimile
s. 12
En Hal i Kongsgaarden.
Til Venstre i Forgrunden er et lavt Vindu; til Højre Indgangsdør; i
Baggrunden en større Dør, som fører ind til Kongshallen. Ved Vinduet
staar et Bord; forresten Stole og Bænke.
Fru Ragnhild og Margrete kommer fra den mindre Dør; Sigrid følger
strax efter.
Fru Ragnhild.
Her ind.
Margrete.
Ja her er mørkest.
Fru Ragnhild
gaar til Vinduet.
Og her kan vi se ned paa Thingvolden.
Margrete
ser forsigtigt ud.
Ja, dernede bag Kirken er de Alle samlede. (vender
sig i Graad.) Dernede skal nu det ske, som vil drage saa
meget efter sig.
Fru Ragnhild.
Hvem raader her i Hallen imorgen?
Margrete.
O ti. Saa tung en Dag havde jeg aldrig tænkt
at skulle leve.
Fru Ragnhild.
Den maatte komme; at staa som Kongsværge var
ikke fuld Gjerning for ham.
Margrete.
Ja – den maatte komme; Kongsnavnet alene
kunde ikke være ham nok.
Fru Ragnhild.
Hvem taler Du om?
​
Faksimile
s. 13
Margrete.
Om Haakon.
Fru Ragnhild.
Jeg talte om Jarlen.
Margrete.
Der lever ikke ypperligere Mænd, end de To.
Fru Ragnhild.
Ser Du Sigurd Ribbung? Hvor lumsk han sid-
der, – rett som en Ulv i Lænke.
Margrete.
Ja se –! Han folder Hænderne foran sig over
Sverdknappen og hviler Hagen paa dem.
Fru Ragnhild.
Han bider sig i Mundskjægget og ler –
Margrete.
Hvor stygt han ler.
Fru Ragnhild.
Han ved at Ingen vil fremme hans Sag; –
det er det, som gjør ham ond. – Hvem er den Lag-
mand, som taler nu?
Margrete.
Det er Gunnar Grjonbak.
Fru Ragnhild.
Er han for Jarlen?
Margrete.
Nej han er nok for Kongen –
Fru Ragnhild
ser paa hende.
For hvem er han, siger Du?
​
Faksimile
s. 14
Margrete.
For Haakon Haakonssøn.
Fru Ragnhild
ser ud; efter et kort Opphold.
Hvor sidder Guthorm Ingessøn, – ham ser jeg
ikke.
Margrete.
Bag sine Mænd, der nederst – i fodsid Kappe.
Fru Ragnhild.
Ja der.
Margrete.
Han ser ud som han skammer sig –
Fru Ragnhild.
Det er paa Moderens Vegne.
Margrete.
Saa gjorde ikke Haakon.
Fru Ragnhild.
Hvem taler nu?
Margrete
ser ud.
Thord Skolle, Lagmanden i Ranafylke.
Fru Ragnhild.
Er han for Jarlen?
Margrete.
Nej – for Haakon.
Fru Ragnhild.
Hvor uryggelig Jarlen sidder og hører til.
Margrete.
Haakon tykkes stille – men stærk alligevel. (liv-
fuldt) Stod en langfarende Mand her, han skulde kjende
de To blandt alle de tusinde Andre.
​
Faksimile
s. 15
Fru Ragnhild.
Se, Margrete; Dagfinn Bonde flytter en forgyldt
Stol frem for Haakon –
Margrete.
Paal Flida sætter Magen til den bag Jarlen –
Fru Ragnhild.
Haakons Mænd vil hindre det!
Margrete.
Jarlen holder fast i Stolen –!
Fru Ragnhild.
Haakon taler vredt til ham – (flygter med et Skrig
fra Vinduet.) O Jesus Kristus! Saa Du Øjnene – og
Smilet –! Nej, det var ikke Jarlen!
Margrete
som med Rædsel har fulgt efter.
Ikke Haakon heller! Hverken Jarlen eller Haakon!
Sigrid
ved Vinduet.
O usselt, usselt!
Margrete.
Sigrid!
Fru Ragnhild.
Er Du her!
Sigrid.
Saa dybt maa de lægge Vejen nedenom, for at
vinde opp paa Kongssædet.
Margrete.
O, bed med os at Alt maa vendes til det Bedste.
​
Faksimile
s. 16
Fru Ragnhild
bleg og forfærdet til Sigrid.
Saa Du ham –? Saa Du min Husbond –?
Øjnene og Smilet, – jeg skulde ikke kjendt ham!
Sigrid.
Ligned han Sigurd Ribbung?
Fru Ragnhild
sagte.
Ja, han ligned Sigurd Ribbung!
Sigrid.
Lo han som Sigurd?
Fru Ragnhild.
Ja, ja!
Sigrid.
Saa faar vi Alle bede.
Fru Ragnhild
med fortvivlet Styrke.
Jarlen maa kaares til Konge! Han tager Skade
paa sin Sjæl, blir han ikke første Mand i Landet!
Sigrid
stærkere.
Saa faar vi Alle bede!
Fru Ragnhild.
Hys, hvad er det! (ved Vinduet) Hvilke Raab! Alle
Mænd har rejst sig, alle Bannere og Mærker svinger
for Vinden.
Sigrid
griber hende om Armen.
Bed, Kvinde! Bed for din Husbond!
Fru Ragnhild.
Ja, hellig Olaf, giv ham al Magten i dette
Land!
​
Faksimile
s. 17
Sigrid
vildt.
Ingen – ingen! Ellers frelses han ikke!
Fru Ragnhild.
Han maa have Magten. Alt Godt i ham vil
gro og blomstre, faar han den. – Se ud, Margrete!
Hør efter! (viger et Skridt tilbage.) Der løftes alle Hænder
til Ed!
Margrete
lytter ved Vinduet.
Fru Ragnhild.
Gud og Hellig-Olaf, hvem gjælder det?
Sigrid.
Bed!
Margrete
lytter og giver med oppløftet Haand Tegn til Taushed.
Fru Ragnhild
om lidt.
Tal!
Fra Thingvolden blæses højt i Lur og Horn.
Fru Ragnhild.
Gud og Hellig-Olaf, hvem gjaldt det?
Kort Opphold.
Margrete
vender Hovedet om og siger:
Nu tog de Haakon Haakonssøn til Konge.
Musiken til Kongstoget falder ind, først dæmpet, siden nærmere og nær-
mere. Fru Ragnhild klynger sig grædende opp til Sigrid, som fører hende
stille ud til Højre; Margrete blir ubevægelig staaende lænet opp til Vindus-
karmen. Kongens Svende aabner de store Døre; man ser ind i Hallen, som
lidt efter lidt fyldes af Toget fra Thingvolden.
2
​
Faksimile
s. 18
Haakon
vender sig i Døren til Ivar Bodde.
Bring mig Skrivefjæren og Vox og Silke, –
Pergament har jeg herinde. (Gaar i livlig Bevægelse frem til
Bordet og lægger nogle Pergamentruller frem.) Margrete, nu er
jeg Konge!
Margrete.
Jeg hilser min Herre og Konge.
Haakon.
Takk! – (ser paa hende og tager hendes Haand) Tilgiv;
jeg tænkte ikke paa at det maatte krænke Eder.
Margrete
drager Haanden til sig.
Det krænkte mig ikke; – I er visselig kongefødt.
Haakon
med Liv.
Ja maa ikke hver Mand sige det, som kommer
ihug hvor vidunderligt Gud og de Hellige har berget
mig mod alt Ondt? Aarsgammel bar Birkebejnerne
mig over Fjeldet i Frost og Uvejr og midt imellem
dem, som stod mig efter Livet. I Nidaros slapp jeg
uskadt fra Baglerne den Tid de brændte Byen og
dræbte saamange af Vore, mens Kong Inge selv med
Nød frelste sig ombord ved at entre oppefter Anker-
touget.
Margrete.
I har fristet en haard Oppvæxt.
Haakon
ser vist paa hende.
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den
mildere.
​
Faksimile
s. 19
Margrete.
Jeg?
Haakon.
I kunde været mig saa god en Fostersøster i alle
de Aar vi voxte opp sammen.
Margrete.
Men det faldt sig ikke slig.
Haakon.
Nej – det faldt sig ikke slig; – vi saa paa hin-
anden, hver fra vor Krog, men sjelden taltes vi ved –
(utaalmodig) Hvor blir han af! (Ivar Bodde kommer med Skrive-
sager.) Er Du der; giv hid!
Haakon sætter sig ved Bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule Jarl
ind; derpaa Dagfinn Bonde, Bisp Nikolas og Vegard Væradal.
Haakon
ser opp og lader Pennen synke.
Herre Jarl, ved I hvad jeg her skriver? (Jarlen
nærmer sig.) Det er til min Moder; jeg takker hende
for alt Godt og kysser hende tusinde Gange – her i
Brevet, forstaar I. Hun skal sendes Øster til Borga-
syssel og leve der med al kongelig Ære.
Skule Jarl.
I vil ikke beholde hende i Kongsgaarden?
Haakon.
Hun er mig altfor kjær, Jarl; – en Konge maa
ikke have Nogen om sig, som er ham altfor kjær; en
Konge maa handle med frie Hænder, staa alene, ikke
ledes, ikke lokkes. Her er saa Meget at bøde paa i
Norge. (vedbliver at skrive.)
2*
​
Faksimile
s. 20
Vegard Væradal
sagte til Bisp Nikolas.
Det var mit Raad, dette med Inga Kongsmoder.
Bisp Nikolas.
Jeg kjendte Jer strax paa Raadet.
Vegard Væradal.
Men Lige for Lige nu.
Bisp Nikolas.
Vent. Jeg holder det jeg lovede.
Haakon
giver Pergamentet til Ivar Bodde.
Lægg det sammen og bring hende det selv med
mange kjærlige Hilsninger –
Ivar Bodde,
som har kastet et Øje i Pergamentet.
Herre – allerede idag, skriver I –!
Haakon.
Nu er Vinden god, den stryger Leden nedover.
Dagfinn Bonde
langsomt.
Kom ihug, Herre Konge, at hun har ligget Nat-
ten over paa Altertrinet i Bøn og Faste.
Ivar Bodde.
Og det turde hænde hun var trætt efter Jern-
byrden.
Haakon.
Sandt nok, sandt nok; – min gode kjærlige Mo-
der –! (tar sig sammen) Ja, er hun altfor trætt, saa ven-
ter hun til imorgen.
Ivar Bodde.
Eders Vilje skal ske. (lægger et nyt Pergament frem) Men
saa det Andet, Herre.
​
Faksimile
s. 21
Haakon.
Det Andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke.
Dagfinn Bonde
peger paa Brevet til Inga.
I kunde dog hint.
Ivar Bodde.
Alt, hvad syndigt er, maa brydes.
Bisp Nikolas,
som imidlertid har nærmet sig.
Bind Jarlens Hænder nu, Kong Haakon.
Haakon
dæmpet.
Mener I det trænges?
Bisp Nikolas.
I faar aldrig kjøbt Landets Fred paa billigere
Vilkaar.
Haakon.
Saa kan jeg. Hid med Pennen! (skriver.)
Skule Jarl
til Bispen, der gaar over til Højre.
I har Kongens Øre, som det lader.
Bisp Nikolas.
Til Gavn for Jer.
Skule Jarl.
Siger I det?
Bisp Nikolas.
Før Kveld vil I takke mig. (han fjerner sig.)
Haakon
rækker Pergamentet frem.
Læs dette, Jarl!
​
Faksimile
s. 22
Skule Jarl
læser, ser forbauset paa Kongen og siger med halv Stemme:
I bryder alt Forhold til Kanga hin Unge?
Haakon.
Til Kanga, som jeg har elsket over Alt i Verden.
Fra idag af tør hun aldrig træffes paa den Vej, hvor
Kongen gaar frem.
Skule Jarl.
Stort er det, som I der gjør, Haakon; – jeg
ved godt fra mig selv, hvad det maa koste –
Haakon.
Bort maa hver den, som er Kongen altfor kjær.
– Bind Brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
Bisp Nikolas
bøjer sig over Stolen.
Herre Konge, nu vandt I langt frem mod Jar-
lens Venskab.
Haakon
rækker ham Haanden.
Takk, Bisp Nikolas; I raadede mig til det
Bedste. Bed om en Naade, og den skal vises Jer.
Bisp Nikolas.
Vil I?
Haakon.
Det tilsiger jeg Eder med mit Kongeord.
Bisp Nikolas.
Saa gjør Vegard Væradal til Sysselmand paa
Haalogaland.
Haakon.
Vegard? Han er fast den troeste Ven jeg har;
nødig skikkede jeg ham saa langt fra mig.
​
Faksimile
s. 23
Bisp Nikolas.
Kongens Ven bør kongeligt lønnes. Bind Jarlen
paa den Vis, som jeg har raadet til, saa er I trygg
for alle Tider.
Haakon
tager et Pergamentblad.
Vegard skal have Syssel paa Haalogaland. (skri-
vende) Her giver jeg ham mit kongelige Brev derpaa.
Bispen fjerner sig.
Skule Jarl
nærmer sig Bordet.
Hvad skriver I der?
Haakon
rækker ham Bladet.
Læs.
Skule Jarl
læser og ser vist paa Kongen.
Vegard Væradal? Paa Haalogaland?
Haakon.
Paa det nordre, som er ledigt.
Skule Jarl.
I mindes da ikke at Andres Skjaldarband ogsaa
har Syssel der nord? De To er bittre Avinds-
mænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig –
Haakon
smiler og rejser sig.
Og Vegard Væradal til mig. Derfor maa de se
til at blive forligte jo før jo heller. Der maa ingen
Splid være mellem Kongens og Jarlens Mænd her-
efterdags.
​
Faksimile
s. 24
Bisp Nikolas.
Hm, dette her turde snart gaa galt!
Nærmer sig urolig.
Skule Jarl.
I tænker klogt og dybt, Haakon.
Haakon
varm.
Skule Jarl, jeg tog Riget fra Jer idag, – men
lad Eders Datter dele det med mig!
Skule Jarl.
Min Datter!
Margrete.
Gud!
Haakon.
Margrete, – vil I være Dronning?
Margrete
tier.
Haakon
tager hendes Haand.
Svar mig.
Margrete
sagte.
Jeg vil gjerne være eders Hustru.
Skule Jarl
med et Haandslag.
Fred og Forlig af Hjertet!
Haakon.
Takk!
Ivar Bodde
til Dagfinn.
Himlen være lovet; nu dages det.
​
Faksimile
s. 25
Dagfinn Bonde.
Jeg tror det næsten. Saa godt har jeg aldrig
likt Jarlen før.
Bisp Nikolas
bagved.
Stadig paa Vagt, gode Dagfinn, – stadig paa
Vagt.
Ivar Bodde
til Vegard.
Nu er I Sysselmand paa Haalogaland; her har
I Kongens Haand for det. (giver ham Brevet.)
Vegard Væradal.
Jeg skal siden takke Kongen for hans Naade.
vil gaa.
Bisp Nikolas
standser ham.
Andres Skjaldarband er en haard Hals; lad Jer
ikke kue.
Vegard Væradal.
Det har aldrig lykkets for Nogen før. (Gaar.)
Bisp Nikolas
følger efter.
Vær som Fjeld og Flint mod Andres Skjaldar-
band, – og tag min Velsignelse med Jer forresten.
Ivar Bodde,
som har ventet bag Kongen med Pergamenterne i Haanden.
Her er Brevene, Herre –
Haakon.
Godt; giv dem til Jarlen.
Ivar Bodde.
Til Jarlen? Vil I ikke sætte Seglet for?
​
Faksimile
s. 26
Haakon.
Det plejer jo Jarlen gjøre; – han har Seglet.
Ivar Bodde
dæmpet.
Ja hidindtil, – saalænge han førte Værgemaalet
for Eder; – men nu!
Haakon.
Nu som før; – Jarlen har Seglet. (fjerner sig.)
Skule Jarl.
Giv mig Brevene, Ivar Bodde.
Gaar over til Bordet med dem, tager frem Rigsseglet, som han bærer gjemt
i Beltet, og forsegler under det Følgende.
Bisp Nikolas
halvlydt.
Haakon Haakonssøn er Konge – og Jarlen har
Kongens Segl; – det gaar nok, det gaar nok.
Haakon.
Hvad siger I, Herre Bisp?
Bisp Nikolas.
Jeg siger, Gud og Sanct Olaf vaager over sin
hellige Kirke. (Gaar ind i Kongshallen.)
Haakon
nærmer sig Margrete.
En klog Dronning kan virke store Ting i Landet;
Eder turde jeg tryggelig kaare, thi jeg ved I er klog.
Margrete.
Kun det!
Haakon.
Hvad mener I?
Margrete.
Intet, Intet, Herre.
​
Faksimile
s. 27
Haakon.
Og I bærer ikke Nag til mig, om I end har
sluppet fagre Ønsker for min Skyld?
Margrete.
Jeg har ingen fagre Ønsker sluppet for Eders
Skyld.
Haakon.
Og I vil staa mig nær, og give mig gode Raad?
Margrete.
Jeg vilde saa gjerne staa Eder nær.
Haakon.
Og give mig gode Raad. Takk for det; Kvin-
ders Raad baader hver Mand, og jeg har herefter
ingen Anden end Eder; – min Moder maatte jeg
sende bort –
Margrete.
Ja, hun var Eder altfor kjær.
Haakon.
Og jeg er Konge. Farvel da, Margrete! I er
saa ung endnu; men næste Sommer skal vort Bryllup
staa, – og fra den Stund lover jeg at holde Eder
hos mig i al sømmelig Tro og Ære.
Margrete
smiler sørgmodigt.
Ja, jeg ved det vil vare længe før I sender mig
bort.
Haakon
levende.
Sende Eder bort? Det vil jeg aldrig gjøre!
​
Faksimile
s. 28
Margrete
med taarefyldte Øjne.
Nej, det gjør Haakon kun med dem, som er ham
altfor kjære. (Gaar mod Udgangsdøren. Haakon ser tankefuld efter
hende.)
Fru Ragnhild
fra højre Side.
Kongen og Jarlen saalænge herinde! Angsten
dræber mig; – Margrete, hvad har Kongen sagt og
gjort?
Margrete.
O saa meget! Sidst tog han en Sysselmand og
en Dronning.
Fru Ragnhild.
Du, Margrete!
Margrete,
om Moderens Hals.
Ja!
Fru Ragnhild.
Du blir Dronning!
Margrete.
Kun Dronning; – men jeg tror jeg er glad ved
det endda. (Hun og Moderen følges ud til Højre.)
Skule Jarl
til Ivar Bodde.
Her er vore Breve; bring dem til Kongsmoderen
og til Kanga.
Ivar Bodde bøjer sig og gaar.
Dagfinn Bonde
i Salsdøren.
Erkebispen af Nidaros begjærer at maatte bringe
Kong Haakon Haakonssøn sin Hylding!
​
Faksimile
s. 29
Haakon
aander af fuldt Bryst.
Endelig er jeg da Konge i Norge.
Gaar ind i Hallen.
Skule Jarl
gjemmer Kongens Segl i Beltet.
Men jeg raader Land og Rige.
Tæppet falder.
​
Faksimile
Anden Akt.
Gildehallen i Bergens Kongsgaard. Et stort Buevindu midt paa Bag-
væggen. Langsmed denne er en Forhøjning med Sæder for Kvinderne.
Ved den venstre Langvægg staar Kongsstolen nogle Trin over Gulvet; midt
paa den modsatte Vægg stor Indgangsdør. Bannere, Mærker, Skjolde og
Vaaben samt brogede Tepper hænger ned fra Væggstolperne og fra det ud-
skaarne Træloft. Rundtom i Hallen staar Drikkeborde med Kander, Horn
og Bægre.
Kong Haakon sidder paa Forhøjningen hos Margrete, Sigrid, Fru
Ragnhild og mange fornemme Kvinder. Ivar Bodde staar bag Kongens
Stol. Om Drikkebordene er Kongens og Jarlens Mænd samt Gjæster bæn-
kede. Ved det fremste Bord tilhøjre sidder blandt Andre Dagfinn Bonde,
Gregorius Jonssøn og Paal Flida. Skule Jarl og Bisp Nikolas spiller
Brettspil ved et Bord tilvenstre. Jarlens Husfolk gaar fra og til og bærer
Drikkesager frem. Fra en tilstødende Stue høres Musik under de følgende
Optrin.
Dagfinn Bonde.
Nu lider det alt paa femte Dagen, og endda er
Madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte Krus
frem.
Paal Flida.
Det var aldrig Jarlens Vis at svelte sine Gjæster.
Dagfinn Bonde.
Nej, det ser slig ud. Saa gjildt et Kongsbryllup
har ikke været spurgt i Norge før.
​
Faksimile
s. 31
Paal Flida.
Skule Jarl har heller ikke giftet bort nogen Dat-
ter før.
Dagfinn Bonde.
Sandt nok; Jarlen er en mægtig Mand.
En Hirdmand.
Sidder inde med Tredjedelen af Riget. Det er
mere, end nogen Jarl havde før i Tiden.
Paal Flida.
Kongens Del er dog større.
Dagfinn Bonde.
Det snakker vi ikke om her; nu er vi Venner og
vel forligte. (drikker Paal til.) Lad saa Kongen være Konge
og Jarlen Jarl.
Paal Flida
ler.
Grejdt høres det paa Dig at Du er Kongsmand.
Dagfinn Bonde.
Det pligter ogsaa Jarlsmændene at være.
Paal Flida.
Aldrig det. Vi har svoret Jarlen Ed, men ikke
Kongen.
Dagfinn Bonde.
Det kan ske endnu.
Bisp Nikolas
dæmpet til Jarlen under Spillet.
Hører I hvad Dagfinn Bonde siger?
Skule Jarl,
uden at se opp.
Jeg hører nok.
​
Faksimile
s. 32
Gregorius Jonssøn
ser vist paa Dagfinn.
Tænker Kongen paa Sligt?
Dagfinn Bonde.
Naa naa, – lad fare; – ingen Splid idag.
Bisp Nikolas.
Kongen vil tage Eders Mænd i Ed, Jarl.
Gregorius Jonssøn
stærkere.
Tænker Kongen paa Sligt, spørger jeg?
Dagfinn Bonde.
Jeg svarer ikke. Lad os drikke paa Fred og
Venskab mellem Kongen og Jarlen. Øllet er godt.
Paal Flida.
Det har ogsaa faaet god Tid til at ligge.
Gregorius Jonssøn.
Tre Gange har Jarlen beredt Bryllupet, tre
Gang lovede Kongen at komme, – tre Gange svig-
tede han.
Dagfinn Bonde.
Last Jarlen for det; han gav os fuldt opp at
tage Vare i Viken.
Paal Flida.
Sigurd Ribbung gav Jer nok mere at tage Vare
i Vermeland, efter hvad der siges.
Dagfinn Bonde
oppfarende.
Ja, hvem var det, som slapp Sigurd Ribbung løs?
Gregorius Jonssøn.
Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det er
vitterligt for Alle.
​
Faksimile
s. 33
Dagfinn Bonde.
Men det er ikke vitterligt for Nogen, at I hin-
drede ham.
Bisp Nikolas
til Jarlen, der betænker sig paa et Trækk.
Hører I, Jarl, – det var Jer, som slapp Sigurd
Ribbung.
Skule Jarl
trækker.
Den Vise er gammel.
Gregorius Jonssøn
til Dagfinn.
Jeg tænkte dog, Du havde hørt om Islændingen,
Andres Thorsteinssøn, Sigurd Ribbungs Ven –
Dagfinn Bonde.
Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen,
det ved jeg.
Bisp Nikolas
trækker og siger leende til Jarlen.
Nu slaar jeg Bonden, Herre Jarl.
Skule Jarl
lydt.
Slaa ham; en Bonde gjælder ikke stort. (flytter en
Brikke.)
Dagfinn Bonde.
Nej, det fik Islændingen sande, den Tid Sigurd
Ribbung rømte til Vermeland.
Undertrykt Latter mellem Kongsmændene; Samtalen fortsættes dæmpet;
strax efter kommer en Mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.
Bisp Nikolas.
Og saa trækker jeg hid; og saa har I tabt.
Skule Jarl.
Det lader saa.
3
​
Faksimile
s. 34
Bisp Nikolas
lægger sig tilbage i Stolen.
I værgede ikke godt om Kongen paa det Sidste.
Skule Jarl
stryger Brikkerne overende og rejser sig.
Jeg er længesiden trætt af at være Kongsværge.
Gregorius Jonssøn
nærmer sig og siger dæmpet.
Herre Jarl, Jostein Thamb lader melde at nu
ligger Skibet klar til at gaa under Sejl.
Skule Jarl
sagte.
Godt. (tager et forseglet Pergament frem.) Her er Brevet.
Gregorius Jonssøn
ryster paa Hovedet.
Jarl, Jarl, – er det raadeligt?
Skule Jarl.
Hvilket?
Gregorius Jonssøn.
Kongens Segl er for.
Skule Jarl.
Det er til Kongens Bedste jeg handler.
Gregorius Jonssøn.
Saa lad Kongen selv vise Tilbudet fra sig.
Skule Jarl.
Det gjør han ikke, om han faar raade. Al hans
Hug og Tanke er rettet paa at kue Ribbungerne, der-
for vil han sikkre sig paa andre Kanter.
Gregorius Jonssøn.
Klogt kan det være, det, som I her gjør, – men
det er farligt.
​
Faksimile
s. 35
Skule Jarl.
Lad mig om det. Bring Brevet, og sig Jostein
at han sejler strax.
Gregorius Jonssøn.
Det skal ske, som I byder. (gaar ud til Højre og kommer
ind igjen om lidt.)
Bisp Nikolas
til Jarlen.
I har Mangt at skjøtte, lader det til.
Skule Jarl.
Men liden Takk for det.
Bisp Nikolas.
Kongen har rejst sig.
Haakon kommer nedover; alle Mænd staar opp fra Bordene.
Haakon
til Bispen.
Højlig maa det glæde os, hvor frisk og stærk I
har holdt ud i alle disse lystige Dage.
Bisp Nikolas.
Det blaffrer opp engang imellem, Herre Konge;
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg
hele Vinteren udover.
Haakon.
Ja, ja, – I har levet et stærkt Liv, rigt paa
mangen rygtbar Gjerning.
Bisp Nikolas
ryster paa Hovedet.
Aa, der er Maade med det; jeg har Mangt
ugjort endnu. Den som vidste om En fik Tid til det
Altsammen.
3*
​
Faksimile
s. 36
Haakon.
De Levende faar tage Arv efter dem, som gaar
bort, ærværdige Herre; alle vil vi jo det Bedste for
Land og Folk. (vender sig til Jarlen.) Et undrer mig høj-
lig; ingen af vore Sysselmænd paa Haalogaland er
mødt frem til Bryllupet.
Skule Jarl.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg saa
sikkert ventet.
Haakon
smilende.
Og Vegard Væradal ogsaa.
Skule Jarl.
Ogsaa Vegard, ja.
Haakon
spøgende.
Og jeg haaber, I havde taget bedre imod min
gamle Ven nu, end for syv Aar siden paa Oslo
Brygge, da I stakk ham i Kinden, saa Sværdet skar
sig selv ud.
Skule Jarl
ler tvungent.
Ja dengang Gunnulf, Eders Morbroder, hugg
højre Haand af Sira Eiliv, min bedste Ven og Raad-
giver.
Bisp Nikolas
muntert.
Og da Dagfinn Bonde og Hirdmændene satte
stærk Nattevagt paa Kongsskibet og sagde at Kongen
var utrygg i Jarlens Værge!
​
Faksimile
s. 37
Haakon
alvorligt.
De Dage er gamle og glemte.
Dagfinn Bonde
nærmer sig.
Nu kan der blæses til Vaabenlegen nede paa
Volden, hvis det lyster Eder, Herre.
Haakon.
Godt. Idag vil vi tage al Glæde med; imorgen
faar vi begynde igjen at tænke paa Ribbungerne og
Orknøjarlen.
Bisp Nikolas.
Ja, han nægter jo at svare Skatten?
Haakon.
Havde jeg Ribbungerne vel fra Halsen, saa foer
jeg selv vestover.
Haakon gaar opp mod Forhøjningen, rækker Margrete Haanden og fører
hende ud til Højre; lidt efter lidt følger de Øvrige efter.
Bisp Nikolas
til Ivar Bodde.
Hør lidt her. Hvem er den Mand, som heder
Jostein Thamb?
Ivar Bodde.
Her er en Farmand fra Orknø, som heder slig.
Bisp Nikolas.
Fra Orknø? Jasaa. Og nu sejler han hjem?
Ivar Bodde.
Ja, han gjør nok det.
Bisp Nikolas
sagtere.
Med dyr Ladning, Ivar Bodde!
​
Faksimile
s. 38
Ivar Bodde.
Korn og Klæde, tror jeg.
Bisp Nikolas.
Og et Brev fra Skule Jarl.
Ivar Bodde
studser.
Til hvem?
Bisp Nikolas.
Ved ikke; – der var Kongssegl for –
Ivar Bodde
griber ham om Armen.
Herre Bisp, – er det som I siger?
Bisp Nikolas.
Hyss, bland ikke mig opp i den Sag. (fjerner sig.)
Ivar Bodde.
Da maa jeg strax –! Dagfinn Bonde! Dagfinn,
Dagfinn –! (trænger sig gjennem Mængden ved Udgangsdøren.)
Bisp Nikolas
deltagende til Gregorius Jonssøn.
Ingen Dag uden En eller Anden fanger Ulempe
paa Gods og Frihed!
Gregorius Jonssøn.
Hvem gjælder det nu?
Bisp Nikolas.
En stakkels Farmand, – Jostein Thamb synes
jeg de kaldte ham.
Gregorius Jonssøn.
Jostein –?
Bisp Nikolas.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle.
​
Faksimile
s. 39
Gregorius Jonssøn.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I?
Bisp Nikolas.
Rett nu gik han.
Gregorius Jonssøn.
Tilgiv, Herre, jeg maa skynde mig –
Bisp Nikolas.
Ja, gjør det, gode Lendermand; – Dagfinn
Bonde er saa ilsindet.
Gregorius Jonssøn iler ud til Højre blandt Resten af de Tilstedeværende;
kun Skule Jarl og Bisp Nikolas bliver tilbage i Hallen.
Skule Jarl
gaar tankefuld opp og ned; pludselig er det ligesom han vaagner; han ser
sig om og siger:
Hvor stillt her blev med engang.
Bisp Nikolas.
Kongen gik.
Skule Jarl.
Og alle Mænd fulgte ham efter.
Bisp Nikolas.
Alle, undtagen vi.
Skule Jarl.
Det er noget Stort, det, at være Konge.
Bisp Nikolas
forsigtig.
Gad I prøve det, Jarl?
Skule Jarl
smiler alvorligt.
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger Natt er
jeg Konge i Norge.
​
Faksimile
s. 40
Bisp Nikolas.
Drømme varsler.
Skule Jarl.
De frister ogsaa.
Bisp Nikolas.
Neppe Jer. Før i Tiden, det kan jeg skjønne;
– men nu, da I har Tredjedelen af Riget, raader
som første Mand i Landet og er Dronningens Fader –
Skule Jarl.
Mest nu, – mest nu.
Bisp Nikolas.
Dølg Intet! Skrift; thi I bærer visselig paa
en stor Kval.
Skule Jarl.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store For-
bandelse, som ligger over alt mit Liv, dette, at staa
det Højeste saa nær – bare et Slug imellem – et
Spring over, – paa den anden Side er Kongsnavn
og Purpurkaabe og Trone og Magt og Alt; daglig
har jeg det for Øje – men vinder aldrig over.
Bisp Nikolas.
Sandt, sandt, Jarl.
Skule Jarl.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til Konge, stod
jeg i min Ungdoms fuldeste Kraft; da var det som
det skreg lydt i mig: væk med Barnet, – jeg er den
voxne, stærke Mand! – Men Guthorm var Kongssøn;
der laa et Slug mellem mig og Tronen.
​
Faksimile
s. 41
Bisp Nikolas.
Og I vovede ikke –
Skule Jarl.
Saa blev Erling Steinvægg hyldet af Slittun-
gerne. Da skreg det i mig igjen: Skule er en større
Høvding end Erling Steinvægg! Men jeg maatte brudt
med Birkebejnerne, – det var Sluget dengang.
Bisp Nikolas.
Og Erling blev Konge for Slittungerne, og for
Ribbungerne siden, og I ventede!
Skule Jarl.
Jeg ventede paa Guthorms Død.
Bisp Nikolas.
Og Guthorm døde, og Inge Baardssøn, Eders
Broder, blev Konge.
Skule Jarl.
Saa ventede jeg paa min Broders Død. Han
var syg fra første Færd af; hver Morgen, naar vi
mødtes i den hellige Messe, sad jeg og skottede efter
om ikke Sotten tog til. Hvert Drag af Smerte, som
strøg over hans Ansigt, var mig som et Vindpust i
Sejlet og bar mig nærmere mod Tronen. Hvert Sukk,
han lettede sin Ve og Vaande i, lød for mig, som
Horn og Lur langt bortunder Liderne, som Sendebud,
der kom langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart
tage Rigsstyret. Slig rykkede jeg hver kjærlig Broder-
tanke opp med Rod og Trevler; og Inge døde og
Haakon kom, – og Birkebejnerne tog ham til Konge.
​
Faksimile
s. 42
Bisp Nikolas.
Og I ventede.
Skule Jarl.
Mig tykkedes der maatte komme Hjælp ovenfra.
Jeg kjendte Kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver
Dag, der gik, var en Dag, som toges bort fra min
Livsgjerning. Hver Kveld tænkte jeg: imorgen sker
der et Jertegn, som fælder ham og sætter mig paa det
tomme Sæde.
Bisp Nikolas.
Ringe var Haakons Magt dengang; han var kun
et Barn; det gjaldt ikke Andet, end et Skridt af Eder,
men I tog det ikke.
Skule Jarl.
Det Skridt var svært at tage; det havde skilt
mig fra al min Slægt og fra alle Venner.
Bisp Nikolas.
Ja, der er Sagen, Skule Jarl, – der er For-
bandelsen, som har ligget over Eders Liv. I vil vide
hver Vej aaben i Nødsfald, – I vover ikke at bryde
alle Broer af og kun beholde en igjen, værge den
alene, og sejre eller falde der. I stiller Snarer for
Eders Uven, I bygger Fælde for hans Fod og hænger
hvasse Sverd over hans Hoved, I strør Gift i alle
Fade og I har hundrede Garn ude; men vil han ind
i et af dem, saa vover I ikke at trække i Traaden;
griber han efter Giften, saa tykkes det Jer tryggere
at han falder for Sverd; er han ved at lade sig fange
om Morgenen, saa finder I det bedre at det sker ved
Kveldstid.
​
Faksimile
s. 43
Skule Jarl
ser alvorligt paa ham.
Og hvad vilde I gjøre, Herre Bisp?
Bisp Nikolas.
Tal ikke om mig; min Gjerning er at tømre
Kongsstolene i dette Land, ikke at sidde deroppe og
styre Folk og Rige.
Skule Jarl
efter et kort Opphold.
Svar mig paa Et, ærværdige Herre; men svar
mig med al Sandhed. Hvorfor gaar Haakon saa
uryggelig frem paa den lige Vej? Han er ikke kløg-
tigere end I, ikke djærvere end jeg.
Bisp Nikolas.
Hvem gjør den største Gjerning i Verden?
Skule Jarl.
Det gjør den største Mand.
Bisp Nikolas.
Men hvem er den største Mand?
Skule Jarl.
Den Modigste.
Bisp Nikolas.
Saa siger Høvdingen. En Prest vilde sige, det er
den mest Troende, – en Vismand, at det er den Kyn-
digste. Men det er ingen af dem, Jarl. Den lykke-
ligste Mand er den største Mand. Den Lykkeligste er
det, som gjør de største Gjerninger, han, hvem Tidens
Krav kommer over ligesom i Brynde, avler Tanker,
dem han ikke selv fatter, og som peger for ham paa
den Vej, han ikke selv ved hvor bær hen, men som ​
Faksimile

s. 44

han dog gaar og maa gaa, til han hører Folket
skrige i Glæde, og han ser sig om med spilte Øjne
og undrer sig og skjønner, at han har gjort et Stor-
værk.
Skule Jarl.
Ja, der er dette uryggelig Sikkre ved Haakon.
Bisp Nikolas.
Det er det, som Romerne kaldte Ingenium. –
Jeg er ikke stiv i Latinen forresten; men det kaldtes
Ingenium.
Skule Jarl,
først tankefuld, siden i stigende Bevægelse.
Haakon skulde være skabt af et andet Stof end
jeg? Være af de Lykkelige? – Ja, trives ikke Alting
for ham? Føjer ikke Alting sig til det Bedste, naar
det gjælder ham? Selve Bonden mærker det; han
siger, at Træerne bær togange Frugt, og Fuglene ruger
Ægg togange hver Sommer, mens Haakon er Konge.
Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede, den
staar og lyser med tømrede Huse igjen, og alle Akre
svinger tungt for Vinden. Det er som Blodet og
Asken gjødsler, der Haakon farer frem i Hærfærd; det
er som Herren dækker over med Grøde, hvad Haakon
tramper ned; det er som de hellige Magter skynder sig
at slette ud hver Skyld efter ham. Og hvor lett gik
han ikke til at blive Konge! Han trængte til at Inge
skulde dø tidligt, og Inge døde; han trængte til Værn
og Værge, og hans Mænd værnede og værgede ham;
han trængte til Jernbyrd, og hans Moder kom og bar
den for ham.
​
Faksimile
s. 45
Bisp Nikolas
i uvilkaarligt Udbrudd.
Men vi – vi To –!
Skule Jarl.
Vi?
Bisp Nikolas.
Ja I – I da!
Skule Jarl.
Haakon har Retten, Bisp.
Bisp Nikolas.
Han har Retten, fordi han er den Lykkelige; –
den største Lykke er den, at have Retten. Men med
hvilken Rett fik Haakon Retten og ikke I?
Skule Jarl
efter et kort Opphold.
Der er Ting, som jeg vil bede Gud frelse mig
fra at tænke paa.
Bisp Nikolas.
Saa I aldrig et gammelt Billede i Nidaros
Kristkirke? Det viser Syndfloden, som voxer og højner
sig opp over alle Berge, saa der kun er en eneste Tind
igjen. Oppover der klyver en hel Slægt, Fader og
Moder og Søn og Søns Hustru og Børn; – og Søn-
nen river Faderen ned i Vandflommen for at vinde
bedre Fæste, og han vil rive Moderen med, og Hustru
og alle Børn, for at vinde opp til Toppen selv; – thi
deroppe er en Fodsbred Land, der kan han holde sig
en Time. – Det, Jarl, det er Visdommens Saga og
hver Vismands Saga.
​
Faksimile
s. 46
Skule Jarl.
Men Retten!
Bisp Nikolas.
Sønnen havde Retten. Han havde Styrke og
Lyst til Livet; – føj din Lyst og brug din Evne, den
Rett har Hvermand.
Skule Jarl.
Til det, som godt er, ja.
Bisp Nikolas.
Leg og Spil med Ord! Der gives ikke Godt og
Ondt, ikke opp og ned, ikke Højt og Lavt. Slige Ord
maa I glemme, ellers gjør I aldrig det sidste Skridt,
sætter aldrig over Sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal
ikke hade Flokk eller Sag fordi Flokken eller Sagen
vil dette og ikke hint; men I skal hade hver Mand
i Flokken fordi han er Eder imod, og I skal hade
hver den, som staar rundt om en Sag, fordi Sagen
ikke fremmer Eders Vilje. Alt det, som I kan bruge,
det er Godt, – alt det, som lægger Braate paa Eders
Vej, det er Ondt.
Skule Jarl
ser grublende frem for sig.
Hvad har ikke jeg kostet paa den Kongsstol, som
jeg dog ikke rakk opp til; – og hvad har Haakon
kostet paa den, han, som nu sidder der saa trygg!
Jeg var ung og slapp min fagre lønlige Kjærlighed,
for at gifte mig ind i en mægtig Ætt. Jeg bad til
de Hellige, at der maatte skjænkes mig en Søn, –
jeg fik kun Døttre.
​
Faksimile
s. 47
Bisp Nikolas.
Haakon faar Sønner, Jarl, – se til!
Skule Jarl
gaar over mod Vinduet tilhøjre.
Ja, – Alt føjer sig for Haakon.
Bisp Nikolas
følger efter ham.
Og I, I vil lade Jer jage fredløs fra Lykken
alt Eders Liv igjennem! Er I da blind? Ser I
ikke, at det er en stærkere Magt end Birkebejnerflokken,
som staar bagved Haakon og fremmer al hans Gjer-
ning? Han faar Hjælpen deroppefra, fra dem – dem,
som staar Eder imod, – fra dem, som var Eders
Avindsmænd fra Fødselen af! Og for disse Avinds-
mænd bøjer I Eder! Rejs Jer, Mand; skyd Rygg!
Hvad fik I ellers Eders ubændige Sjæl til? Kom
ihug, at det første Storværk i Verden blev øvet af
En, som rejste sig mod et stærkt Rige!
Skule Jarl.
Hvem?
Bisp Nikolas.
Engelen, som rejste sig mod Lyset!
Skule Jarl.
Og som blev slængt i Afgrundens Gab –
Bisp Nikolas
vildt.
Og skabte et Rige der, og blev Konge, en mæg-
tig Konge, – mægtigere end Nogen af de titusinde –
Jarler deroppe! (synker ned paa Bænken ved Drikkebordet.)
​
Faksimile
s. 48
Skule Jarl
ser længe paa ham og siger:
Bisp Nikolas, er I noget Mere eller noget Mindre
end et Menneske?
Bisp Nikolas
smiler.
Jeg er i Uskyldighedsstand: jeg kjender ikke For-
skjel mellem Godt og Ondt.
Skule Jarl
halvt til sig selv.
Hvorfor satte de mig ind i Verden, naar de ikke
vilde stelle det bedre for mig? Haakon har saa fast
og uryggelig en Tro paa sig selv, – alle hans Mænd
har saa fast og uryggelig en Tro paa ham –
Bisp Nikolas.
Dølg at I ikke har slig Tro paa Eder selv! Tal,
som om I havde den; sværg højt og dyrt paa at I
har den, – og Alle vil tro paa Jer.
Skule Jarl.
Havde jeg en Søn! Havde jeg en Søn, som
kunde tage al den store Arv efter mig!
Bisp Nikolas
livfuldt.
Jarl – hvis I havde en Søn?
Skule Jarl.
Jeg har ingen.
Bisp Nikolas.
Haakon faar Sønner.
Skule Jarl
knuger Hænderne.
Og er kongefødt!
​
Faksimile
s. 49
Bisp Nikolas
rejser sig.
Jarl, – hvis han ikke var det?
Skule Jarl.
Han har jo godtgjort det; Jernbyrden –
Bisp Nikolas.
Og hvis han ikke var det – trods Jernbyrden?
Skule Jarl.
Vil I sige at Gud løj, da han lod Jernbyrden
lykkes?
Bisp Nikolas.
Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig til
at æske Gudsdom for?
Skule Jarl.
At det Barn, hun fødte øster i Borgasyssel, var
Haakon Sverressøns Søn.
Bisp Nikolas
nikker, ser sig om og siger sagte:
Og hvis nu Kong Haakon ikke var dette Barn?
Skule Jarl
farer et Skridt tilbage.
Almægtige –! (fatter sig.) Det er utænkeligt.
Bisp Nikolas.
Hør mig, Jarl. Jeg er sex og syvti Aar; det
tar til at bære bratt nedover Bakke nu, og denne Sag
drister jeg mig ikke til at tage med derover –
Skule Jarl.
Tal, tal! Er han ikke Haakon Sverressøns Søn?
4
​
Faksimile
s. 50
Bisp Nikolas.
Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for Nogen,
den Tid Inga var med Barn. Haakon Sverressøn
var nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge
Baardssøn, som da var Konge, og for Eder, – naa
ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte løn-
ligt i Thrond Prests Hus, øster i Heggen Herred,
og ni Dage efter rejste hun hjem; men Kongsbarnet
blev et helt Aar hos Presten, uden at hun turde se
til det, og uden at Nogen vidste det, undtagen Thrond
og hans to Sønner.
Skule Jarl.
Ja, ja, – og saa?
Bisp Nikolas.
Da Barnet var aarsgammelt kunde det ikke godt
dølges længere. Inga røbede da Sagen for Erlend
af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres
Tider – ved I.
Skule Jarl.
Nu?
Bisp Nikolas.
Han og andre Høvdinger fra Opplandene tog
Barnet, rejste midtvinters over Fjeldet med det, og
bragte det til Kongen, som den Tid sad i Nidaros.
Skule Jarl.
Og endda kan I sige at –?
Bisp Nikolas.
Stor Fare kan I vel skjønne det maatte være for
en ringe Prest at fostre et Kongsbarn. Strax Barnet
var født, skriftede han derfor for en af sine Overmænd ​
Faksimile

s. 51

i Kirken og spurgte om hans Raad. Denne hans
Overmand bød da Thrond lønligt at forbytte Barnet,
sende den rette Kongssøn til et trygt Sted og give
Inga den Urette, om hun eller Birkebejnerne siden
krævede Kongssønnen.
Skule Jarl
opprørt.
Og hvem var den Hund, som raadede til Sligt?
Bisp Nikolas.
Det var mig.
Skule Jarl.
I? Ja, I har altid hadet Sverres Ætt.
Bisp Nikolas.
Utrygt tyktes det mig for Kongssønnen at komme
i Eders Hænder.
Skule Jarl.
Men Presten?
Bisp Nikolas.
Lovede at gjøre, som jeg bød.
Skule Jarl
griber ham om Armen.
Og Haakon er den Urette?
Bisp Nikolas.
Hvis Presten har holdt sit Løfte.
Skule Jarl.
Hvis han har holdt det?
Bisp Nikolas.
Thrond Prest rejste fra Landet samme Vinter
Barnet kom til Kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts Grav, og blev siden i England til han døde.
4*
​
Faksimile
s. 52
Skule Jarl.
Han rejste fra Landet, siger I! Da har han for-
byttet Barnet og frygtet Hævn af Birkebejnerne.
Bisp Nikolas.
Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet Hævn
af mig.
Skule Jarl.
Hvilken af Delene tror I?
Bisp Nikolas.
Begge Dele er lige trolige.
Skule Jarl.
Men Prestesønnerne, som I nævnte?
Bisp Nikolas.
De gik med Korsfarerne til det hellige Land.
Skule Jarl.
Og Ingen har spurgt til dem siden?
Bisp Nikolas.
Jo.
Skule Jarl.
Hvor er de?
Bisp Nikolas.
De druknede i Grækerhavet paa Udrejsen.
Skule Jarl.
Og Inga –?
Bisp Nikolas.
Ved Intet, hverken om Prestens Skrifte eller om
mit Raad.
Skule Jarl.
Hendes Barn var kun ni Dage da hun rejste,
sagde I?
​
Faksimile
s. 53
Bisp Nikolas.
Ja; og det Barn, hun saa igjen, var over aars-
gammelt –
Skule Jarl.
Saa er der Ingen i Verden, som kan lyse opp
her! (gaar nogle Gange stærkt opp og ned.) Almægtige Gud, kan
dette være Sandhed? Haakon – Kongen – han, som
styrer over alt Land og Rige, han skulde ikke være
den Odelsbaarne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt
nok? Har ikke alt Held vidunderligt fulgt ham, –
hvorfor da ikke ogsaa det, at tages som Barn ud af
en fattig Kotkarls Hus og lægges i Kongsbarnets
Vugge –
Bisp Nikolas.
Mens hele Folket tror han er Kongens Søn –
Skule Jarl.
Mens han selv tror det, Bisp, – det er det
Meste af Lykken, det er Styrkebeltet! (gaar til Vinduet.)
Se hvor fager han sidder paa Hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glittrer som Solskin i hans
Øjne, han ser udad i Dagen, som om han vidste sig
skabt til at gaa fremad, altid fremad. (vender sig om mod
Bispen.) Jeg er en Kongsarm, kanhænde et Kongshoved
ogsaa; men han er den hele Konge.
Bisp Nikolas.
Og er det kanske endda ikke.
Skule Jarl.
Nej, – kanske endda ikke.
​
Faksimile
s. 54
Bisp Nikolas
lægger Haanden paa hans Skulder.
Jarl, hør mig –
Skule Jarl
vedbliver at se ud.
Der sidder Dronningen. Haakon taler mildt til
hende; hun blir rød og bleg af Glæde. Han tog hende
til Hustru, fordi det var klogt at kaare Datteren af
den mægtigste Mand i Landet. Der var ikke en varm
Tanke i hans Hjerte for hende dengang; – men det
vil komme; Haakon har Lykken med sig. Hun vil lyse
over hans Liv – (standser og udbryder forundret) Hvad er
det?
Bisp Nikolas.
Hvilket?
Skule Jarl.
Dagfinn Bonde brød voldsomt gjennem Flokken,
som staar rundt om. Nu melder han Noget for
Kongen.
Bisp Nikolas
ser ud bagved Jarlen.
Haakon tykkes at blive vred; – gjør han ikke?
Han knytter Haanden –
Skule Jarl.
Han ser heropp; – hvad kan det være? (vil gaa.)
Bisp Nikolas
holder ham tilbage.
Jarl, hør mig, – der turde findes et Middel til
at blive viss paa Haakons Rett.
Skule Jarl.
Et Middel, siger I?
​
Faksimile
s. 55
Bisp Nikolas.
Thrond Prest har før han døde oppsat et Brev
om sin Fremfærd og taget Sakramentet paa, at det
han der skriver, er sandt.
Skule Jarl.
Og dette Brev, – for Guds Barmhjertigheds
Skyld, – hvor er det?
Bisp Nikolas.
I maa da vide at – (ser mod Døren.) Hys, Kongen
kommer!
Skule Jarl.
Brevet, Bisp, – Brevet!
Bisp Nikolas.
Der er Kongen.
Haakon kommer ind, fulgt af sin Hird og mange Gjæster. Strax der-
efter viser Margrete sig; hun er i ængstelig Bevægelse og vil ile frem til
Kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere Kvinder har fulgt
hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv oppimod Baggrunden. Jarlens
Mænd synes urolige og samler sig i Flok paa højre Side, hvor Skule staar,
men noget tilbage.
Haakon
i stærkt indre Opprør.
Skule Jarl, hvem er Konge i dette Land?
Skule Jarl.
Hvem der er Konge?
Haakon.
Saa spurgte jeg. Jeg har Kongsnavnet, men
hvem har Kongsmagten?
Skule Jarl.
Kongsmagten bør være der, hvor Kongsretten er.
Haakon.
Saa burde det være; men er det saa?
​
Faksimile
s. 56
Skule Jarl.
Stævner I mig her tildoms?
Haakon.
Det gjør jeg; thi den Rett har jeg mod hver
Mand i Riget.
Skule Jarl.
Jeg trøster mig til at svare for mine Gjerninger.
Haakon.
Godt for os Alle, hvis saa er. (stiger et Trin opp,
hvor Kongsstolen staar, og støtter sig til Stolarmen.) Her staar jeg
som Eders Konge og spørger: Ved I, at Jon Jarl
paa Orknø har rejst sig mod mig?
Skule Jarl.
Ja.
Haakon.
At han nægter at betale mig Skatten?
Skule Jarl.
Ja.
Haakon.
Og er det sandt, at I, Herre Jarl, idag har
skikket Brev til ham?
Skule Jarl.
Hvem siger saa?
Ivar Bodde.
Saa siger jeg.
Dagfinn Bonde.
Jostein Thamb turde ikke nægte at tage det med,
siden Kongens Segl var for.
​
Faksimile
s. 57
Haakon.
I skriver til Kongens Uvenner og sætter Kon-
gens Segl for, skjønt Kongen ikke ved, hvad der staar
skrevet!
Skule Jarl.
Saa har jeg gjort i mange Aar med Eders
Minde.
Haakon.
Ja, den Tid, I førte Værgemaalet for mig.
Skule Jarl.
Aldrig har I havt Skade deraf. Jon Jarl skrev
mig til og bad om min Mellemkomst; han bød Forlig,
men paa uhæderlige Vilkaar for Kongen. Vermelands-
toget har sært trykket Eders Sind; havde I selv faaet
handle nu, saa var Jon Jarl sluppet for lett, – jeg
kan grejde Sagen bedre.
Haakon.
Vi ønskede helst at grejde Sagen selv. – Og
hvad har I svaret?
Skule Jarl.
Læs mit Brev.
Haakon.
Giv hid!
Skule Jarl.
Jeg tænkte I havde det?
Dagfinn Bonde.
I ved vist bedre end saa. Gregorius Jonssøn
var rappere paa Foden; da vi kom ombord, var Bre-
vet borte.
​
Faksimile
s. 58
Skule Jarl
vender sig til Gregorius Jonssøn.
Herr Lendermand, giv Kongen Brevet.
Gregorius Jonssøn
nærmer sig urolig.
Hør mig –!
Skule Jarl.
Hvad nu?
Gregorius Jonssøn
dæmpet.
I vil mindes, der stod skrevet hvasse Ord om
Kongen.
Skule Jarl.
Dem skal jeg vide at svare for. Brevet!
Gregorius Jonssøn.
Jeg har det ikke.
Skule Jarl.
I har det ikke!
Gregorius Jonssøn.
Dagfinn Bonde var i Hælene paa os. Jeg greb
Brevet fra Jostein Thamb, bandt en Sten til det –
Skule Jarl.
Nu?
Gregorius Jonssøn.
Det ligger paa Bunden af Fjorden.
Skule Jarl.
Ilde – ilde har I der handlet.
Haakon.
Jeg venter paa Brevet, Herre Jarl!
​
Faksimile
s. 59
Skule Jarl.
Jeg kan ikke lægge det frem.
Haakon.
I kan ikke?
Skule Jarl
gaar et Skridt nærmere mod Kongen.
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under, hvad
I og Eders Mænd vilde kalde for Udflugter –
Haakon
tvinger sin oppbrusende Vrede.
Og saa –?
Skule Jarl.
Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem; –
jeg vil ikke lægge det frem!
Haakon.
I trodser mig altsaa!
Skule Jarl.
Hvis det ikke kan være Andet, – nu ja, jeg
trodser Eder.
Ivar Bodde
stærkt.
Nu, Herre Konge, nu tænker jeg ikke nogen Mand
har mere Vidnesbyrd behov!
Dagfinn Bonde.
Nej, nu tænker jeg vi kjender Jarlens Sindelag.
Haakon
koldt til Jarlen.
Vil I give Kongsseglet til Ivar Bodde.
Margrete
iler med foldede Hænder frem mod Forhøjningen, hvor Kongen staar.
Haakon, vær mig en mild og naadig Husbond!
​
Faksimile
s. 60
Haakon
gjør en bydende Armbevægelse mod hende; hun skjuler Ansigtet i sit Slør
og gaar oppover mod Moderen igjen.
Skule Jarl
til Ivar Bodde.
Her er Kongsseglet.
Ivar Bodde.
Dette skulde være Gildets sidste Kveld. Det endte
med en tung Sorg for Kongen; men det maatte komme
slig engang, og jeg mener, hver trofast Mand maa
glæde sig ved at det kom.
Skule Jarl.
Og jeg mener, hver trofast Mand maa harmes
dybt over at en Prest paa slig Vis stiller sig mellem
os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg
er Birkebejner fuldt saa godt som Kongen og hans
Mænd. Jeg er af samme Ætt, Sverres Ætt, Kongs-
Ætten, – men I, Prest, I har bygget en Mur af
Mistro rundt om Kongen og stængt mig ude fra ham;
det har været Eders Gjerning i mange Aar.
Paal Flida
oppægget til de Omstaaende.
Jarlsmænd! Skal vi taale sligt længere?
Gregorius Jonssøn
træder frem.
Nej, vi kan ikke og vil ikke taale det længer.
Her maa det siges lydt, – ingen af Jarlens Mænd
kan tjene Kongen med fuld Tro og Kjærlighed, saa-
længe Ivar Bodde gaar ind og ud i Kongsgaarden
og lægger Ondt for os.
​
Faksimile
s. 61
Paal Flida.
Prest! Jeg undsiger Dig paa Liv og Lemmer,
hvor jeg træffer Dig, paa fri Mark, ombord, eller i
uhelligt Hus!
Mange Jarlsmænd.
Jeg ogsaa! Jeg ogsaa! Du skal være fredløs
for os!
Ivar Bodde.
Gud forbyde at jeg skulde staa mellem Kongen
og saa mange mægtige Høvdinger. – Haakon, min
høje Herre, jeg ved med mig selv, at jeg har tjent
Eder med al Troskab. Jarlen har jeg varet Jer imod,
det er sandt; men hvis jeg nogen Tid gjorde ham
Urett, da faar Gud forlade mig det. Nu er der ikke
mere for mig at gjøre i Kongsgaarden; her er Eders
Segl; tag det i egne Hænder; for længe siden skulde
det ligget der.
Haakon,
der er stegen ned fra Forhøjningen.
I bliver!
Ivar Bodde.
Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide og nage
mig Natt og Dag, om jeg gjorde det. Større Ulykke
kan ingen Mand volde i disse Tider, end at stille sig
mellem Kongen og Jarlen.
Haakon.
Ivar Bodde, jeg byder Dig at blive!
Ivar Bodde.
Om den hellige Kong Olaf stod opp af Sølvkisten
og bød mig blive, saa maatte jeg dog gaa nu. (lægger ​
Faksimile

s. 62

Seglet i Kongens Haand.) Farvel, min ædle Herre! Gud
fremme og signe al Eders Gjerning!
Gaar mellem Mængden ud til Højre.
Haakon
mørk, til Jarlen og hans Mænd.
Der mistede jeg en trofast Ven for Eders Skyld;
stort Vederlag maa I byde, skal I veje Tabet opp.
Skule Jarl.
Jeg byder mig selv og alle Mine.
Haakon.
Næsten er jeg rædd der maa mere til. Jeg
trænger nu til at samle om mig alle dem, som jeg
fuldt kan lide paa. Dagfinn Bonde, lad strax gaa
Bud nordover til Haalogaland; Vegard Væradal skal
kaldes her ned igjen.
Dagfinn Bonde,
der har staaet noget tilbage, i Samtale med en rejseklædt Mand, som er
traadt ind i Hallen, nærmer sig og siger rystet:
Vegard kan ikke komme, Herre.
Haakon.
Hvoraf ved Du det?
Dagfinn Bonde.
Rett nu er her Bud om ham.
Haakon.
Hvad melder det?
Dagfinn Bonde.
At Vegard Væradal er dræbt.
Mange Stemmer.
Dræbt!
​
Faksimile
s. 63
Haakon.
Hvem dræbte ham?
Dagfinn Bonde.
Andres Skjaldarband, Jarlens Ven.
Kort Opphold; Mændene hvisker uroligt indbyrdes.
Haakon.
Hvor er Budet?
Dagfinn Bonde
fører Manden frem.
Her, Herre Konge.
Haakon.
Hvad Aarsag var der til Drabet?
Budet.
Det ved nok Ingen. De taltes ved om Finne-
skatten og med Et sprang Andres opp og gav ham
Banesaar.
Haakon.
Og havde der før været Trætte mellem dem?
Budet.
Stundom. Andres sagde tidt, at en klog Raad-
giver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde
være som Fjeld og Flint mod Vegard Væradal.
Dagfinn Bonde.
Sælsomt nok; – før Vegard rejste fortalte han
mig, at en klog Raadgiver havde sagt han skulde
være som Fjeld og Flint mod Andres Skjaldarband.
Bisp Nikolas
spytter.
Tvi vorde slige Raadgivere!
​
Faksimile
s. 64
Haakon.
Vi vil ikke nøjere granske, hvad Rod dette stam-
mer fra. To trofaste Sjæle har jeg mistet idag. Jeg
kunde græde for Vegard; men her skal mere end Graad
til; her faar det gjælde Liv for Liv. Herre Jarl,
Andres Skjaldarband er Eders haandgangne Mand;
I bød mig al Hjælp som Vederlag for Ivar Bodde.
Jeg tager Jer paa Ordet og venter I vil virke for
at Straffen fremmes over denne Ugjerning.
Skule Jarl.
Onde Engle stiller sig visselig mellem os To idag.
Paa hversomhelst anden af mine Mænd skulde jeg til-
stedet, at I lod Drabet hævne –
Haakon
spændt.
Nu?
Skule Jarl.
Men ikke paa Andres Skjaldarband.
Haakon
oppbrusende.
Vil I værge om Drabsmanden!
Skule Jarl.
Om denne Drabsmand maa jeg værge.
Haakon.
Og Aarsagen –?
Skule Jarl.
Den faar Ingen vide uden Gud i Himlen.
Bisp Nikolas
sagte til Dagfinn.
Jeg ved den.
​
Faksimile
s. 65
Dagfinn Bonde.
Og jeg aner den.
Bisp Nikolas.
Sig Ingenting, gode Dagfinn!
Haakon.
Jarl, jeg vil tro i det Længste, at det ikke er
Alvor, det I her siger mig –
Skule Jarl.
Var det min egen Fader, Andres Skjaldarband
havde dræbt, – han skulde endda gaa fri. I maa
ikke spørge mere.
Haakon.
Godt. Saa faar vi selv tage os tilrette!
Skule Jarl
med et Udtrykk af Angst.
Konge! Det blir Blodværk paa begge Sider!
Haakon.
Lad gaa; Straffen skal dog fremmes.
Skule Jarl.
Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke frem-
mes!
Bisp Nikolas.
Nej, der har Jarlen Rett.
Haakon.
Og det siger I, ærværdige Herre?
Bisp Nikolas.
Andres Skjaldarband har taget Korset.
Haakon og Skule Jarl.
Taget Korset!
5
​
Faksimile
s. 66
Bisp Nikolas.
Og er alt faret fra Landet.
Skule Jarl.
Godt var det for os alle.
Haakon.
Dagen helder; Bryllupsgildet faar nu være endt.
Jeg takker Eder, Herre Jarl, for al Ære, som er mig
vist i denne Tid. – I drager til Nidaros, kan jeg
tænke?
Skule Jarl.
Det er saa min Agt.
Haakon.
Og jeg til Viken. – Hvis Du, Margrete, heller
ønsker at blive her i Bergen, saa gjør det.
Margrete.
Hvor Du farer, vil jeg følge, indtil Du forbyder
mig det.
Haakon.
Godt, saa følg.
Sigrid.
Vidt spredes Ætten nu. (knæler for Haakon) Vis mig
en Naade, Herre Konge!
Haakon.
Rejs Eder, Fru Sigrid; hvad I beder om,
skal ske.
Sigrid.
Jeg kan ikke følge Jarlen til Nidaros. Nonne-
klostret paa Rejn skal indvies; skriv til Erkebispen, –
virk for at jeg bliver Abedisse der.
​
Faksimile
s. 67
Skule Jarl.
Du, min Søster?
Haakon.
I vil gaa i Kloster!
Sigrid
rejser sig.
Siden Blodnatten i Nidaros, da mit Bryllup
stod, og Baglerne kom og hugg min Brudgom ned, og
mange Hundrede med ham, mens Byen brandt i alle
Hjørner, – da var det ligesom Blodet og Branden
gjorde mit Syn sløvt og slukt for Verden udenom.
Men jeg fik Kraft til at skimte det, som ingen Anden
øjner, – og Et ser jeg nu – en stor Skrækkens Tid
for Landet!
Skule Jarl
heftigt.
Hun er syg! Agt ikke paa hende!
Sigrid.
Rig Grøde vil modnes for ham, som høster i
Mørke. Alle Kvinder i Norge skulde kun have en
Gjerning nu, – knæle i Klostre og Kirker, og bede
– bede ved Dag og Natt!
Haakon
rystet.
Er det Spaadomsgave eller Sjælesot, som taler
saa?
Sigrid.
Farvel, min Broder, – vi mødes engang til.
Skule Jarl
uvilkaarligt.
Naar?
5*
​
Faksimile
s. 68
Sigrid
sagte.
Naar Du tager Kronen; naar der er al Fare, –
naar Du trænger mig i din højeste Nød!
Gaar ud til Højre med Margrete, Fru Ragnhild og Kvinderne.
Haakon
efter et kort Opphold, drager Sverdet og siger med fast og rolig Bestemthed:
Alle Jarlens Mænd skal tages i Ed.
Skule Jarl
heftigt.
Er det Eders fulde Agt! (næsten bedende) Kong
Haakon, gjør det ikke!
Haakon.
Ingen Jarlsmand slipper fra Bergen før han har
svoret Kongen Troskab.
Gaar med sin Hird. Alle, undtagen Bispen og Jarlen, følger efter.
Bisp Nikolas.
Han har taget paa Jer med haarde Hænder idag.
Skule Jarl
tier og ser maalløs efter Kongen.
Bisp Nikolas
stærkere.
Og er kanske endda ikke kongefødt.
Skule Jarl
vender sig pludselig i stærk Bevægelse og griber Bispens Arm.
Thrond Prests Skriftemaal – hvor er det?
Bisp Nikolas.
Han sendte mig det fra England, før han døde;
jeg ved ikke med hvem, – og jeg har ikke faaet det.
​
Faksimile
s. 69
Skule Jarl.
Men det maa findes!
Bisp Nikolas.
Det tror jeg fuldt og fast.
Skule Jarl.
Og finder I det, da vil I give det i mine
Hænder?
Bisp Nikolas.
Det lover jeg.
Skule Jarl.
Det sværger I ved Eders Sjæls Salighed?
Bisp Nikolas.
Det sværger jeg ved min Sjæls Salighed!
Skule Jarl.
Godt; til den Tid vil jeg staa Haakon imod,
hvor det kan ske stillt og i Løndom. Det maa hin-
dres, at han er mægtigere end jeg, naar Kampen skal
begynde.
Bisp Nikolas.
Men hvis det viser sig, at han er den rette
Kongssøn, – hvad saa?
Skule Jarl.
Saa faar jeg prøve paa at bede – bede om
ydmygt Sind til at tjene ham som ærlig Høvding og
af al min Evne.
Bisp Nikolas.
Og hvis han er den Urette?
​
Faksimile
s. 70
Skule Jarl.
Da skal han vige for mig! Kongsnavn og Kongs-
stol, Hird og Hær, Skatt og Flaade, Byer og Borge,
Alt vil jeg have!
Bisp Nikolas.
Han vil ty til Viken –
Skule Jarl.
Jeg jager ham fra Viken!
Bisp Nikolas.
Saa sætter han sig fast i Nidaros.
Skule Jarl.
Jeg stormer Nidaros!
Bisp Nikolas.
Han stænger sig inde i Olafs hellige Kirke –
Skule Jarl.
Jeg bryder Kirkefreden –
Bisp Nikolas.
Han flygter opp paa Højalteret og hænger sig
fast ved Olafs Skrin –
Skule Jarl.
Jeg trækker ham ned fra Alteret, om jeg saa skal
trække Helgenskrinet med –
Bisp Nikolas.
Men han har endda Kronen paa Hovedet, Jarl!
Skule Jarl.
Jeg slaar Kronen af med mit Sverd!
Bisp Nikolas.
Men dersom den sidder altfor fast –?
​
Faksimile
s. 71
Skule Jarl.
Nu da, i Guds eller Satans Navn – da slaar
jeg Hovedet med! (gaar ud til Højre.)
Bisp Nikolas
ser efter ham, nikker langsomt og siger:
Ja – ja; – slig kan jeg like Jarlen!
Tæppet falder.
​
Faksimile
Tredje Akt.
En Stue i Oslo Bispegaard. Paa højre Side er Indgangsdøren. I
Baggrunden fører en liden aabentstaaende Port ind til Kapellet, som er
opplyst. En Dør med Teppe for paa den venstre Vægg, gaar ind til Bispens
Soveværelse. Foran paa samme Side staar en stoppet Hvilebænk. Over
tilhøjre er et Skrivebord med Breve, Dokumenter og en brændende Lampe.
Stuen er i Førstningen tom; indenfor Forhænget tilvenstre høres Sang
af Munke. Lidt efter kommer Paal Flida rejseklædt ind fra Højre, standser
indenfor Døren, venter, ser sig om og banker derpaa tre Gange i Gulvet
med sin Stav.
Sira Viljam
kommer ud fra Venstre og udbryder med dæmpet Stemme:
Paal Flida! Gud være lovet; – saa er Jarlen
ikke langt borte.
Paal Flida.
Skibene sejler alt frem ved Hovedø; jeg foer i
Forvejen. Og hvorledes gaar det med Bispen?
Sira Viljam.
Han faar den sidste Olje nu.
Paal Flida.
Saa er der al Fare.
Sira Viljam.
Mester Sigard fra Brabant har sagt at han ikke
kan leve Natten over.
​
Faksimile
s. 73
Paal Flida.
Da mener jeg, han har stævnet os for sent
til sig.
Sira Viljam.
Nej, nej, – han har fuld Samling og lidt
Kræfter ogsaa, – hvert Øjeblik spørger han om ikke
Jarlen snart kommer.
Paal Flida.
I kalder ham endnu for Jarl; ved I ikke, at
Kongen har givet ham Navn af Hertug?
Sira Viljam.
Jo, jo vist; det er bare slig en gammel Vane.
Hys – (han og Paal Flida slaar Kors og bøjer sig. Ud fra Bispens
Kammer kommer to Kordrenge med Lys, derefter to Andre med Røgelsekar;
efter dem Prester, der bærer Kalk, Disk, et Krusifix og en Kirkefane; bag-
efter følger et Tog af Prester og Munke; Kordrenge med Lys og Røgelsekar
slutter Processionen, der langsomt bevæger sig ind i Kapellet, hvis Dør
lukkes efter dem.)
Paal Flida.
Nu har da den gamle Herre gjort opp med denne
Verden.
Sira Viljam.
Jeg kan vel sige ham, at Hertug Skule kommer
saa snart ske kan?
Paal Flida.
Han gaar lige fra Bryggen og her opp i Bispe-
gaarden. Farvel! (gaar.)
Flere Prester, hvoriblandt Peter, samt Tjenere hos Bispen kommer ud fra
Venstre med Tepper, Puder og et stort Fyrfad.
Sira Viljam.
Hvad skal dette til?
​
Faksimile
s. 74
En Prest
reder opp paa Bænken.
Bispen vil ligge herude.
Sira Viljam.
Men er det raadeligt?
Presten.
Mester Sigard mener, vi kan gjerne føje ham.
Der er han alt.
Bisp Nikolas kommer ud, støttet af Mester Sigard og en Prest. Han er i
Bispedragt, men uden Stav og Hue.
Bisp Nikolas.
Tænd flere Lys! (Han bringes til Sæde paa Bænken ved
Fyrfadet og dækkes til med Tepperne.) Viljam! Nu har jeg
faaet Forladelse for alle mine Synder! De tog dem
med allesammen; – jeg synes jeg er saa lett nu.
Sira Viljam.
Hertugen har budsendt Jer, Herre; han er alt
indenfor Hovedø.
Bisp Nikolas.
Det er godt, meget godt. Kongen vil vel ogsaa
snart være her. Jeg har været en syndig Hund i
mine Dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig mod
Kongen. Presterne derinde de sagde, at alle mine
Synder skulde være mig forladt; – ja, det kan være
vel nok; men de har saa godt for at love, de; det er
ikke dem, jeg har forbrudt mig imod. Nej, nej –
det er nok tryggest, at faa det fra Kongens egen Mund.
(udbryder heftigt) Lys, siger jeg! Her er saa mørkt her-
inde.
​
Faksimile
s. 75
Sira Viljam.
Her er tændt –
Mester Sigard
standser ham med et Tegn og nærmer sig Bispen.
Hvorledes har I det, Herre?
Bisp Nikolas.
Aa jo, – aa jo; jeg er kold paa Hænder og
Fødder.
Mester Sigard
halvhøjt, idet han flytter Fyrfadet nærmere.
Hm, – det er Begyndelsen til Enden.
Bisp Nikolas
angst til Viljam.
Jeg har sagt, at otte Munke skal synge og bede
for mig i Kapellet inatt. Hav Øje med dem; der er
dovne Svende iblandt.
Sira Viljam
peger taus mod Kapellet, hvorfra høres Sang, som vedbliver under det
Følgende.
Bisp Nikolas.
Saa meget ugjort endnu, og saa gaa fra det
Altsammen! Saa meget ugjort, Viljam!
Sira Viljam.
Herre, tænk paa det Himmelske!
Bisp Nikolas.
Jeg har Tiden for mig; – udpaa Morgenstunden,
mener Mester Sigard –
Sira Viljam.
Herre, Herre!
​
Faksimile
s. 76
Bisp Nikolas.
Giv mig Mitra og Stav! – Du har godt ved
at sige jeg skal tænke – (En Prest bringer det Forlangte.) Saa,
sætt Huen der, den er mig for tung; giv mig Staven
i Haand; saa, nu er jeg rustet. En Bisp! – Den
Onde tør ikke gaa mig paa Livet nu!
Sira Viljam.
Vil I ellers Noget?
Bisp Nikolas.
Nej. Jo, sig mig; – Peter, Andres Skjaldar-
bands Søn, – Alle taler saa godt om ham –
Sira Viljam.
Han er visselig en skyldfri Sjæl.
Bisp Nikolas.
Peter, Du skal vaage hos mig til Kongen eller
Hertugen kommer. Gaa ud saalænge, I Andre, men
vær ved Haanden.
Alle, undtagen Peter, gaar ud til Højre.
Bisp Nikolas
efter et kort Opphold.
Peter!
Peter
nærmer sig.
Herre?
Bisp Nikolas.
Har Du aldrig seet gamle Mænd dø?
Peter.
Nej.
Bisp Nikolas.
Rædde er de Allesammen; det tør jeg sværge
paa! Der paa Bordet ligger et stort Brev med Segl ​
Faksimile

s. 77

for; giv mig det. (Peter bringer Brevet.) Det er til din
Moder.
Peter.
Til min Moder?
Bisp Nikolas.
Du faar rejse nordover til Haalogaland med det.
Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig Sag;
der er kommet Tidende fra din Fader.
Peter.
Han strider som en Herrens Kjæmpe i det hellige
Land. Falder han der, saa falder han paa vigslet
Grund; thi der er hver Fodsbred Jord hellig. Jeg
minder Gud om ham i alle mine Bønner.
Bisp Nikolas.
Er Andres Skjaldarband Dig kjær?
Peter.
Han er en hæderlig Mand; men der lever en
anden Mand, hvis Storhed min Moder ligesom fostrede
og nærede mig med.
Bisp Nikolas
hurtig og spændt.
Er det Hertug Skule?
Peter.
Ja, Hertugen, – Skule Baardssøn. Min Moder
har kjendt ham i yngre Dage. Hertugen maa visselig
være den ypperste Mand i Landet!
Bisp Nikolas.
Der er Brevet; rejs nordover med det strax! –
Synger de ikke derinde?
​
Faksimile
s. 78
Peter.
Jo, Herre!
Bisp Nikolas.
Otte svære Karle med Struber som Basuner, det
maa dog vel hjælpe Noget, ved jeg?
Peter.
Herre, Herre, jeg vilde bede selv!
Bisp Nikolas.
Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er altfor
kort; – desuden saa vil nok Kongen tilgive mig, naar
han kommer – (farer sammen i Smerte.)
Peter.
I lider vist?
Bisp Nikolas.
Jeg lider ikke; men det ringer for mine Øren;
det lyser og blinker for Øjnene –
Peter.
Det er de himmelske Klokker, som ringer Eder
hjem; – det, som blinker, er Alterlysene, dem Guds
Engle har tændt for Eder.
Bisp Nikolas.
Ja vist er det saa; – det har ingen Fare, naar
de kun holder godt ud i Bøn derinde. – Farvel, rejs
strax med Brevet.
Peter.
Skal jeg ikke først –?
Bisp Nikolas.
Nej, gaa; jeg er ikke rædd for at være alene.
​
Faksimile
s. 79
Peter.
Vel mødt igjen da, naar de himmelske Klokker
engang har lydd for mig ogsaa. (gaar ud til Højre.)
Bisp Nikolas.
De himmelske Klokker, – ja, Sligt siges saa lett,
naar En gaar om paa to friske Ben. – Saa meget
ugjort! Men der vil leve Mangt efter mig alligevel.
Jeg lovede Hertugen ved min Sjæls Salighed, at give
ham Thrond Prests Skriftemaal, hvis det kom mig
ihænde; – godt, at jeg ikke har faaet det. Havde
han Visshed, saa vilde han sejre eller falde; da blev
En af dem den mægtigste Mand, som nogensinde havde
levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde naa,
skal ingen Anden naa. Det er bedst med Uvissheden;
saalænge Hertugen tynges af den, vil de To ødelægge
hinanden, hvor de kan komme til; Byer vil brændes,
Bygder hærges, – Ingen af dem vinder ved den
Andens Tab – – (forfærdet) Naade, Forbarmelse! Det
er jo mig, som bærer Skylden – mig, som fra første
Færd gav Stødet til det Hele! (beroligende sig) Ja, ja,
ja! men nu kommer Kongen, – det er jo ham, det
mest gaar ud over, – han tilgiver mig nok – der
skal læses Bønner og Messer; det har ingen Nød; –
jeg er jo Bisp, og jeg har aldrig dræbt Nogen med
egen Haand. – Godt er det, at Thrond Prests
Skriftemaal ikke kom; de Hellige er med mig, de vil
ikke friste mig til at bryde mit Løfte. – Hvem banker
paa Døren? Det maa være Hertugen! (gnider sig fornøjet
i Hænderne.) Han vil trygle om Beviser for Kongsretten,
– og jeg har ingen Beviser at give ham!
​
Faksimile
s. 80
Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med Kaabe og Hætte.
Bisp Nikolas
farer sammen.
Hvem er det?
Inga.
En Kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige
Herre.
Bisp Nikolas.
Kongsmoderen!
Inga.
Saa kaldtes jeg engang.
Bisp Nikolas.
Gaa, gaa! Jeg raadede ikke Haakon til at skille
sig af med Jer!
Inga.
Hvad Kongen gjør, er velgjort; det er ikke derfor
jeg kommer.
Bisp Nikolas.
Og hvorfor da?
Inga.
Gunnulf, min Broder, er kommen hjem fra Eng-
landsfærden –
Bisp Nikolas.
Fra Englandsfærden –!
Inga.
Han har været borte i mange Aar, som I ved,
og flakket vidt omkring; nu førte han Brev hjem –
Bisp Nikolas
aandeløs.
Brev –?
​
Faksimile
s. 81
Inga.
Fra Thrond Prest. Det er til Eder, Herre.
rækker ham det.
Bisp Nikolas.
Ja saa; – og I bringer det?
Inga.
Saa var Thronds Ønske. Stor Takk skylder jeg
ham fra den Tid, han fostrede Haakon. Jeg fik spurgt,
at I var syg; derfor gav jeg mig strax paa Rejsen;
jeg har gaaet hid paa min Fod –
Bisp Nikolas.
Det havde ikke hastet saa braatt, Inga!
Dagfinn Bonde
kommer ind fra Højre.
Guds Fred, ærværdige Herre!
Bisp Nikolas.
Kommer Kongen?
Dagfinn Bonde.
Nu rider han Ryenbergene nedover med Dron-
ningen og Kongsbarnet og stort Følge.
Inga
iler frem mod Dagfinn.
Kongen, – Kongen! kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Inga! Er I her, I haardt prøvede Kvinde?
Inga.
Den er ikke haardt prøvet, som har saa stor en
Søn.
Dagfinn Bonde.
Nu skal hans haarde Hjerte smeltes.
6
​
Faksimile
s. 82
Inga.
Ikke et Ord til Kongen om mig. O, men se
ham maa jeg dog; – hør, – kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Ja, snart.
Inga.
Og det er mørk Kveld. Kongen skal vel lyses
frem med Fakler?
Dagfinn Bonde.
Ja.
Inga.
Saa vil jeg stille mig i et Bislag, hvor han gaar
forbi; – og saa hjemover til Vartejg. Men først ind
i Hallvards Kirke; der brænder Lys inat; der vil jeg
bede godt for Kongen, for min fagre Søn.
Gaar ud til Højre.
Dagfinn Bonde.
Jeg har røgtet mit Ærinde; jeg gaar for at
møde Kongen.
Bisp Nikolas.
Hils ham kjærligst, gode Dagfinn!
Dagfinn Bonde,
idet han gaar ud til Højre.
Ikke vilde jeg være Bisp Nikolas imorgen.
Bisp Nikolas.
Thrond Prests Skriftemaal –! Altsaa kom det
da alligevel; – her holder jeg det i min Haand.
(grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love Noget
paa sin Sjæls Salighed, naar En er saa gammel som
jeg. Havde jeg Aar igjen, saa skulde jeg altid vride ​
Faksimile

s. 83

mig fra sligt et Løfte; men ikveld, den sidste Kveld,
– nej, det er ikke raadeligt. – Kan jeg da holde
det? Er det ikke at sætte paa Spil Alt det, jeg har
virket for hele mit Liv igjennem? – (hviskende) O, kunde
jeg snyde den Onde, bare denne eneste Gang til! (lytter.)
Hvad er det? (raaber) Viljam, Viljam!
Sira Viljam
kommer ind fra Højre.
Bisp Nikolas.
Hvad er det, som suser og tuder saa stygt?
Sira Viljam.
Det er Uvejret, som tager til.
Bisp Nikolas.
Tager Uvejret til! – Jo vist vil jeg holde mit
Løfte! Uvejret, siger Du –? Synger de derinde?
Sira Viljam.
Ja, Herre.
Bisp Nikolas.
Sig, de skal gjøre sig al Flid; – Broder Aslak
især; han gjør altid saa stutte Bønner; han kniber
undaf, naar han kan komme til; han springer over,
den Hund! (slaar i Gulvet med Bispestaven.) Gaa ind og sig
ham, det er den sidste Natt, jeg har igjen; han skal
gjøre sig Flid, ellers kommer jeg over ham og spøger!
Sira Viljam.
Herre, skal jeg ikke hente Mester Sigard?
Bisp Nikolas.
Gaa ind, siger jeg! (Viljam gaar ind i Kapellet.) Det
maa visselig være Himlens Vilje, at jeg skal forlige
6*
​
Faksimile

s. 84

Kongen og Hertugen, siden den sender mig Thrond
Prests Brev nu. Dette er haardt at gaa paa, Niko-
las; rive ned med et eneste Rykk, hvad Du har brugt
hele dit Liv til at bygge. Men der er ikke andet for;
jeg faar gjøre Himlens Vilje dennegang. – Dersom
jeg endda bare kunde læse, hvad der staar i Brevet;
men jeg kan ikke se et Ord! Der driver Taager for
mine Øjne, det gnistrer og sprætter –; og ingen Anden
tør jeg lade læse det for mig! At love Sligt –!
Er Menneskets Kløgt da saa ussel, at det ikke mægter
raade over andet og tredje Led af sin egen Gjerning?
Jeg talte saa længe og saa indtrængende til Vegard
Væradal om at faa Kongen til at sende Inga fra sig,
at det omsider skede. Den Gjerning var klog i første
Led; men havde jeg ikke raadet slig, saa havde ikke
Inga været paa Vartejg nu, Brevet var ikke kommet
tidsnok i mine Hænder, og jeg havde ikke havt noget
Løfte at holde, – altsaa uklog i andet Led. Havde
jeg endda Tiden for mig; men kun denne ene Natt
tilende, og knapt nok det. Jeg maa, jeg vil leve
længer! (banker med Staven; en Prest træder ind fra Højre.) Mester
Sigard skal komme! (Presten gaar; Bispen knuger Brevet i Hæn-
derne.) Her, indenfor dette tynde Segl ligger Norges
Saga for hundrede Aar! Den ligger og drømmer,
som Fugleungen i Ægget! O, den, som nu havde
flere end en Sjæl – eller ogsaa ingen! (trykker
Brevet vildt opp til sit Bryst.) O, var ikke Enden saa rapp
over mig, – og Dommen og Straffen, – jeg skulde
ruge Dig ud til en Høg, som skulde kaste skyggende
Rædsel over alt Landet og hugge sine hvasse Kløer i ​
Faksimile

s. 85

hver Mands Hjerte! (farer sammen.) Men den sidste Time
er nær! (skrigende) Nej, nej, – Du skal blive til en
Svane, en hvid Svane! (kaster Brevet bortover Gulvet og raaber)
Mester Sigard, Mester Sigard!
Mester Sigard
fra Højre.
Hvorledes gaar det, ærværdige Herre?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard, – sælg mig tre Dages Liv!
Mester Sigard.
Jeg har sagt Jer –
Bisp Nikolas.
Ja, ja; men det var ikke Alvor; det var en liden
Straf. Jeg har været en urimelig Herre mod Jer;
derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var stygt, –
nej, nej, – det var tilpass for mig! Men vær nu
god og snild! Jeg skal betale godt; – tre Dages
Liv, Mester Sigard, bare tre Dages Liv!
Mester Sigard.
Om jeg saa selv skulde gaa bort i samme Stund,
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre Dage til.
Bisp Nikolas.
En Dag da; bare en Dag! Lad det være lyst,
lad Solen skinne, naar jeg skal afsted! Hør Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned paa Bænken.) Jeg har
givet næsten alt mit Guld og Sølv til Kirken, for at
faa store Messer læst bagefter. Jeg vil gjøre det om
igjen; I skal faa det Altsammen! Hvad, Sigard,
skal vi To narre dem derinde? He, he, he! I bliver ​
Faksimile

s. 86

rig, Sigard, og rejser af Landet; jeg faar Frist og
kan omraade mig lidt og hjælpe mig med færre Bøn-
ner. Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans Puls;
Bispen udbryder angst) Naa, hvorfor svarer I ikke?
Mester Sigard
rejser sig.
Jeg har ikke Tid, Herre. Jeg vil lave Jer en
Drikk, som kan lette Jer lidt paa det Sidste.
Bisp Nikolas.
Nej, vent med det! Vent – og svar mig!
Mester Sigard.
Jeg har ikke Tid; Drikken maa være færdig inden
en Time. (gaar ud til Højre.)
Bisp Nikolas.
Inden en Time! (banker vildt.) Viljam! Viljam!
Sira Viljam
kommer ud fra Kapellet.
Bisp Nikolas.
Tag Flere til Hjælp derinde! De Otte forslaar
ikke!
Sira Viljam.
Herre –?
Bisp Nikolas.
Flere til Hjælp, siger jeg! Kolbejn Korsbroder
har ligget syg i fem Uger, – han kan ikke have syndet
stort i den Tid –
Sira Viljam.
Han var til Skrifte igaar.
​
Faksimile
s. 87
Bisp Nikolas
ivrig.
Ja han maa være god; tag ham! (Viljam gaar ind
i Kapellet igjen.) Inden en Time! (tørrer Sveden af Panden.)
Puh, hvor her er varmt! – Den usle Hund, – hvad
hjælper al hans Lærdom, naar han ikke kan lægge en
Time til. Der sidder han dagstødt i sin Stue og
sætter kunstige Hjul og Lodder og Løftestænger sam-
men; han vil skabe et Værk, som skal gaa og gaa, og
aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han det.
Hvorfor øver han ikke heller sin Kunst og sin Kløgt
paa at gjøre Mennesket til sligt perpetuum mobile –?
(standser og tænker; det lysner i hans Øjne.) Perpetuum mobile,
– jeg er ikke stiv i Latinen, – men det betyder Noget,
som har Evnen til at virke evigt, udover gjennem alle
Tider. Om jeg nu selv kunde –? Det var en Gjer-
ning at ende med, det! Det var at gjøre sin største
Gjerning i sin sidste Stund! At sætte igang Hjul og
Lodder og Løftestænger i Kongens og Hertugens Sjæle;
sætte dem slig igang, at ingen Magt paa Jorden kan
standse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at
leve, leve i mit Værk, – og naar det kommer til
Stykket, saa er det kanske det, som kaldes Udødelig-
hed. – Trøstelige, svalende Tanker, hvor I gjør den
gamle Mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt paa Bænken)
Diabolus har været haardt efter mig ikveld. Det er
Følgen af at ligge ledig; otium est pulvis – pul-
veris – naa, ligegodt med Latinen, – Diabolus skal
ikke faa Magt over mig mere; jeg vil være virksom
til det Sidste; jeg vil –; hvor de bæljer derinde – ​
Faksimile

s. 88

(banker; Viljam kommer ud.) Sig dem, de skal tie; de for-
styrrer mig. Kongen og Hertugen kommer snart; jeg
har store Ting at tænke paa.
Sira Viljam.
Herre, skal jeg da –?
Bisp Nikolas.
Byde dem hold opp en Stund, saa jeg kan tænke
i Ro. Se der, tag opp det Brev, der ligger paa
Gulvet. – Godt. Giv mig saa hid Papirerne –
Sira Viljam
gaar til Skrivebordet.
Hvilke, Herre?
Bisp Nikolas.
Ligegodt –; de med Segl for; de, som ligger
øverst. – Saa; gaa nu ind og sig, de skal være stille.
(Viljam gaar.) – Dø, og dog raade i Norge! Dø, og
stelle det saa, at ingen Mand kommer til at højne sig
et Hoved opp over alle Andre. Tusinde Veje kunde
bære frem til det Maal; men der kan kun være en,
som duger; – den gjælder det at finde, – den gjæl-
der det at slaa ind paa. – Ha! Vejen ligger jo saa
nær, saa nær! Ja slig skal det være. Jeg holder
Løftet; Hertugen skal faa Brevet i sine Hænder; –
men Kongen – hm, han skal faa Tvivlens Brodd i
sit Hjerte. Haakon er ærlig, som de kalder det; med
Troen paa sig selv, og paa sin Rett, vil Meget falde
i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe opp og ned,
aldrig finde fast Grund under Foden, – perpetuum
mobile! – Men vil Haakon fæste Lid til mit Ud- ​
Faksimile

s. 89

sagn? Det vil han; jeg er jo en døende Mand; jeg
skal fodre ham med Sandhed iforvejen. – Kræfterne
svigter, men Sjælen friskner; – jeg ligger ikke paa
Sottesengen længer, jeg sidder i min Arbejdsstue, jeg
vil arbejde den sidste Natt, arbejde – til Lyset sluk-
ner –
Hertug Skule
kommer ind fra Højre og gaar frem mod Bispen.
Fred og Hilsen, ærværdige Herre! Jeg hører, det
staar ilde med Jer.
Bisp Nikolas.
Jeg er et Lig i Knopp, gode Hertug; inatt sprin-
ger jeg ud; imorgen kan det kjendes, hvor jeg dufter.
Hertug Skule.
Alt inatt, siger I?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard siger: om en Time.
Hertug Skule.
Og Thrond Prests Brev –?
Bisp Nikolas.
Tænker I endnu paa det?
Hertug Skule.
Det kommer aldrig af mine Tanker.
Bisp Nikolas.
Kongen har gjort Eder til Hertug; ingen Mand
har baaret Hertugnavn i Norge, før I.
Hertug Skule.
Strækker ikke til. Er Haakon den Urette, saa
maa jeg have Alt!
​
Faksimile
s. 90
Bisp Nikolas.
Hu, her er koldt herinde; det isner mig igjennem
alle Lemmer.
Hertug Skule.
Thrond Prests Brev, Herre! For Guds, den
Almægtiges Skyld, – har I det?
Bisp Nikolas.
Jeg ved ialfald, hvor det kan findes.
Hertug Skule.
Saa sig det, sig det!
Bisp Nikolas.
Vent –
Hertug Skule.
Nej, nej – nytt Tiden; jeg ser det lakker stærkt,
– og Kongen kommer jo hid, er mig sagt.
Bisp Nikolas.
Ja, Kongen kommer; deraf ser I bedst, at jeg
sørger for Eders Sag, selv nu.
Hertug Skule.
Hvad er Eders Agt?
Bisp Nikolas.
Mindes I ved Kongens Bryllup, – da sagde I,
at det, som gjør Haakon stærk, er hans uryggelige
Tro paa sig selv?
Hertug Skule.
Nu?
Bisp Nikolas.
Hvis jeg skrifter og rejser Tvivlen i ham, saa
falder Troen, og Styrken med den.
​
Faksimile
s. 91
Hertug Skule.
Herre, det er syndigt, syndigt, ifald han er den
Rette!
Bisp Nikolas.
Det vil staa i Eders Magt, at gjøre ham troende
igjen. Før jeg gaar herfra, skal jeg sige Jer, hvor
Thrond Prests Brev er at finde.
Sira Viljam
fra Højre.
Nu kommer Kongen med Fakler og Følge oppover
Gaden.
Bisp Nikolas.
Velkommen skal han være. (Viljam gaar.) Hertug,
den sidste Villighed beder jeg Eder om. Vær min
Eftermaalsmand mod alle mine Uvenner. (tager et Brev
frem.) Her har jeg skrevet dem opp. De, som staar
øverst, vilde jeg gjerne have hængt, om det kunde føje
sig saa.
Hertug Skule.
Tænk ikke paa Hævn nu; I har ikke langt igjen –
Bisp Nikolas.
Ikke paa Hævn, men paa Straf. Lov mig, at
svinge Straffens Sverd over alle mine Uvenner, naar
jeg er borte. De er Eders Avindsmænd saa fuldt som
mine; naar I bliver Konge, maa I tugte dem; lover
I mig det?
Hertug Skule.
Jeg lover og sværger; – men Thrond Prests
Brev –!
​
Faksimile
s. 92
Bisp Nikolas.
I skal faa at vide, hvor det er; – men, se
her –; Kongen kommer; – gjem Listen over vore
Uvenner!
Hertugen gjemmer Dokumentet; i det Samme kommer Haakon ind fra
Højre.
Bisp Nikolas.
Vel mødt ved Gravøllet, Herre Konge!
Haakon.
Haardt har I staaet mig imod til alle Tider;
men det skal være glemt og tilgivet nu; Døden stryger
selv den største Regning ud.
Bisp Nikolas.
Det lettede! O, hvor Kongens Mildhed er for-
underlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en gam-
mel Synder ikveld, det skal tifold –
Haakon.
Lad det være godt; men jeg maa sige Eder, at
jeg højligen undres. I stevner mig hid for at faa
min Tilgivelse, og saa bereder I mig sligt et Møde.
Bisp Nikolas.
Møde, Herre?
Hertug Skule.
Det er mig, Kongen sigter til. Vil I, Herre
Bisp, forsikre Kong Haakon ved min Tro og Ære, at
jeg Intet vidste om hans Komme, før jeg satte Foden
paa Oslo Brygge.
Bisp Nikolas.
Ak, ak; al Skyld hviler paa mig! Jeg har
været en sygelig, sengeliggende Mand hele det sidste ​
Faksimile

s. 93

Aar; jeg har lidet eller intet spurgt til Landets Sa-
ger; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje
Frænder nu!
Haakon
Jeg har mærket, at Venskabet mellem Hertugen
og mig trives bedst, naar vi holder os fra hinanden;
derfor Farvel, Bisp Nikolas, og Gud være med Eder,
der I nu gaar hen. (vil gaa.)
Hertug Skule
sagte og urolig.
Bisp, Bisp; han gaar!
Bisp Nikolas
pludselig og med vild Kraft.
Bliv, Kong Haakon!
Haakon
standser.
Hvad nu?
Bisp Nikolas.
I faar ikke gaa ud af denne Stue, før gamle
Bisp Nikolas har talt sit sidste Ord!
Haakon.
lægger uvilkaarligt Haanden paa Sverdet.
Er I kanske kommen mandstærk til Viken, Hertug?
Hertug Skule.
Jeg har ingen Del i dette.
Bisp Nikolas.
Det er med Ordets Magt, jeg skal vide at holde
Jer. Hvor der er Ligfærd i Huset, der er den Døde
første Mand i Laget; han kan gjøre og lade, hvad
han vil – saa langt hans Evne strækker. Derfor vil ​
Faksimile

s. 94

jeg holde min egen Ligtale nu; før i Tiden var jeg
altid saa rædd for at Kong Sverre skulde komme til
at holde den –
Haakon.
Tal ikke saa vildt, Herre!
Hertug Skule.
I knapper af den dyre Stund, I har igjen!
Haakon.
Eders Øje er alt sløvt!
Bisp Nikolas.
Ja, mit Syn er sløvt; jeg kan knapt se Jer,
der I staar; men indeni mig drager mit Liv lysende
klart forbi. Jeg ser Syner der –; hør og lær,
Konge! – Min Ætt var den mægtigste i Landet;
mange store Høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være
den største af dem Alle. Jeg var ikke mere end Gut,
da jeg begyndte at hungre efter Storværk; jeg tyktes,
jeg umuligt kunde vente til jeg blev voxen; – der
rejste sig Konger med mindre Rett end jeg, – Magnus
Erlingssøn, Sverre Prest –; jeg vilde ogsaa være
Konge; men Høvding først, – det var nødvendigt.
Saa skulde Slaget staa paa Ilevoldene; der var det
førstegang jeg var med. Solen randt, og der gik
glittrende Lyn fra tusinde blanke Vaaben. Magnus og
alle hans Mænd gik frem, som til en Leg; jeg alene
kjendte mig klemt om Hjertet. Haardt foer vor Fylking
frem; men jeg kunde ikke vinde med – jeg var rædd!
Alle Magnus’s andre Høvdinger stred mandelig, og
mange faldt, der de stred; men jeg flygtede Stenberget ​
Faksimile

s. 95

oppover, løb og løb, og standsede ikke før jeg kom ned
til Fjorden igjen, langt ude. Mangen Mand maatte
vaske sine blodige Klæder i Throndhjemsfjorden den
Kveld; – jeg maatte ogsaa vaske mine, men det var
ikke for Blod. Ja, Konge, jeg var rædd; skabt til
Høvding – og rædd! Det slog ned som et Lyn i
mig; jeg blev hver Mand ond fra den Time; jeg bad
lønligt i Kirkerne, jeg græd og knælte for Altrene, jeg
gav rige Gaver, gjorde hellige Løfter; jeg fristede og
prøvede i Slag efter Slag, ved Saltøsund, paa Jons-
voldene den Sommer Baglerne laa i Bergen, – altid
faafængt. Sverre var den, som skjønte det først, han
talte det højt ud og med Spott, og fra den Dag lo
hver Mand i Flokken, naar Nikolas Arnessøn gik frem
i Hærklæder. – Rædd, rædd –, og endda vilde jeg
være Høvding, vilde være Konge, følte mig skabt til
Konge forresten, kunde fremmet Guds Rige paa Jor-
den; men det var de Hellige selv, som stængte Bom-
men for mig.
Haakon.
Før ikke Klage over Himlen, Bisp! I har hadet
meget!
Bisp Nikolas.
Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert Hoved i dette
Land, som højnede sig opp over Mængden. Men jeg
hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre Kvinder, –
o, jeg kunde sluge dem med gnistrende Øjne endnu!
Jeg er otti Aar, og endnu staar min Hug til at fælde
Mænd og favne Kvinder; – men det gik mig der,
som i Slaget; bare Vilje og Begjær, magtstjaalen fra ​
Faksimile

s. 96

Fødselen af; – Lystens sydende Gave – og dog
Krøbling! Saa blev jeg da Prest; Konge eller Prest
maa den Mand være, som vil raade for al Magten.
(leer.) Jeg Prest! Jeg en kirkelig Mand! Jo, en kirkelig
Gjerning havde Himlen særligt skabt mig til, – den,
at tage de høje Toner, – synge med Kvinderøst paa
de store Kirkefester. Og endda kræver de deroppe af
mig – Halvmanden –, hvad de har Rett til at kræve
af hver den, der fik Evnen fuldt ud til sin Livsgjer-
ning! Der har været Tider, da det tyktes mig sligt
Krav kunde være billigt; her har jeg ligget paa Sotte-
sengen slagen af Rædsel for Straf og Dom! Nu er
det over; jeg har Marg i Sjælsknoklerne igjen! Jeg
har Intet forbrudt; det er mig Uretten er øvet imod;
jeg er Klageren!
Hertug Skule
dæmpet.
Herre – Brevet! I har ikke langt igjen!
Haakon.
Tænk paa Eders Sjæl og ydmyg Eder!
Bisp Nikolas.
En Mands Gjerning er hans Sjæl, og min Gjer-
ning skal blive ved at leve paa Jorden. Men I,
Kong Haakon, I skulde vogte Jer; thi ligesom Himlen
har staaet mig imod og fanget Skade til Løn, saaledes
staar I den Mand imod, der holder Landets Lykke i
sin Haand –
Haakon.
Ha – Hertug, Hertug! Nu skjønner jeg Mødet
her!
​
Faksimile
s. 97
Hertug Skule
heftigt til Bispen.
Ikke et Ord mere af Sligt!
Bisp Nikolas
til Haakon.
Han vil staa Jer imod saalænge hans Hoved
sidder fast paa Axlerne. Del med ham! Jeg faar
ikke Fred i Kisten, jeg kommer igjen, hvis ikke I To
deler! Ingen af Jer skal lægge den Andens Højde
til sin egen Væxt; her blev en Kjæmpe i Landet, hvis
det skede, og her skal ingen Kjæmpe være; thi jeg var
aldrig nogen Kjæmpe! (synker matt tilbage paa Bænken.)
Hertug Skule
kaster sig paa Knæ ned ved Bænken og raaber til Haakon.
Skaff Hjælp! For Guds Barmhjertigheds Skyld,
Bispen maa ikke dø endnu!
Bisp Nikolas.
Hvor det tager til at skumre for mine Øjne! –
Konge, for sidste Gang, – vil I dele med Hertugen?
Haakon.
Ikke en Skjærv skjænker jeg bort af det, som Gud
gav mig!
Bisp Nikolas.
Godt og vel. (dæmpet) Troen skal I ialfald miste.
(raaber) Viljam!
Hertug Skule
dæmpet.
Brevet, Brevet!
Bisp Nikolas
uden at høre paa ham.
Viljam! (Viljam kommer; Bispen trækker ham tætt hen til sig
7
​
Faksimile

s. 98

og hvisker:) Da jeg fik den sidste Olje, saa blev jo alle
mine Synder mig forladte?
Sira Viljam.
Alle Synder, fra Eders Fødsel og til den Stund,
I fik Oljen.
Bisp Nikolas.
Ikke længer? Ikke helt til jeg gaar bort?
Sira Viljam.
Herre, I synder ikke inatt.
Bisp Nikolas.
Hm, Ingen kan vide –; tag Guldbægret, jeg fik
efter Bisp Absalon, – giv det til Kirken – og læs
syv store Kirkebønner til.
Sira Viljam.
Herre, Gud vil være Eder naadig!
Bisp Nikolas.
Syv Bønner til, siger jeg – for hvad jeg synder
inatt! Gaa, gaa! (Viljam gaar; Bispen vender sig til Skule)
Hertug, om I engang læser Thrond Prests Brev, og
det muligt skulde vise sig, at Haakon var den Rette,
– hvad vil I saa gjøre?
Hertug Skule.
I Guds Navn, – da skal han ogsaa være Konge.
Bisp Nikolas.
Tænk Jer om; det gjælder Meget her. Gransk
hver Fold i Eders Hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I gjøre, hvis han er den Rette?
Hertug Skule.
Bøje mig og tjene ham.
​
Faksimile
s. 99
Bisp Nikolas
mumler.
Ja, ja, tag saa Følgerne. (til Skule) Hertug, jeg
er svag og trætt; det kommer saa mildt og forsonligt
over mig –
Hertug Skule.
Det er Døden! Thrond Prests Brev! Hvor er
det?
Bisp Nikolas.
Først en anden Sag; – jeg gav Jer Listen over
mine Uvenner –
Hertug Skule
utaalmodig.
Ja, ja; jeg skal hævne Alt paa dem –
Bisp Nikolas.
Nej, jeg er saa mild nu; jeg vil tilgive, som
skrevet staar. Ligesom I forsager Magten, saaledes
vil jeg forsage Hævnen. Brænd Listen!
Hertug Skule.
Godt, godt; som I vil.
Bisp Nikolas.
Her i Fyrfadet, saa jeg ser paa det –
Hertug Skule
kaster Papiret i Ilden.
Se saa, nu brænder den! Og nu, tal, tal!
Det gjælder Tusinders Liv, dersom I ikke taler nu!
Bisp Nikolas
med funklende Øjne.
Tusinders Liv! (skriger) Lys! Luft!
7*
​
Faksimile
s. 100
Haakon
iler til Døren og raaber:
Til Hjælp! Bispen dør!
Sira Viljam og flere af Bispens Folk kommer ind.
Hertug Skule
ryster Bispens Arm.
Norges Lykke gjennem hundrede Aar, dets Stor-
hed for evige Tider kanhænde!
Bisp Nikolas.
Evige Tider! (triumferende) Perpetuum mobile!
Hertug Skule.
Ved vore Sjæles Salighed, – hvor er Thrond
Prests Brev!
Bisp Nikolas
raabende.
Syv Bønner til, Viljam!
Hertug Skule
ude af sig selv.
Brevet! Brevet!
Bisp Nikolas
smiler i Dødskampen.
Det var det I brændte, gode Hertug.
falder tilbage paa Bænken og dør.
Hertug Skule
udstøder et uvilkaarligt Skrig, idet han farer tilbage og bedækker Ansigtet
med sine Hænder.
Gud, Du Almægtige!
Munkene
kommer flygtende ud fra Kapellet.
Frelse sig, hvo kan!
Enkelte Stemmer.
Alt Ondt er løst inatt!
​
Faksimile
s. 101
Andre.
Det lo højt fra Krogen! – Det skreg: «vi har
ham!» – Alle Lys sluktes!
Haakon.
Nu døde Bisp Nikolas.
Munkene
flygter ud til Højre.
Pater noster, – pater noster!
Haakon
nærmer sig Skule og siger dæmpet:
Hertug, jeg vil ikke granske efter, hvilke lønlige
Raad I lagde opp med Bispen, før han døde; – men
fra imorgen maa I lægge Eders Magt og Værdighed
i mine Hænder igjen; det ser jeg grant nu, – vi To
kan ikke gaa frem sammen.
Hertug Skule
ser aandsfraværende paa ham.
Gaa frem sammen –?
Haakon.
Imorgen holder jeg Thing i Kongsgaarden; der
maa Alt blive grejdt mellem os. (gaar ud til Højre.)
Hertug Skule.
Bispen død og Brevet brændt! Et Liv fuldt af
Tvivl og Kamp og Rædsel! O, kunde jeg bede! –
Nej, – handle maa jeg; – ikveld maa Skridtet gjøres
helt ud! (til Viljam) Hvor gik Kongen?
Sira Viljam
forskrækket.
Krist fri mig, – hvad vil I ham?
​
Faksimile
s. 102
Hertug Skule.
Tror I kanske jeg agter at dræbe ham inatt?
Gaar ud til Højre.
Sira Viljam
ser hovedrystende efter ham, medens Husfolkene bærer Liget ud til Venstre.
Bispen sagde: syv Bønner til; – jeg mener det
er tryggest, at vi læser fjorten.
Følger efter de Øvrige.
En Stue i Kongsgaarden.
I Baggrunden er Indgangsdøren; paa hver af Sidevæggene mindre
Døre; forrest paa højre Side et Vindu. En Lampe brænder under Taget.
Tætt ved Døren tilvenstre staar en Bænk, og længere tilbage en Vugge,
hvori Kongsbarnet sover; Margrete sidder knælende hos Barnet.
Margrete
vugger og synger.
Nu løftes Laft og Lofte
Til Stjernehvælven blaa;
Nu flyver lille Haakon
Med Drømmevinger paa.
Der er en Stige stillet
Fra Jord til Himlen opp;
Nu stiger lille Haakon
Med Englene tiltopp.
Guds Engle smaa, de vaager
For Vuggebarnets Fred;
Gud sign’ Dig, lille Haakon,
Din Moder vaager med.
Kort Opphold. Hertug Skule kommer ind fra Baggrunden.
​
Faksimile
s. 103
Margrete
farer opp med et Glædesskrig og iler ham imøde.
Min Fader! – O, hvor jeg har sukket og længtet
efter dette Møde!
Hertug Skule.
Guds Fred med Dig, Margrete! Hvor er Kongen?
Margrete.
Hos Bisp Nikolas.
Hertug Skule.
Hm, – ja, saa maa han snart være her.
Margrete.
Og I vil tales ved og forliges, blive Venner
igjen, som i gamle Dage?
Hertug Skule.
Det vilde jeg gjerne.
Margrete.
Haakon vil det ogsaa gjerne; og jeg beder hver
Dag til Gud, at det maa ske. O, men kom her og
se – (griber hans Haand og fører ham hen til Vuggen.)
Hertug Skule.
Dit Barn!
Margrete.
Ja, det dejlige Barn er mit; – er det ikke for-
underligt? Han heder Haakon, ligesom Kongen! Se
her, hans Øjne – nej, Du kan ikke se dem nu han
sover, – men han har store blaa Øjne; og saa kan
han le og række Hænderne ud og gribe efter mig, –
og han kjender mig allerede!
Lægger Vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.
​
Faksimile
s. 104
Hertug Skule.
Haakon faar Sønner, spaade Bispen.
Margrete.
Dette lille Barn er mig tusinde Gange kjærere
end Land og Rige, – og slig er det for Haakon
ogsaa. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan tro
paa Lykken; jeg har Vuggen staaende foran min Seng;
hver Natt, naar jeg vaagner, ser jeg efter om den er
der, – jeg er ligesom rædd for at det skal være en
Drøm –
Hertug Skule
lytter og gaar til Vinduet.
Er det ikke Kongen –?
Margrete.
Jo; han gaar opp den anden Trappe; jeg vil
hente ham. (fatter Faderens Haand og fører ham spøgende hen til
Vuggen igjen.) Hertug Skule! Staa Vagt hos Kongs-
barnet imens, – ja, for han er Kongsbarn tillige –
det husker jeg aldrig paa! Og vaagner han, saa bøj
Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Nu
henter jeg Haakon; o Gud, Gud! nu skal der da
endelig komme Lys og Fred over Ætten!
Gaar ud til Højre.
Hertug Skule
efter en kort og mørk Taushed.
Haakon har en Søn. Hans Ætt skal leve efter
ham. Dør han, saa er der et Kongs-Emne, som staar
Tronen nærmere end alle Andre. Alt trives for
Haakon. Kanhænde han er den Urette; men hans Tro
paa sig selv staar fast som før; Bispen vilde rygget
den, men fik ikke Tid for Døden, ikke Lov for Gud. ​
Faksimile

s. 105

Gud skjærmer Haakon, han fik beholde Styrkebeltet.
Nu at sige ham det? Nu at sværge paa Bispens Ud-
sagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig,
hverken Haakon eller de Andre. Bispen vilde han
troet i Dødstimen; Tvivlen vilde have forgiftet ham;
men det maatte ikke ske. Og saa uryggelig som Trygg-
heden sidder hos Haakon, saa uryggelig sidder Tvivlen
hos mig; hvilket Menneske paa Jorden kan luge den
væk? Ingen, Ingen. Jernbyrd er baaren, Gud har
talt, og endda kan Haakon være den Urette, mens jeg
forspilder mit Liv. (sætter sig grublende ned ved et Bord paa højre
Side.) Og om jeg nu vandt Land og Rige, vilde saa
ikke Tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og
hule mig ud med sine evige Isdrypp? – Jo, jo;
men det er bedre at sidde deroppe paa Kongssædet og
tvivle paa sig selv, end at staa nede i Flokken og tvivle
paa ham, som sidder deroppe. – Det maa ende mel-
lem mig og Haakon! Ende? Men hvorledes? (rejser sig.)
Almægtige, Du, som har stellt det slig for mig, Du
maa tage Skylden for det, som følger efter! (gaar frem
og tilbage, standser og tænker efter.) Det gjælder at bryde alle
Broer af, beholde en igjen, og sejre eller falde der,
– sagde Bispen ved Kongsbrylluppet i Bergen; det
er nu paa tredje Aaret siden, og i al den Tid har
jeg spildt og splittet mine Kræfter med at værge for
alle Broerne. – (raskt) Nu maa jeg følge Bispens Raad;
nu eller aldrig! Vi er Begge her i Oslo; jeg er
mandstærkere end Haakon dennegang; hvorfor da ikke
nytte Overtaget, – det er saa sjelden paa min Side.
vaklende) Men nu inatt – strax –? Nej, nej! Ikke ​
Faksimile

s. 106

inatt! – Ha, ha, ha, – der er det igjen, Overlægget
– Ustøheden! Haakon kjender ikke til Sligt; han
gaar bent frem, han, og saa sejrer han! (gjør nogle Skridt
bortover Gulvet og standser pludselig ved Vuggen.) Kongsbarnet! –
Hvor fager en Pande. Han drømmer. (breder Tæppet
bedre over og ser længe paa Barnet.) En Slig, som Du, kan
berge Meget i en Mands Sjæl. Jeg har ingen Søn.
(bøjer sig ned over Vuggen.) Han ligner Haakon. – (viger med
engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde Dronningen! Bøj
Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Dør
Haakon før jeg, saa løftes dette Barn paa Kongs-
stolen; og jeg – jeg skal staa nedenfor og bøje mig
dybt og hilse ham som Konge! (i stigende Opprør) Dette
Barn, Haakons Søn, skal sidde deroppe paa det Sæde,
som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal staa
for hans Fodskammel, med hvide Haar, krøget af
Ælde, se al min Livsgjerning ligge ugjort, – dø uden
at have været Konge! – Jeg er mandstærkere end
Haakon, – der blæser en Storm ikveld, Vinden staar
udefter Fjorden –! Om jeg tog Kongsbarnet? Thrøn-
derne kan jeg lide paa. Hvad turde vel Haakon vove,
naar hans Barn var i min Magt! Mine Mænd vil
følge mig, vil slaa for mig og sejre. Jeg faar lønne
dem kongeligt, saa gjør de det. – Lad ske! Skridtet
ud; Sluget over for første Gang! – Kunde jeg se
om Du har Sverres Øjne – eller Haakon Sverres-
søns –! Han sover. Jeg kan ikke se det. (Opphold.)
Søvn er Værn. Sov med Fred, Du lille Kongs-
Emne! (gaar over til Bordet.) Haakon skal dømme; engang
til vil jeg tale med ham.
​
Faksimile
s. 107
Margrete
kommer med Kongen fra Stuen paa højre Side.
Bispen død! O, tro mig, al Ufred dør med
ham.
Haakon.
Gaa tilsengs, Margrete; Du kan være trætt efter
Rejsen.
Margrete.
Ja, ja! (til Hertugen) Fader, vær mild og føjelig,
– Haakon har lovet at være det! Tusinde Godnatt,
Beggeto!
Giver et Vink i Døren til Venstre og gaar; et Par Piger flytter Vuggen
ind.
Hertug Skule.
Kong Haakon, vi maa ikke skilles som Uvenner
dennegang. Alt Ondt vil følge paa; der vil komme
en Rædselens Tid over Landet.
Haakon.
Det har Landet været vant til gjennem Slægter
nu; men I ser, Gud er med mig; hver Fiende falder,
som staar mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke
Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt,
Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligesaa,
– alle Krav, som kom frem paa Rigsmødet i Bergen,
har vist sig magtesløse, – hvem skulde saa Rædselens
Tid komme fra nu?
Hertug Skule.
Haakon, jeg er rædd, den kunde komme fra mig!
Haakon.
Da jeg blev Konge, gav jeg Eder Tredjedelen af
Riget –
​
Faksimile
s. 108
Hertug Skule.
I beholdt selv to Tredjedele!
Haakon.
Altid tørstede I efter Mere; jeg øgede Eders Del;
nu sidder I inde med det halve Rige.
Hertug Skule.
Der mangler ti Skibreder.
Haakon.
Jeg gjorde Eder til Hertug; det har ingen Mand
været i Norge før!
Hertug Skule.
Men I er Konge! Der maa ingen Konge være
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene Eder; jeg
maa styre og raade selv!
Haakon
ser et Øjeblik paa ham og siger koldt:
Himlen skjærme Eders Forstand, Herre. Godnatt!
vil gaa.
Hertug Skule
træder ivejen for ham.
I slipper ikke fra mig paa slig Vis! Vogt Jer,
eller jeg siger mig løs fra Eder; I kan ikke blive ved
at være min Overherre længer; vi To maa dele!
Haakon.
Det vover I at sige mig!
Hertug Skule.
Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I,
Haakon Haakonssøn.
Haakon.
Kanhænde det er Eders Agt –
​
Faksimile
s. 109
Hertug Skule.
Hør mig! Husk Bispens Ord! Lad os dele;
giv mig de ti Skibreder til; lad mig tage min Del
som frit Kongedømme, uden Skatt og Udredsler til
Jer. Norge har været delt i to Riger før; – vi
vil holde usvigelig sammen –
Haakon.
Hertug, I maa være sjælesyg at I kan kræve
Sligt!
Hertug Skule.
Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen Helsebod for
mig paa anden Vej. Vi To maa være Ligemænd;
der maa Ingen være over mig!
Haakon.
Hver træløs Holme er en Sten i den Byggning,
som Harald Haarfager og den hellige Kong Olaf rejste;
og I vil at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de har
føjet sammen? Aldrig!
Hertug Skule.
Nu, saa lad os skiftes til om Magten; lad os
raade tre Aar hver! I har raadet længe; nu er
min Tid kommen. Drag af Landet i tre Aar; –
jeg vil være Konge imens; jeg vil jævne Vejen for
Jer til I vender hjem, styre og lede Alt til det
Bedste; – det tærer og sløver at sidde stadig paa
Vagt. Haakon, hører I, – tre Aar hver; lad os
byttes til om Kronen!
Haakon.
Tror I at min Krone vil passe om Eders Tin-
dinger?
​
Faksimile
s. 110
Hertug Skule.
Ingen Krone er for vid for mig!
Haakon.
Der skal Guds Rett og Guds Kald til at bære
Kronen.
Hertug Skule.
Og tror I saa vist, at I har Guds Rett?
Haakon.
Det har jeg Guds Dom for.
Hertug Skule.
Stol ikke saa trygt paa den. Havde Bispen faaet
tale, – dog, nu vilde det være forgjæves; I vilde
ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige Forbunds-
fæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil
ikke skiftes til om Kongsmagten? Ja, ja – saa faar
vi vælge den sidste Udvej; – Haakon, lad os To
kjæmpe mod hinanden, Mand mod Mand, med tunge
Vaaben, paa Liv og Død!
Haakon.
Taler I Alvor, Herre?
Hertug Skule.
Jeg taler for min Livsgjerning og for min Sjæls
Frelse!
Haakon.
Da er der lidet Haab om Frelse for Eders Sjæl.
Hertug Skule.
I vil ikke kjæmpe med mig? I skal, I skal!
Haakon.
Forblindede Mand! Jeg kan ikke andet end ynke
Eder. I tror det er Herrens Kald som driver Eder ​
Faksimile

s. 111

opp paa Kongssædet, I ser ikke at det kun er Hov-
mod. Hvad er det, som lokker Jer? Kongsringen,
Kaaben med Purpurbræm, Retten til at sidde bænket
tre Trin over Gulvet; – usselt, usselt, – var det
at være Konge, da kastede jeg Kongedømmet i Eders
Hatt, som jeg kaster en Skjærv til en Tigger.
Hertug Skule.
I har kjendt mig fra I var Barn, og dømmer
mig slig!
Haakon.
I har alle Sindets ypperlige Gaver, Kløgt og
Mod, I er skabt til at staa Kongen nærmest, men
ikke til at være Konge selv.
Hertug Skule.
Det vil vi prøve nu!
Haakon.
Nævn mig et eneste Kongsværk, I har øvet, i
alle de Aar I styrede Riget for mig! Var Baglerne
eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var
den modne Mand, men Landet hærgedes af opprørske
Flokke; – fik I Bugt med en eneste? Jeg var ung
og uerfaren da jeg tog Rigsstyret, – se paa mig –
Alt faldt tilfode da jeg blev Konge; der er ingen
Bagler, ingen Ribbunger mere!
Hertug Skule.
Det skulde I mindst prale med; thi der er Faren
størst. Flok maa staa mod Flok, Krav mod Krav,
Landsdel mod Landsdel, hvis Kongen skal være den
Mægtige. Hver Bygd, hver Ætt, maa enten trænge
til ham eller frygte ham. Rydder I al Ufred ud, ​
Faksimile

s. 112

saa har I med det samme taget Magten fra Eder
selv.
Haakon
Og I vil være Konge, – I, som dømmer slig?
I kunde blevet en dugelig Høvding paa Erling Skakkes
Tider; men Tiden er voxet fra Jer og I skjønner
den ikke. Ser I da ikke at Norges Rige, saaledes
som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med
en Kirke, som ikke har faaet Vigselen endnu? Væggene
højner sig med stærke Støtter, Loftshvælven spænder
sig vidt over, Spiret peger oppad, lig Gran i Skogen;
men Livet, det bankende Hjerte, den friske Blodflomm
gaar ikke gjennem Værket; Guds levende Aande er
ikke indblæst det; det har ikke faaet Vigselen. – Jeg
vil bringe Vigselen! Norge var et Rige, det skal
blive et Folk. Thrønder stod mod Vikværing, Agde-
væring mod Hørdalænding, Haalogalænding mod Sogn-
døl; Alle skal være Et herefter, og Alle skal vide med
sig selv og skjønne at de er Et! Det er Hvervet,
som Gud har lagt paa mine Skuldre; det er Gjer-
ningen, som skal gjøres af Norges Konge nu. Den
Gjerning, Hertug, den tænker jeg I lader ligge, thi
sandelig I aarker den ikke!
Hertug Skule,
slagen.
Samle –? Samle til Et Thrønder og Vikvæ-
ring, – alt Norge –? (vantro) Det er ugjørligt!
Sligt melder aldrig Norges Saga om før!
Haakon
For Eder er det ugjørligt; thi I kan kun gjøre ​
Faksimile

s. 113

den gamle Saga om igjen; men for mig er det lett,
som det er lett for Falken at kløve Skyerne.
Hertug Skule
i urolig Bevægelse.
Samle alt Folket, – vække det, saa det kjender
sig at være Et! Hvor har I slig sælsom Tanke fra?
Den isner og ildner mig. (udbrydende) I har den
fra Djævelen, Haakon; den skal aldrig sættes i Værk,
saalænge jeg har Kræfter til at spænde Staalhuen
paa mit Hoved!
Haakon.
Jeg har Tanken fra Gud og slipper den ikke,
saalænge jeg bærer Hellig-Olafs Kongsring om Pan-
den!
Hertug Skule.
Saa faar Hellig-Olafs Kongsring falde!
Haakon.
Hvem vil volde det?
Hertug Skule.
Jeg, om ingen Anden.
Haakon.
I, Skule, I bliver uskadelig paa Thinget
imorgen.
Hertug Skule.
Haakon! Frist ikke Gud! Driv mig ikke ud paa
den yderste Rand af Stupet!
Haakon
peger mod Døren.
Gaa, Herre, – og lad det være glemt, at vi
har talt med hvasse Tunger ikveld.
8
​
Faksimile
s. 114
Hertug Skule
ser et Øjeblik stivt paa ham og siger:
Vi kommer til at tale med hvassere Tunger
næstegang. (gaar ud i Baggrunden.)
Haakon
efter et kort Opphold:
Han truer! – Nej, nej; saa vidt vil det ikke
komme. Han maa, han skal føje sig og falde mig
tilfode; jeg trænger denne stærke Arm, dette snilde
Hoved. – Naar der findes Mod og Kløgt og Styrke
i dette Land, saa er det Evner, som Gud har givet
Mændene til Brug for mig; – det er for at tjene
mig, at Hertug Skule fik alle gode Gaver; at trodse
mig er at trodse Himlen; det er min Pligt at straffe
hver den, som sætter sig opp mod Himlens Vilje, –
thi Himlen har gjort saa Meget for mig.
Dagfinn Bonde
kommer fra Baggrunden.
Herre, vær vagtsom inatt; Hertugen har visselig
Ondt isinde.
Haakon.
Hvad siger Du?
Dagfinn Bonde.
Hvad han pønser paa, ved jeg ikke; men at der
er Noget igjære, er sikkert nok.
Haakon.
Skulde han tænke paa at overfalde os? Umuligt,
umuligt!
Dagfinn Bonde.
Nej, det er noget Andet. Hans Skibe ligger
klare til at sejle; der skal holdes Thing ombord.
​
Faksimile
s. 115
Haakon.
Du tager Fejl –! Gaa, Dagfinn, og bring
mig sikkert Bud.
Dagfinn Bonde.
Ja, ja; I kan lide paa mig. (gaar.)
Haakon.
Nej, – det vilde være utænkeligt! Hertugen
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke Lov
til det, – Gud, som har gjort det saa vidunderlig
godt for mig hidtil. Nu maa jeg have Fred, nu skal
jeg jo til at begynde! – Jeg har virket saa lidet
endnu; men jeg hører Herrens usvigelige Røst raabe
i mig: Du skal fremme et stort Kongsværk i Norge!
Gregorius Jonssøn
kommer fra Baggrunden.
Min Herre og Konge!
Haakon.
Gregorius Jonssøn! Kommer I hid?
Gregorius Jonssøn.
Jeg byder mig frem som Eders haandgangne
Mand; saa langt har jeg fulgt Hertugen; nu tør
jeg ikke følge ham længer.
Haakon.
Hvad er der hændt?
Gregorius Jonssøn.
Det, som ingen Mand vil tro, naar Rygtet bærer
det ud over Landet.
Haakon.
Tal, tal!
8*
​
Faksimile
s. 116
Gregorius Jonssøn.
Jeg ræddes for at høre Lyden af mine egne
Ord; – vid da – (griber ham om Armen og hvisker.)
Haakon
farer tilbage med et Skrig.
Ha, I er fra Sands og Samling!
Gregorius Jonssøn.
Gud give jeg var det.
Haakon.
Uhørt! Nej, det kan ikke være saa!
Gregorius Jonssøn.
Ved Kristi dyre Blod, det er saa!
Haakon.
Gaa, gaa; lad blæse til Hirdstævne; alle mine
Mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn gaar.)
Haakon
gaar nogle Gange frem og tilbage, derpaa nærmer han sig raskt Døren til
Margretes Kammer, banker paa, vedbliver etpar Gange at gaa opp og ned,
gaar atter til Døren, banker og raaber:
Margrete! (vedbliver at gaa frem og tilbage.)
Margrete
i Døren, nattklædt, med udslaaet Haar; om Skuldrene har hun en rød
Snørekaabe, som hun holder tætt sammen over Brystet.
Haakon! Er det Dig?
Haakon.
Ja, ja; Du maa komme herud.
Margrete.
O, men saa maa Du ikke se paa mig; jeg var
alt gaaet tilsengs.
Haakon.
Andet har jeg nu at tænke paa.
​
Faksimile
s. 117
Margrete.
Hvad er der hændt!
Haakon.
Giv mig et godt Raad! Nys bragtes mig den
værste af alle Tidender.
Margrete,
angst.
Hvilken Tidende, Haakon?
Haakon.
At der er to Konger i Norge nu.
Margrete.
To Konger i Norge! – Haakon, hvor er min
Fader?
Haakon.
Han tog Kongsnavn ombord; nu sejler han til
Nidaros for at lade sig krone.
Margrete.
O, Gud, Du Almægtigste –! (synker ned paa Bænken,
bedækker Ansigtet med sine Hænder og græder.)
Haakon.
To Konger i Landet!
Margrete.
Min Husbond den ene, – og min Fader den
anden!
Haakon
gaar uroligt frem og tilbage.
Giv mig et godt Raad, Margrete! Skulde jeg
gaa over Opplandene, komme først til Thrøndelagen
og hindre Kroningen? Nej, ugjørligt; jeg har for
ringe Stridsmagt samlet; der nordpaa er han mæg- ​
Faksimile

s. 118

tigere end jeg. – Giv mig Raad; hvorledes skal jeg
faa Hertugen dræbt før han kommer til Nidaros?
Margrete,
bønligt, med foldede Hænder.
Haakon, Haakon!
Haakon.
Kan Du ikke finde paa et kløgtigt Raad til at
faa Hertugen dræbt, siger jeg!
Margrete
synker i Smerte ned fra Bænken og ligger knælende.
O, glemmer Du da saa rent at han er min
Fader!
Haakon.
Din Fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte
jeg. (løfter hende opp.) Sætt Dig, Margrete; Du faar
være trøstig; græd ikke; Du har jo ingen Skyld i
dette. (gaar over mod Vinduet.) Hertug Skule bliver mig
værre end alle andre Fiender! – Gud, Gud, – hvor-
for slaar Du mig saa haardt, mig, som Intet har
forbrudt! (det banker i Baggrunden; han farer sammen, lytter og
raaber): Hvem banker derude saa sent paa Kvelden?
Ingas Stemme
udenfor.
En, som fryser, Haakon!
Haakon
med et Skrig.
Min Moder!
Margrete
springer opp.
Inga!
​
Faksimile
s. 119
Haakon
iler til Døren og lukker opp; Inga sidder paa Dørtrinet.
Min Moder! Siddende som en Hund udenfor
sin Søns Dør! Og jeg spørger hvi Gud slaar
mig!
Inga
strækker Armene mod ham.
Haakon, mit Barn! Velsignelse over Dig!
Haakon
løfter hende opp.
Kom – kom herind; her er lyst og varmt!
Inga.
Maa jeg komme ind til Dig?
Haakon.
Vi skal aldrig skilles mere.
Inga.
Min Søn – min Konge, – o, hvor Du er
god og kjærlig! Jeg stod i en Krog og saa Dig, da
Du gik fra Bispegaarden; Du saa saa sorgfuld ud;
jeg kunde ikke skilles fra Dig paa slig Vis!
Haakon.
Gud være takket for det. Du var visselig den
Bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min
Moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt
mit Hjerte for Eder To, som er saa rige paa Kjær-
lighed.
Margrete
kaster sig om hans Hals.
O, Haakon, min elskede Husbond; staar jeg Dig
da nu nær?
​
Faksimile
s. 120
Haakon.
Ja, ja; det gjør Du; ikke for at give mig kloge
Raad, men for at lyse og skinne paa min Vej. Lad
komme hvad der vil, jeg kjender Herrens Styrke i
mig!
Dagfinn Bonde
kommer ilsomt fra Baggrunden.
Herre, Herre! Nu er det Værste hændt!
Haakon
smiler tillidsfuldt idet han trykker Margrete og Inga tætt opp til sig.
Jeg ved det; men det har ingen Nød, gamle
Dagfinn! Er der end to Konger i Norge, saa er der
kun en i Himlen, – og han grejder det nok!
Tæppet falder.
​
Faksimile
Fjerde Akt.
Stor Hal i Oslo Kongsgaard. Kong Skule holder Gilde med sin Hird
og sine Høvdinger. I Forgrunden tilvenstre staar Højsædet, hvor Skule
sidder rigt klædt, med Purpurkaabe og Kongsring om Hovedet. Nattverds-
bordet, hvorom Gjæsterne er bænkede, strækker sig fra Højsædet opp mod
Baggrunden. Ligeover for Skule sidder Paal Flida og Baard Bratte.
Endel ringere Gjæster beværtes staaende over paa højre Side. Det er sen
Aften; Hallen er stærkt opplyst. Gildet lider mod Slutten; Mændene er
meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i
Munden paa hverandre.
Paal Flida
rejser sig og slaar til Lyd.
Stille i Hallen; Jatgejr Skald vil sige sit Kvad
til Ære for Kong Skule.
Jatgejr
staar frem midt paa Gulvet.
Hertug Skule blæste til Ørething
Under Messen i Nidaros By;
Hertug Skule tog Kongsnavn mens Klokkerne ringed,
Og Sverdslag paa Skjold gav Gny.
Kong Skule skred over Dovreskard
Med tusinde Svende paa Ski;
Gudbrandsdølerne græd for Grid
Og kjøbte med Sølv sig fri.
​
Faksimile
s. 122
Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Opplændingen svor og snærred;
Kong Skule foer gjennem Raumarike
Til Laaka i Nannestad Herred.
Det var den hellige Faste-Uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut Jarl var Høvding, – Sverdene talte
Og fældte i Kongstrætten Dom.
Det siges forvist: siden Sverres Dage
Stod aldrig saa hed en Strid;
Blommet, som blodige Kjæmpers Lagen,
Blev Vidden, der før var hvid.
De satte paa Sprang, de Birkebejner, –
Slang fra sig baade Biler og Skjolde;
Mange Hundrede satte dog ikke paa Sprang,
For de laa og var isende kolde. –
Ingen ved hvor Kong Haakon færdes; –
Kong Skule har Byer og Borge.
Hil Dig, Herre! Længe sidde Du stor,
Som Konge for hele Norge!
Skules Mænd
springer opp under stormende Jubel, løfter Krusene og Bægrene ivejret,
slaar paa sine Vaaben og gjentager:
Hil Dig, Herre! Længe sidde Du stor,
Som Konge for hele Norge!
Kong Skule.
Takk for Kvadet, Jatgejr Skald! Det er, som
jeg bedst liker det; thi det priser mine Mænd ligesaa
fuldt som mig selv.
Jatgejr.
Det er Kongens Ære at hans Mænd kan prises.
​
Faksimile
s. 123
Kong Skule.
Tag som Skaldeløn denne Armring, bliv hos
mig og gaa mig tilhaande; jeg vil have mange Skalde
om mig.
Jatgejr.
Det kan trænges, Herre, ifald der skal gjøres
Kvad om alle Eders Gjerninger.
Kong Skule.
Jeg vil være trefold gavmildere end Haakon;
Skaldskab skal agtes og lønnes som andet Storværk,
saalænge jeg er Konge. Tag Sæde; Du hører nu til
Hirden; Alt, hvad Du trænger, skal frit gives Dig.
Jatgejr
sætter sig.
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte Eder
højlig paa, Herre.
Kong Skule.
Hvilket?
Jatgejr.
Kongsfiender, hvis Flugt og Fald jeg kan kvæ-
de om.
Mange blandt Mændene
under Latter og Bifald.
Vel talt, Islænding!
Paal Flida
til Jatgejr.
Kvadet var godt; men lidt Løgn skal der jo være
i hvert Skaldeværk, og saa var det da ogsaa i dit.
Jatgejr.
Løgn, Herre Stallare?
​
Faksimile
s. 124
Paal Flida.
Ja; Du siger, at Ingen ved hvor Kong Haakon
færdes; det er ikke saa; der meldes for vist at Haakon
er i Nidaros.
Kong Skule,
smilende.
Ja, han har ladet Kongsbarnet hylde og givet
det Kongsnavn.
Jatgejr.
Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke at nogen
Mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.
Kong Skule.
Det falder lettest at give, hvad En ikke selv ejer.
Baard Bratte.
Men haardt maa det være, at fare midtvinters
fra Bergen til Nidaros, naar En skal tigge sig frem.
Jatgejr.
Det gaar i Ring med Birkebejnerne; de begyndte
med Sult og Frost; nu ender de paa samme Vis.
Paal Flida.
I Bergen gaar det Rygte, at Haakon har forsaget
Kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke Messe
Nytaarsdag.
Baard Bratte.
Han havde lovligt Forfald, Paal; han stod hele
Dagen og hugg sine Sølvkar og Sølvdiske istykker, –
Andet havde han ikke at lønne Hirden med.
Latter og højrøstet Tale mellem Gjæsterne.
​
Faksimile
s. 125
Kong Skule
løfter sit Krus.
Nu drikker jeg Dig til, Baard Bratte, og takker
Dig og alle mine nye Mænd. I stred mandeligt for
mig ved Laaka, og har stor Del i Sejren.
Baard Bratte.
Det var første Gang jeg stred under Eder, Herre;
men jeg skjønte snart, det var lett at sejre, naar slig
Høvding, som I, rider fremst i Fylkingen. Men det
var ilde, at vi slog saa Mange og jog dem saa langt;
nu vil der gaa en hel Tid, før de vover sig imod os
igjen, er jeg rædd for.
Kong Skule.
Vent til Vaaren kommer, saa møder vi dem nok.
Nu sidder Knut Jarl med dem, som frelstes, nede paa
Berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler
Folk øster i Viken; naar de tror sig mandstærke nok,
lader de vel høre fra sig.
Baard Bratte.
Det vover de ikke, efter det store Mandefald ved
Laaka.
Kong Skule.
Saa lokker vi dem ud med List.
Mange Stemmer.
Ja, ja, – gjør det, Herre!
Baard Bratte.
List har I god Raad paa, Kong Skule. Eders
Fiender ved aldrig af det, før I er over dem, og
altid er I der, hvor En mindst skulde vente det.
​
Faksimile
s. 126
Paal Flida.
Derfor er det, at Birkebejnerne kalder os Vaar-
bælger.
Kong Skule.
Andre siger Vargbælger; men det sværger jeg nu,
at naar vi næstegang mødes, skal Birkebejnerne sande,
hvor svært det er, at krænge Bælgen af slige Varger.
Baard Bratte.
Med deres gode Vilje mødes vi ikke; – det blir
en Jagt hele Landet rundt.
Kong Skule.
Det skal det ogsaa. Først renser vi Viken, og
lægger Landet under os her øster, saa samler vi
Skibe, gaar rundt Næsset og hele Leden oppover til
Nidaros.
Baard Bratte.
Og naar I paa slig Vis kommer til Nidaros,
tænker jeg ikke Korsbrødrene nægter Jer, at flytte
Hellig-Olafs Skrin ud paa Thingvolden, som de gjorde
i Høst, da I blev hyldet.
Kong Skule.
Skrinet skal ud; jeg vil bære mit Kongsnavn
lovligt i alle Maader.
Jatgejr.
Og jeg lover Jer, at kvæde et stort Draapa, naar
I faar dræbt den sovende Mand!
Udbrudd af Latter mellem Mændene.
Kong Skule.
Den sovende Mand?
​
Faksimile
s. 127
Jatgejr.
Ved I ikke, Herre, at Kong Haakon kaldes «Haakon
Søvn», fordi han sidder ligesom lamslaaet, siden I
fik Magten.
Baard Bratte.
Han ligger med lukkede Øjne, siges der. Han
drømmer vel, at han er Konge endnu.
Kong Skule.
Lad ham drømme; han skal aldrig drømme sig
til Kongedømmet.
Jatgejr.
Lad hans Søvn blive lang og uden Drømme, saa
faar jeg Stoff til et Kvad.
Mændene.
Ja, ja, gjør som Skalden siger!
Kong Skule.
Naar saa mange gode Mænd raader ens, maa
Raadet være godt; dog, om den Sag vil vi ikke tale
nu. Men et Løfte vil jeg gjøre; – hver af mine
Mænd skal tage Vaaben og Klæder, Guld og Sølv,
som Arv og Eje efter den Fiende, han fælder; og hver
Mand skal tage dens Værdighed, som han lægger ned.
Den, som dræber en Lendermand, skal selv blive Len-
dermand; den, som dræber en Sysselmand, skal gives
Syssel efter den Dræbte; og alle de, som sidder inde
med slige Værdigheder og Embeder før, skal lønnes
paa anden kongelig Vis.
Mændene
springer opp i vild Glæde.
Hil, hil Kong Skule! Før os mod Birkebejnerne!
​
Faksimile
s. 128
Baard Bratte.
Nu er I sikker paa Sejren i alle Slag!
Paal Flida.
Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han ejer
et godt Sverd, som jeg længe har ønsket.
Baard Bratte.
Jeg vil have Baard Thorstejnssøns Brynje; den
bergede hans Liv ved Laaka, for den staar mod Hugg
og Stikk.
Jatgejr.
Nej, lad mig faa den; den passer mig bedre;
Du skal faa fem Mærker Guld i Bytte.
Baard Bratte.
Hvor vil Du tage fem Mærker Guld fra, Skald?
Jatgejr.
Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, naar
vi kommer nordpaa.
Mændene
i Munden paa hverandre.
Og jeg vil have – jeg vil have – (Resten bliver
utydeligt i Larmen.)
Paal Flida.
Afsted, hver til sit Herberge; kom ihug, at I er
i Kongens Hal.
Mændene.
Ja, ja, – hil Kongen, hil Kong Skule!
Kong Skule.
Tilsengs nu, I gode Mænd! Vi har siddet længe
ved Drikkebordet inatt.
​
Faksimile
s. 129
En Hirdmand,
idet Flokken holder paa at gaa.
Imorgen trækker vi Lod om Birkebejnernes Gods.
En Anden.
Lad heller Tilfældet raade!
Nogle.
Nej, nej!
Andre.
Jo, jo!
Baard Bratte.
Nu slaas Vargbælgerne om Bjørnefellen.
Paal Flida.
Og bagefter fælder de Bjørnen.
Alle gaar ud i Baggrunden.
Kong Skule
venter til Mændene er borte; Spændingen i hans Trækk slappes, han
synker ned paa en af Bænkene.
Hvor jeg er trætt, dødsens træt. Dag ud og
Dag ind at staa midt i denne Sværm, se smilende
fremad, som om jeg var saa uryggelig viss paa Retten
og Sejren og Lykken. Ikke have et Menneske, jeg kan
tale med om det, der gnager mig saa saart. (rejser sig
med et Udtrykk af Skrækk.) Og saa Slaget ved Laaka! At
jeg sejrede der! Haakon sendte sin Hær mod mig;
Gud skulde skifte og dele mellem de to Konger, – og
jeg sejrede, sejrede, som aldrig Nogen har sejret over
Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i Sneen, men
der var Ingen bagved dem; – Birkebejnerne satte
tilskogs, over Vidder og Moer og Bakker, saalangt
Benene vilde bære dem. Det Utrolige skede; Haakon
tabte og jeg vandt. Der er en lønlig Rædsel i den
9
​
Faksimile

s. 130

Sejr. Du store Himmelens Gud, der er altsaa ingen
sikker Lov deroppe, som Alt skal gaa efter? Der lig-
ger ingen sejrende Magt i det, at have Rett? (vildt
afbrydende) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor skulde
ikke Retten være paa min Side? Er det ikke ligesom
Gud selv vilde gjøre mig viss paa det, siden han lod
mig sejre? (grublende) Muligheden er lige; – ikke en
Fjær mere paa den ene Side, end paa den anden, og
dog – (ryster paa Hovedet.) dog tynger Vægten for Haakon.
Jeg har Had og hede Ønsker at kaste i min Skaal,
og dog tynger Vægten for Haakon. Kommer Tanken
om Kongsretten uforvarende over mig, da er det altid
ham, aldrig mig, som er den sande Konge. Skal jeg
se mig selv som den Rette, da maa det gjøres med
Kunst, jeg maa rejse en sindrig Byggning, et Værk af
Kløgt; jeg maa jage Mindelser fra mig, og tage Troen
med Magt. Slig var det aldrig før. Hvad er der
da hændt, som har gjort mig saa tvivlende siden? At
Bispen brændte Brevet? Nej, – derved blev Uviss-
heden evig; men den blev ikke større. Har da Haakon
gjort nogen stor kongelig Gjerning paa den sidste Tid?
Nej, sine største Gjerninger øvede han, da jeg mindst
troede paa ham. (sætter sig ned paa højre Side.) Hvad er det?
Ha, det er sælsomt; det kommer og svinder som et
Blaalys; det dandser mig paa Tungespidsen, ligesom
naar En har mistet et Ord og ikke kan finde det igjen.
(springer opp.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo, jo!
nu har jeg det! – «Norge var et Rige; det skal
blive et Folk; Alle skal blive Et, og Alle skal vide
med sig selv, at de er Et!» Siden Haakon talte ​
Faksimile

s. 131

disse Galmandsord, staar han stadigt for mig som den
rette Konge. – (ser angst frem for sig og hvisker.) Om der
glimtede et Guds Kald i disse sælsomme Ord? Om
Gud havde siddet inde med Tanken til nu, og vil strø
den ud – og har kaaret Haakon til Saamand?
Paal Flida
kommer ind fra Baggrunden.
Herre Konge, jeg har Nyt at melde.
Kong Skule.
Nyt?
Paal Flida.
En Mand, som kommer nedenfra Fjorden, for-
tæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine Skibe
paa Vandet, og at der har stævnet mange Mænd sam-
men til Byen i de sidste Dage.
Kong Skule.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller saa.
Paal Flida.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte paa
at møde os først.
Kong Skule.
Det har de ikke Skibe nok til, og ikke Mandskab
heller.
Paal Flida.
Men Arnbjørn Jonssøn samler baade Mandskab
og Skibe rundt om i Viken.
Kong Skule.
Desbedre; saa slaar vi dem Allesammen, ligesom
ved Laaka.
9*
​
Faksimile
s. 132
Paal Flida.
Herre, det gaar ikke saa lett, at slaa Birkebejnerne
to Gange itrækk.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke det?
Paal Flida.
Fordi Norges Saga ikke melder, at Sligt er hændt
før i Tiden. – Skal jeg ikke skikke Spejdere ud til
Hovedø?
Kong Skule.
Det trænges ikke; det er mørk Natt, og Skodde til.
Paal Flida.
Ja, ja, Kongen skjønner det bedst; men kom ihug,
Herre, at Alle er Jer imod her i Viken. Bymændene
i Oslo hader Jer, og kommer Birkebejnerne, saa gjør
de fælles Sag med dem.
Kong Skule
med Liv.
Paal Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at jeg
kunde faa Vikværingerne paa min Side?
Paal Flida
ser forundret paa ham og ryster paa Hovedet.
Nej, Herre, det er ikke tænkeligt.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke?
Paal Flida.
Nej, for I har jo Thrønderne paa Eders Side.
Kong Skule.
Baade Thrøndere og Vikværinger vil jeg have!
​
Faksimile
s. 133
Paal Flida.
Nej, Herre, det er ikke gjørligt.
Kong Skule.
Ikke tænkeligt; ikke gjørligt! Og hvorfor –
hvorfor ikke?
Paal Flida.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Thrønderen
Thrønder, og fordi Sagaen ikke melder om Andet, og
fordi det altid har været slig.
Kong Skule.
Ja, ja, – Du har Rett. Gaa.
Paal Flida.
Og jeg skal ingen Spejdere sende?
Kong Skule.
Vent til Daggry. (Paal Flida gaar.) Norges Saga
melder ikke om Sligt; det har aldrig været saa før.
Paal Flida svarer mig, som jeg svarede Haakon. Er
der da Trappetrin baade over og under? Højner
Haakon sig ligesaa højt over mig, som jeg højner mig
over Paal Flida? Skulde Haakon have faaet Syn
for de ufødte Tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj
med Harald Haarfager, den Tid der sad en Konge
paa hvert Næss, og han sagde: nu faar de falde,
herefter skal der kun være En. Han kastede den gamle
Saga overende, skabte en ny Saga. (Opphold; han gaar
grundende frem og tilbage; derpaa standser han.) Kan en Mand
tage Guds Kaldelse fra en Anden, saaledes som han
kan tage Vaaben og Guld fra sin fældte Fiende?
Kan et Kongs-Emne tage Kongsgjerningen paa sig, ​
Faksimile

s. 134

saaledes som han kan tage Kongskaaben paa? Egen,
som fældes til Skibstømmer, kan den sige: jeg vil
være Masten i Skibet, jeg vil tage Furuens Gjerning,
pege rank og skinnende oppad, bære gylden Fløj paa
Toppen, slaa med hvide, bugnende Sejl i Solskinnet
og synes for Folket langt, langt borte? – Nej, nej,
Du tunge, knudrede Egestamme, din Plads er under
Kjølen; der skal Du ligge og gjøre Nytte, stillt og
useet af hvert Øje oppe i Dagen; – Dig er det, som
skal hindre Skibet fra at kantre i Uvejret; Masten
med Guldfløj og med bugnende Sejl skal føre det
frem mod det Nye, mod det Ukjendte, mod de frem-
mede Strande og mod den vordende Saga! (heftigt.)
Siden Haakon talte sin store Kongstanke ud, ser jeg
ingen anden Tanke i Verden, end den ene. Kan jeg
ikke tage den og gjøre den til Sandhed, saa øjner jeg
ingen Tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det
da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da
Haakons Tanke?
Jatgejr
kommer ind fra Baggrunden.
Tilgiv, Herre Konge, at jeg kommer –
Kong Skule.
Godt at Du kommer, Skald!
Jatgejr.
Jeg hørte Bymændene tale gaadefuldt i Herberget
om at –
Kong Skule.
Vent med det. Sig mig, Skald; Du, som har
faret vidt om i fremmede Lande, har Du nogentid ​
Faksimile

s. 135

seet en Kvinde elske et fremmed Barn? Ikke blot
have det kjær, – det mener jeg ikke; men elske det,
elske det med sin Sjæls hedeste Kjærlighed?
Jatgejr.
Det gjør kun de Kvinder, som ikke har egne
Børn at elske.
Kong Skule.
Kun de Kvinder –?
Jatgejr.
Og helst de Kvinder, som er ufrugtbare.
Kong Skule.
Helst de Ufrugtbare –? De elsker de Andres
Børn med al sin hedeste Kjærlighed?
Jatgejr.
Det hænder ofte.
Kong Skule.
Og hænder det ikke ogsaa stundom, at slig ufrugt-
bar Kvinde dræber en Andens Barn, fordi hun selv
Intet har?
Jatgejr.
Aa jo; men hun gjør ikke klogt i det.
Kong Skule.
Klogt?
Jatgejr.
Nej, thi hun giver Sorgens Gave til den, hvis
Barn hun dræber.
Kong Skule.
Tror Du, at Sorgens Gave er saa meget god?
​
Faksimile
s. 136
Jatgejr.
Ja, Herre.
Kong Skule
ser vist paa ham.
Der er ligesom to Mænd i Dig, Islænding.
Sidder Du mellem Hirden i lystigt Lag, saa drager
Du Kappe og Kofte over hver din Tanke; er En ene
med Dig, ligner Du stundom dem, En faar Lyst til
at vælge sin Ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Jatgejr.
Naar I gaar til Svømning i Elven, Herre, saa
klæder I Eder ikke af, hvor Kirkealmuen maa forbi;
men I søger Jer et lønligt Skjul.
Kong Skule.
Forstaar sig.
Jatgejr.
Jeg har Sjælens Blygsel; derfor klæder jeg mig
ikke af, naar der er saa Mange i Hallen.
Kong Skule.
Hm. (kort Opphold.) Sig mig, Jatgejr, hvorledes
gik det til, at Du blev Skald? Hvem lærte Du
Skaldskabet af?
Jatgejr.
Skaldskab læres ikke, Herre.
Kong Skule.
Læres det ikke? Hvorledes gik det da til?
Jatgejr.
Jeg fik Sorgens Gave og saa var jeg Skald.
Kong Skule.
Saa det er Sorgens Gave, som Skalden trænger?
​
Faksimile
s. 137
Jatgejr.
Jeg trængte Sorgen; der kan være Andre, som
trænger Troen eller Glæden – eller Tvivlen –
Kong Skule.
Tvivlen ogsaa?
Jatgejr.
Ja; men da maa den Tvivlende være stærk og
frisk.
Kong Skule.
Og hvem kalder Du en ufrisk Tvivler?
Jatgejr.
Den, som tvivler paa sin egen Tvivl.
Kong Skule
langsomt.
Det tykkes mig at være Døden.
Jatgejr.
Det er værre; det er Tusmørket.
Kong Skule
raskt, idet han ligesom ryster Tankerne af sig.
Hvor er mine Vaaben! Jeg vil stride og handle,
– ikke tænke. Hvad var det, Du vilde melde mig,
da Du kom?
Jatgejr.
Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i Herberget.
Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler haanligt
og spørger, om vi ved saa vist, at Kong Haakon er
vesterpaa; der er Noget de glæder sig over.
Kong Skule.
De er Vikværinger, og Vikværingerne er mig
imod.
​
Faksimile
s. 138
Jatgejr.
De spotter over, at Kong Olafs Helgenskrin ikke
kunde flyttes ud paa Thingvolden, da I blev hyldet;
de siger, det er et ondt Varsel.
Kong Skule.
Næstegang jeg kommer til Nidaros skal Skrinet
ud; det skal staa under aaben Himmel, om jeg saa skal
rive Olafskirken i Grus og vide Thingvolden ud over
den Tomt, den stod paa!
Jatgejr.
Stærk Gjerning er det; men jeg skal digte et
Kvad derom, ligesaa stærkt som Gjerningen.
Kong Skule.
Sidder Du inde med mange udigtede Kvad,
Jatgejr?
Jatgejr.
Nej, men med mange ufødte; de undfanges et
efter et, faar Liv og saa fødes de.
Kong Skule.
Og hvis jeg, som er Konge og har Magten,
hvis jeg lod Dig dræbe, vilde saa hver en ufødt
Skaldetanke, Du bærer paa, dø med Dig?
Jatgejr.
Herre, det er en stor Synd at dræbe en fager
Tanke.
Kong Skule.
Jeg spørger ikke om det er Synd; men jeg
spørger om det er gjørligt!
​
Faksimile
s. 139
Jatgejr.
Jeg ved ikke.
Kong Skule.
Har Du aldrig havt en anden Skald til Ven,
og har han aldrig skildret for Dig et stort og herligt
Kvad, som han vilde digte?
Jatgejr.
Jo, Herre.
Kong Skule.
Ønskede Du saa ikke, at Du kunde dræbe ham,
for at tage hans Tanke og digte Kvadet selv?
Jatgejr.
Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne Børn;
jeg trænger ikke til at elske Andres. (gaar.)
Kong Skule
efter et Opphold.
Islændingen er visselig Skald. Han taler Guds
dybeste Sandhed og ved det ikke. – Jeg er som en
ufrugtbar Kvinde. Derfor elsker jeg Haakons konge-
lige Tankebarn, elsker det med min Sjæls hedeste
Kjærlighed. O, kunde jeg ogsaa knæsætte det! Det
vilde dø i mine Hænder. Hvad er bedst, enten at det
dør i mine Hænder, eller at det voxer sig stort i hans?
Faar jeg Fred i Sjælen, hvis det sker? Kan jeg for-
sage? Kan jeg se paa, at Haakon sætter sig sligt
Eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig,
– og rundt om. Ingen Ven –; Islændingen!
(gaar til Døren og raaber ud): Er Skalden gaaet fra Kongs-
gaarden?
​
Faksimile
s. 140
En Hirdmand
udenfor.
Nej, Herre, han staar i Forhallen og taler med
Vagten.
Kong Skule.
Saa sig, han skal komme ind! (gaar nedover til Bordet;
om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det
er alle de store kongelige Tanker, som holder mig
vaagen, ser Du.
Jatgejr.
Det er med Kongens Tanker som med Skaldens,
kan jeg skjønne. De flyver højest og voxer bedst, naar
der er Stillhed og Natt omkring.
Kong Skule.
Er det saa med Skaldens ogsaa?
Jatgejr.
Ja, Herre; intet Kvad fødes ved Dagslys; det
kan tegnes ned i Solskin; men det digter sig en stille
Nattetime.
Kong Skule.
Hvem gav Dig Sorgens Gave, Jatgejr?
Jatgejr.
Den, jeg elskede.
Kong Skule.
Hun døde da?
Jatgejr.
Nej, hun sveg mig.
Kong Skule.
Og saa blev Du Skald?
​
Faksimile
s. 141
Jatgejr.
Ja, saa blev jeg Skald.
Kong Skule
griber ham om Armen.
Hvad Gave trænger jeg for at blive Konge?
Jatgejr.
Ikke Tvivlens; thi da spurgte I ikke saa.
Kong Skule.
Hvad Gave trænger jeg?
Jatgejr.
Herre, I er jo Konge.
Kong Skule.
Tror Du til hver en Tid saa vist at Du er
Skald?
Jatgejr
ser en Stund taus paa ham og spørger:
Har I aldrig elsket?
Kong Skule.
Jo engang, – brændende, fagert og i Brøde.
Jatgejr.
I har en Hustru.
Kong Skule.
Hende tog jeg til at føde mig Sønner.
Jatgejr.
Men I har en Datter, Herre, – en mild og
herlig Datter.
Kong Skule.
Var min Datter en Søn, saa spurgte jeg ikke
Dig hvad Gave jeg trængte. (udbrydende) Jeg maa ​
Faksimile

s. 142

have Nogen om mig, som lyder mig uden Vilje selv,
– som tror usvigelig paa mig, som vil holde sig
inderst til mig i Godt og Ondt, som kun lever for at
lyse og varme over mit Liv, som maa dø om jeg fal-
der. Giv mig et Raad, Jatgejr Skald!
Jatgejr.
Kjøb Eder en Hund, Herre.
Kong Skule.
Skulde ikke et Menneske strække til?
Jatgejr.
Sligt Menneske maatte I lede længe efter.
Kong Skule
pludseligt.
Vil Du være det for mig, Jatgejr! Vil Du
være mig en Søn! Du skal faa Norges Krone i
Arv, – Du skal faa Land og Rige, hvis Du vil
være mig en Søn, leve for mit Livsværk og tro paa
mig!
Jatgejr.
Og hvad Sikkerhed skulde jeg stille for, at jeg
ikke hyklede –?
Kong Skule.
Slipp dit Kald i Livet; digt aldrig mere, saa
vil jeg tro Dig!
Jatgejr.
Nej, Herre, – det var at kjøbe Kronen for dyrt.
Kong Skule.
Tænk Dig om! Det er mere at være Konge end
at være Skald!
​
Faksimile
s. 143
Jatgejr.
Ikke altid.
Kong Skule.
Det er kun dine udigtede Kvad Du skal offre!
Jatgejr.
Udigtede Kvad er stedse de fagreste.
Kong Skule.
Men jeg maa – jeg maa have et Menneske,
som kan tro paa mig! Blot et Eneste! Jeg føler
det, – har jeg det, saa er jeg frelst!
Jatgejr.
Tro paa Eder selv, da er I frelst!
Paal Flida
kommer ilsomt.
Kong Skule, værg Jer nu! Haakon Haakonssøn
ligger ved Elgjarnæss med hele sin Flaade!
Kong Skule.
Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da.
Jatgejr.
Nu i Staal og Plade! Sker her Mandefald
inatt, skal jeg gladelig være den Første, som falder
for Eder!
Kong Skule.
Du, som ikke vilde leve for mig.
Jatgejr.
En Mand kan falde for en Andens Livsværk;
men skal han blive ved at leve, saa maa han leve
for sit eget. (gaar.)
​
Faksimile
s. 144
Paal Flida
utaalmodig.
Hvad byder I at der skal gjøres, Herre? Birke-
bejnerne kan være i Oslo inden en Time!
Kong Skule.
Bedst var det, om vi kunde fare til den hellige
Thomas Becketts Grav; han har hjulpet saa mangen
sorgfuld og angrende Sjæl.
Paal Flida
stærkere.
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er over
os, siger jeg!
Kong Skule.
Lad alle Kirker lukkes opp, at vi kan ty derind
og faa Grid.
Paal Flida.
I kan slaa alle Eders Fiender med et Slag, og
saa vil I ty ind i Kirkerne!
Kong Skule.
Ja, ja, hold alle Kirker aabne.
Paal Flida.
Vær viss paa, Haakon bryder Kirkefreden, naar
det gjælder Vaarbælgerne.
Kong Skule.
Det gjør han ikke; Gud vil skjærme ham mod
slig Brøde; – Gud skjærmer altid Haakon.
Paal Flida
med dyb og smertelig Vrede.
Den, som hørte Jer tale nu, han maatte spørge:
hvem er Konge i dette Land?
​
Faksimile
s. 145
Kong Skule
smiler sørgmodigt.
Ja, Paal Flida, det er det store Spørgsmaal:
hvem er Konge i dette Land?
Paal Flida
bønligt.
I er sjælesyg inatt, Herre; lad mig handle for
Eder.
Kong Skule.
Ja, ja, gjør saa.
Paal Flida
gaaende.
Først vil jeg bryde alle Broer af.
Kong Skule.
Afsindige Mand! Bliv! – Bryde alle Broer af!
Ved Du hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; –
vogt Dig for Sligt!
Paal Flida.
Hvad vil I da, Herre?
Kong Skule.
Jeg vil tale med Haakon.
Paal Flida.
Han vil svare Jer med Sverdets Tunge!
Kong Skule.
Gaa, gaa; – Du skal faa min Vilje at vide
siden.
Paal Flida.
Hvert Øjeblik er dyrt nu! (griber hans Haand.) Kong
Skule, lad os bryde alle Broer af, slaas som Varger
og lide paa Himlen!
10
​
Faksimile
s. 146
Kong Skule
dæmpet.
Himlen lider ikke paa mig; jeg tør ikke lide paa
Himlen heller.
Paal Flida.
Kort blev Vargbælgernes Saga.
Gaar ud i Baggrunden.
Kong Skule.
Hundrede kløgtige Hoveder, tusinde væbnede Arme
raader jeg over; men ikke over et kjærligt, troende
Hjerte. Det er kongelig Armod, det; ikke Mere, ikke
Mindre.
Baard Bratte
fra Baggrunden.
Der staar langfarende Folk ude, som beder at
faa tale med Eder, Herre.
Kong Skule.
Hvem er det?
Baard Bratte.
En Kvinde og en Prest.
Kong Skule.
Lad Kvinden og Presten komme.
Baard gaar; Kong Skule sætter sig tankefuld til Højre; lidt efter kommer
en sortklædt Kvinde ind; hun bærer sid Kaabe, Hætte og et tætt Slør, som
skjuler Ansigtet; en Prest følger hende og bliver staaende ved Døren.
Kong Skule.
Hvem er Du?
Kvinden.
En, som Du har elsket.
​
Faksimile
s. 147
Kong Skule
ryster paa Hovedet.
Der gives Ingen, som mindes Sligt. Hvem er
Du, spørger jeg?
Kvinden.
En, som elsker Dig.
Kong Skule.
Da er Du visselig En af de Døde.
Kvinden
nærmer sig og siger sagte og inderligt:
Skule Baardssøn!
Kong Skule
rejser sig med et Skrig.
Ingebjørg!
Ingebjørg.
Kjender Du mig nu, Skule!
Kong Skule.
Ingebjørg, – Ingebjørg!
Ingebjørg.
O, lad mig se paa Dig, – se længe, længe paa
Dig! (griber hans Hænder; Pause.) Du fagre, elskede, svig-
fulde Mand!
Kong Skule.
Tag Sløret væk; se paa mig med de Øjne, der
engang var saa klare og blaa, som Himlen.
Ingebjørg.
De Øjne har været en regntung Himmel i tyve
Aar; Du vilde ikke kjende dem igjen og Du faar
aldrig se dem mere.
10*
​
Faksimile
s. 148
Kong Skule.
Men din Røst er frisk og blød og ung, som
dengang!
Ingebjørg.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit Navn,
til at præge din Storhed ind i et ungt Hjerte og til
at bede hos Syndernes Gud om Frelse for os To,
som har elsket i Brøde.
Kong Skule.
Det har Du gjort?
Ingebjørg.
Jeg har været taus, naar jeg ikke talte Kjærlig-
hedens Ord om Dig; – derfor har min Røst holdt
sig frisk og blød og ung.
Kong Skule.
Der ligger et Liv imellem. Hvert fagert Minde
fra hin Tid har jeg spildt og glemt –
Ingebjørg.
Det er Mandens Rett at glemme.
Kong Skule.
Og imens har Du, Ingebjørg, Du varme, trofaste
Kvinde, siddet dernord i isnende Ensomhed og samlet
og gjemt!
Ingebjørg.
Det er Kvindens Lykke at gjemme.
Kong Skule.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde Magt og Rig-
dom! Havde Du staaet som Hustru ved min Side,
skulde det faldet mig lettere at blive Konge.
​
Faksimile
s. 149
Ingebjørg.
Gud har været mig god, at det ikke skede. Et
Sind, som mit, trængte til en stor Brøde, for at
vækkes til Anger og Bod.
Kong Skule.
Og nu kommer Du –?
Ingebjørg.
Som Andres Skjaldarbands Enke.
Kong Skule.
Din Husbond er død!
Ingebjørg.
Paa Vejen fra Jerusalem.
Kong Skule.
Saa har han gjort Bod for Vegards Drab.
Ingebjørg.
Det var ikke derfor min ædle Husbond tog Korset.
Kong Skule.
Ikke derfor?
Ingebjørg.
Nej; det var min Brøde han tog paa sine stærke,
kjærlige Skuldre; den var det han gik for at tvætte i
Jordans Flod; den var det han blødte for.
Kong Skule
sagte.
Han har vidst Alt?
Ingebjørg.
Fra første Stund af. Og Bisp Nikolas har vidst
det; thi for ham skriftede jeg; og der var En til, som ​
Faksimile

s. 150

havde faaet det at vide, men paa hvilken Maade, er
gaadefuldt for mig.
Kong Skule.
Hvem?
Ingebjørg.
Vegard Væradal.
Kong Skule.
Vegard!
Ingebjørg.
Han hviskede et Haansord om mig i Øret paa
min Husbond; da drog Andres Skjaldarband sit Sverd
og dræbte ham paa Stedet.
Kong Skule.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte. –
Og hvorfor søger Du mig nu?
Ingebjørg.
For at offre Dig det Sidste.
Kong Skule.
Hvad mener Du?
Ingebjørg
peger mod Presten, der staar ved Døren.
Se ham! – Peter, min Søn, kom!
Kong Skule.
Din Søn –!
Ingebjørg.
Og din, Kong Skule!
Kong Skule
halvt forvildet.
Ingebjørg!
​
Faksimile
s. 151
Peter
nærmer sig i taus Bevægelse og kaster sig ned paa Knæ for Skule.
Ingebjørg.
Tag ham! Han har været mit Livs Lys og
Trøst i tyve Aar; – nu er Du Norges Konge; Kongs-
sønnen maa komme til sin Arv; jeg har ingen Rett
til ham længer.
Kong Skule
løfter ham opp i stormende Glæde.
Opp til mit Hjerte, Du, som jeg saa brændende
har higet efter! (kryster ham i sine Arme, slipper ham, ser paa ham
og favner ham igjen.) Min Søn! Min Søn! Jeg har en
Søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu staa mig imod!
(gaar over til Ingebjørg og griber hendes Haand.) Og Du, Du
giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit Ord
igjen? Du giver mig ham jo?
Ingebjørg.
Tungt er Offeret, og neppe skulde jeg kunnet
bragt det, hvis ikke Bisp Nikolas havde sendt ham til
mig med Brev og Bud om Andres Skjaldarbands Død.
Bispen var det, der lagde det tunge Offer paa mig,
som Bod for al min Brøde.
Kong Skule.
Saa er Brøden slettet ud; og fra nu af er han
min alene; ikke saa, min alene?
Ingebjørg.
Jo; men et Løfte kræver jeg af Dig.
Kong Skule.
Himmel og Jord, kræv Alt, hvad Du vil!
​
Faksimile
s. 152
Ingebjørg.
Han er ren som et Guds Lam, nu jeg giver
ham i dine Hænder. Det er en farefuld Vej, den,
som bærer opp til Kongssædet; lad ham ikke tage
Skade paa sin Sjæl. Hører Du, Kong Skule, lad
ikke mit Barn tage Skade paa sin Sjæl!
Kong Skule.
Det lover og sværger jeg Dig!
Ingebjørg
griber hans Arm.
Fra første Færd Du skjønner, at han lider Skade
paa sin Sjæl, saa lad ham heller dø!
Kong Skule.
Heller dø! Det lover og sværger jeg!
Ingebjørg.
Saa farer jeg trøstig nord til Haalogaland.
Kong Skule.
Ja, Du kan trøstig fare.
Ingebjørg.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder
mig. Og naar vi mødes hos Gud, kommer han ren
og skyldfri til sin Moder!
Kong Skule.
Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig se paa
Dig! Ja, det er din Moders Trækk og mine; Du
er den, jeg har længtes saa saart efter.
Peter.
Min Fader, min store, herlige Fader; lad mig
leve og stride for Dig! Lad din Sag blive min, og ​
Faksimile

s. 153

lad saa din Sag være hvilken den vil, – jeg ved
dog, at jeg strider for det Rette!
Kong Skule
med et Skrig af Glæde.
Du tror paa mig! Du tror paa mig!
Peter.
Uryggeligt!
Kong Skule.
Saa er Alt godt; saa er jeg visselig frelst! Hør,
Du skal kaste Prestekappen; Erkebispen skal løse Dig
fra Kirkeløftet; Kongssønnen skal bære Sverd, gaa
ustandselig frem til Magt og Hæder.
Peter.
Sammen med Dig, min høje Fader! Sammen
vil vi gaa!
Kong Skule
trykker ham ind til sig.
Ja, sammen, vi To alene!
Ingebjørg
for sig selv.
At elske, offre Alt og glemmes, det er Kvindens
Saga. (gaar stille ud i Baggrunden.)
Kong Skule.
Et stort Kongsværk skal gjøres i Norge nu!
Peter, min Søn, hør! Alt Folket vil vi vække og
samle til Et; Vikværing og Thrønder, Haalogalænding
og Agdeværing, Opplænding og Sogndøl, Alt skal være
som en stor Slægt, – da kan Du tro, Landet vil
tage Væxt!
​
Faksimile
s. 154
Peter.
Hvilken stor og svimlende Tanke det er –!
Kong Skule.
Fatter Du den?
Peter.
Ja – ja! – Klart –!
Kong Skule.
Og tror Du paa den?
Peter.
Ja, ja; thi jeg tror paa Dig!
Kong Skule
vildt.
Haakon Haakonssøn maa falde!
Peter.
Naar Du vil det, saa er det Rett, at han falder.
Kong Skule.
Det vil koste Blod; men det faar ikke hjælpe.
Peter.
Det er ikke spildt, det Blod, som flyder for din
Sag.
Kong Skule.
Din skal al Magten være, naar jeg faar fæstnet
Riget. Du skal sidde i Kongssædet, med Ring om
Panden, med Purpurkaaben flommende vid over dine
Skuldre; alle Mænd i Landet skal bøje sig for Dig –
(Lurtoner høres langt borte.) Ha! hvad er det! (med et Skrig)
Birkebejnerhæren! Hvad var det Paal Flida sagde –?
Iler mod Baggrunden.
​
Faksimile
s. 155
Paal Flida
kommer ind og raaber:
Nu er Timen over os, Kong Skule!
Kong Skule
forvildet.
Birkebejnerne! Kong Haakons Hær! Hvor er de?
Paal Flida.
De myldrer i tusindvis ned over Ekeberg.
Kong Skule.
Blæs til Vaaben! Blæs, blæs! Giv Raad;
hvor skal vi møde dem?
Paal Flida.
Alle Kirker staar aabne for os.
Kong Skule.
Birkebejnerne, spørger jeg –!
Paal Flida.
For dem staar alle Broer aabne.
Kong Skule.
Usalige Mand, hvad har Du gjort!
Paal Flida.
Lystret min Konge.
Kong Skule.
Min Søn! Min Søn! Ve mig; jeg har for-
spildt dit Kongerige!
Peter.
Nej, Du vil sejre! Saa stor en Kongstanke dør
ikke!
​
Faksimile
s. 156
Kong Skule.
Ti, ti! (Lurtoner og Raab høres nærmere.) Til Hest; til
Vaaben! Det gjælder mere end Mænds Liv og Død
her! (iler ud i Baggrunden; de Øvrige følger efter.)
En Gade i Oslo.
Lave Træhuse med Bislag paa begge Sider. I Baggrunden St. Hallvards
Kirkegaard, indelukt af en høj Mur med Port. Paa venstre Side ved En-
den af Muren sees Kirken, hvis Hovedindgang staar aaben. Det er endnu
Natt; lidt efter begynder Dagen at gry. Stormklokken gaar; langt borte
tilhøjre høres fjerne Hærskrig og forvirret Larm.
Kong Skules Lursvend
kommer fra Højre, blæser i Luren og raaber:
Til Vaaben! Til Vaaben, alle Kong Skules
Mænd! (blæser igjen og gaar videre; om lidt hører man ham blæse og
raabe i næste Gade.)
En Kvinde
kommer ud i en Husdør til Højre.
Du store barmhjertige Gud, hvad er det?
En Bymand,
som er kommen halvt paaklædt ud fra et Hus paa den anden Side af
Gaden.
Birkebejnerne er i Byen! Nu faar Skule Løn
for alle sine Ugjerninger.
En af Skules Mænd
kommer med nogle Andre, bærende Kapper og Vaaben paa Armene, ind
fra en Sidegade tilvenstre.
Hvor er Birkebejnerne?
En Anden af Skules Mænd
fra et Hus tilhøjre.
Jeg ved ikke!
​
Faksimile
s. 157
Første.
Hyss! Hør! – De maa være nede ved Gejte-
broen.
Anden.
Ned til Gejtebroen da!
Alle iler ud til Højre; en Bymand kommer løbende fra samme Side.
Første Bymand.
Hej, Grande, hvor kommer I fra?
Anden Bymand.
Nede fra Loelven; der gaar det stygt til.
Kvinden.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birke-
bejnerne, eller hvem er det?
Anden Bymand.
Ja vist er det Birkebejnerne; Kong Haakon er
med; hele Flaaden lægger ind til Bryggerne; men
selv gik han iland med sine bedste Mænd ude ved
Ekebergstøen.
Første Bymand.
Saa tager han Hævn for Mandefaldet ved Laaka!
Anden Bymand.
Ja det kan I lide paa!
Første Bymand.
Se der, – der flygter alt Vaarbælgerne!
En Flok af Skules Mænd kommer flygtende ind fra Højre.
En af Mændene.
Ind i Kirken! Ingen kan staa sig mod Birke-
bejnerne, slig som de farer frem inatt!
Flokken iler ind i Kirken og stænger Døren indenfor.
​
Faksimile
s. 158
Anden Bymand
ser ud til Højre.
Jeg skimter et Mærke langt nede i Gaden; det
maa være Kong Haakons.
Første Bymand.
Se, se hvor Vaarbælgerne flygter!
En ny Flok kommer ind fra Højre.
En af Flokken.
Lad os berge os i Kirken og bede om Grid!
De stormer mod Porten.
Flere Vaarbælger.
Der er stængt; der er stængt!
Den Første.
Oppover til Martestokke da!
En Anden.
Hvor er Kong Skule?
Den Første.
Jeg ved ikke. Afsted, der ser jeg Birkebejnernes
Mærke!
De flygte forbi Kirken ud til Venstre.
Haakon
kommer fra Højre med sin Mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde
og flere andre Mænd.
Dagfinn Bonde.
Hør Hærskriget! Skule fylker sine Mænd bag
Kirkegaarden.
En gammel Bymand
raaber fra sin Svale til Haakon.
Vogt Eder, kjære Herre; Vargbælgerne er gramme
nu de slaas for Livet!
​
Faksimile
s. 159
Haakon.
Er det Dig, gamle Guthorm Erlendssøn? Du
har stridt baade for min Fader og for min Far-
fader, Du.
Bymanden.
Gud give jeg kunde stride for Eder ogsaa.
Haakon
Du er for gammel til det, og det trænges ikke;
der kommer Folk til mig allevegne fra.
Dagfinn Bonde
peger ud over Muren tilhøjre.
Der kommer Hertugens Mærke!
Gregorius Jonssøn.
Hertugen selv! Han rider paa sin hvide Stridshest.
Dagfinn Bonde.
Vi maa hindre ham Udgang gjennem Porten her!
Haakon.
Blæs, blæs! (Lursvenden blæser.) Bedre blæste din
Bikjehvalp, da Du blæste for Penge paa Bergens
Brygge!
Lursvenden blæser igjen, men stærkere end førstegang; der kommer mange
Folk til.
En Vaarbælg
fra Højre, flygtende henimod Kirken, forfulgt af en Birkebejner.
Spar Livet! Spar Livet!
Birkebejneren.
Ikke om Du saa sad paa Alteret! (hugger ham ned.)
En kostbar Kappe lader det til Du har; den kan jeg
bruge. (vil tage Kappen, men udstøder et Skrig og kaster sit Sverd fra sig.)
Herre Konge! Ikke et Slag mere slaar jeg for Eder!
​
Faksimile
s. 160
Dagfinn Bonde.
Og det siger Du i slig en Stund!
Birkebejneren.
Ikke et Slag mere!
Dagfinn Bonde
hugger ham ned.
Nej, nu kan Du ogsaa spare Dig det!
Birkebejneren,
pegende paa den døde Vaarbælg.
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte
min egen Broder. (dør.)
Haakon.
Hans Broder!
Dagfinn Bonde.
Hvad! (gaar hen til Vaarbælgens Lig.)
Haakon.
Er det sandt?
Dagfinn Bonde.
Det er nok saa.
Haakon
rystet.
Her sees det bedst, hvad Krig det er vi fører.
Broder mod Broder, Fader mod Søn; – ved Gud,
den Almægtige, dette maa have en Ende!
Gregorius Jonssøn.
Der kommer Hertugen i fuld Kamp med Knut
Jarls Flok!
Dagfinn Bonde.
Stæng Porten for ham her, Kongsmænd! ​
Faksimile

s. 161

Indenfor Muren kommer de Kjæmpende tilsyne. Vaarbælgerne baner sig
Vej mod Venstre, drivende Birkebejnerne Fod for Fod tilbage. Kong Skule
rider paa sin hvide Stridshest, med draget Sverd. Peter gaar ved Siden
og holder Hestens Tøjler, i den venstre Haand et højt oppløftet Krucifix.
Paal Flida bærer Skules Mærke, der er blaat med en staaende gylden
Løve uden Øxe.
Kong Skule.
Hugg ned for Fode! Spar Ingen! Der er kommet
et nyt Kongs-Emne i Norge!
Birkebejnerne.
Et nyt Kongs-Emne, siger han!
Haakon.
Skule Baardssøn, lad os dele Riget!
Kong Skule.
Alt eller Intet!
Haakon.
Tænk paa Dronningen, Eders Datter!
Kong Skule.
Jeg har en Søn, jeg har en Søn! Jeg tænker
ikke paa Andre end ham!
Haakon.
Jeg har ogsaa en Søn; – falder jeg, saa faar
han Riget!
Kong Skule.
Dræb Kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb
det paa Kongssædet; dræb det for Alteret; dræb det,
dræb det i Dronningens Arm!
Haakon.
Der fældte Du din Dom!
11
​
Faksimile
s. 162
Kong Skule
hugger om sig.
Dræb, dræb for Fode! Kong Skule har en Søn!
Dræb, dræb!
Kampen trækker sig udenfor til Venstre.
Gregorius Jonssøn.
Vargbælgerne hugger sig igjennem!
Dagfinn Bonde.
Ja, men bare for at flygte.
Gregorius Jonssøn.
Ja ved Himlen, – den anden Port staar aaben;
der flygter de alt!
Dagfinn Bonde.
Oppover til Martestokke. (raaber ud.) Efter dem,
efter dem, Knut Jarl! Tag Hævn for Mandefaldet
ved Laaka!
Haakon.
I hørte det; han dømte mit Barn fredløs, –
mit skyldfri Barn, Norges kaarne Konge efter mig!
Kongsmændene.
Ja, ja, vi hørte det!
Haakon.
Og hvad Straf er sat for slig Brøde?
Mændene.
Døden!
Haakon.
Saa maa han ogsaa dø! (løfter Haanden til Ed.) Her
sværger jeg det; Skule Baardssøn skal dø, hvor han
træffes paa uhellig Grund!
​
Faksimile
s. 163
Dagfinn Bonde.
Det er hver trofast Mands Pligt at fælde ham.
En Birkebejner
fra Venstre.
Nu flygter Hertug Skule!
Bymændene.
Birkebejnerne har sejret!
Haakon.
Hvad Vej?
Birkebejneren.
Forbi Martestokke, oppover til Ejdsvold; de Fleste
havde sine Heste staaende oppe i Gaderne, ellers var
ikke en Eneste sluppen fra det med Livet.
Haakon.
Gud være takket for Hjælpen dennegang ogsaa!
Nu kan Dronningen frit komme iland fra Flaaden.
Gregorius Jonssøn
peger ud til Højre.
Hun er alt iland, Herre; der kommer hun.
Haakon
til dem, som staar nærmest om ham.
Det Tungeste staar igjen; hun er en kjærlig
Datter; – hør, – intet Ord til hende om al den
Fare, som truer Barnet. Lov mig Alle, som En, at
værge Eders Konges Søn; men lad ikke hende vide
Noget.
Mændene
dæmpet.
Det lover vi!
11*
​
Faksimile
s. 164
Margrete
kommer med Fruer og Følge fra Højre.
Haakon, min Husbond! Himlen har skjærmet
Dig; Du har sejret og er uskadt!
Haakon.
Ja, jeg har sejret. Hvor er Barnet?
Margrete.
Paa Kongsskibet, i sikkre Mænds Hænder.
Haakon.
Gaa Flere derned. (nogle af Mændene gaar.)
Margrete.
Haakon, hvor er – Hertug Skule?
Haakon.
Han har taget Vejen til Opplandene.
Margrete.
Saa lever han da! – Min Husbond, faaer jeg
Lov at takke Gud fordi han lever?
Haakon
i smertelig Kamp med sig selv.
Hør mig, Margrete; Du har været mig en tro-
fast Hustru, har fulgt mig i Godt og Ondt, Du har
været saa usigelig rig paa Kjærlighed; – nu maa
jeg volde Dig en tung Sorg; jeg vilde det nødigt;
men jeg er Konge, derfor maa jeg –
Margrete
spændt.
Gjælder det – Hertugen?
Haakon.
Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerteligere
Lod, end at skulle leve mit Liv langt fra Dig; men ​
Faksimile

s. 165

dersom Du finder det maa saa være efter det, jeg
nu siger Dig, – tykkes det Dig at Du ikke længer
tør sidde ved min Side, ikke længer kan se paa mig
uden at blive bleg, – nu, saa faar vi skilles ad –
leve hver for sig, – og jeg skal ikke laste Dig
for det.
Margrete.
Skilles fra Dig! Hvor kan Du tænke en slig
Tanke! Giv mig din Haand –!
Haakon.
Rør den ikke! – Den var nylig løftet til Ed –
Margrete.
Til Ed?
Haakon.
En Ed, som satte ubrydeligt Segl paa en
Dødsdom.
Margrete
med et Skrig.
Min Fader! O, min Fader! (vakler; et Par af Kvin-
derne iler til og støtter hende.)
Haakon.
Ja, Margrete, – som Konge har jeg dømt din
Fader til Døden.
Margrete.
Saa har han visselig forbrudt sig værre, end da
han tog Kongsnavn.
Haakon.
Det har han; – og finder Du nu, at vi faar
skilles, saa lad det ske.
​
Faksimile
s. 166
Margrete
nærmere og med Styrke.
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din Hustru, intet
Andet i Verden end din Hustru!
Haakon.
Er Du stærk nok? Hørte og forstod Du Alt?
Jeg dømte din Fader.
Margrete.
Jeg hørte og forstod Alt. Du dømte min Fader.
Haakon.
Og Du kræver ikke at vide, hvad hans Brøde
var?
Margrete.
Det er jo nok, naar Du kjender den.
Haakon.
Men det var til Døden jeg dømte ham!
Margrete
knæler ned for Kongen og kysser hans Haand.
Min Husbond og høje Herre, Du dømmer ret-
færdigt!
Tæppet falder.
​
Faksimile
Femte Akt.
En Stue paa Kongsgaarden i Nidaros. Indgangsdøren er tilhøjre;
foran paa samme Side et Vindu. Tilvenstre en mindre Dør. Det er i
Mørkningen; Paal Flida, Baard Bratte og flere af Kong Skules fornemste
Mænd staar ved Vinduet og ser oppad.
En Hirdmand.
Hvor rød den lyser!
En Anden.
Den strækker sig halve Himmelen over, som et
gloende Sverd.
Baard Bratte.
Du hellige Kong Olaf, hvad varsler sligt Rædsels-
Tegn?
En gammel Vaarbælg.
Det varsler visselig en stor Høvdings Død.
Paal Flida.
Haakons Død, I gode Vaarbælger. Han ligger
ude i Fjorden med Flaaden; vi kan vente ham til
Byen ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre.
Baard Bratte.
Lid ikke paa det; der er ikke stort Mod i Hæren nu.
​
Faksimile
s. 168
Den gamle Vaarbælg.
Det er rimeligt nok; ligesiden Flugten fra Oslo
har jo Kong Skule stængt sig inde, og vil hverken se
eller tale med sine Mænd.
Første Hirdmand.
I Byen er der dem, som ikke ved, enten de skal
tro han lever eller han er død.
Paal Flida.
Kongen maa ud, saa syg han end er. Tal til
ham, Baard Bratte, – det gjælder Alles Frelse.
Baard Bratte.
Nytter ikke; jeg har talt til ham før.
Paal Flida.
Saa faar jeg selv prøve. (gaar til Døren paa venstre
Side og banker.) Herre Konge, I maa tage Styret i egne
Hænder; det gaar ikke længere paa slig Vis.
Kong Skule
indenfor.
Jeg er syg, Paal Flida!
Paal Flida.
Kan I vente Andet? I har jo ikke spist paa to
Dage; I maa styrke og pleje Jer –
Kong Skule.
Jeg er syg.
Paal Flida.
Ved den Almægtige, det faar ikke hjælpe. Kong
Haakon ligger ude paa Fjorden og kan ventes her ind
til Nidaros, hvad Tid det skal være.
​
Faksimile
s. 169
Kong Skule.
Slaa ham for mig! Dræb ham og Kongsbarnet!
Paal Flida.
I maa selv være med, Herre!
Kong Skule.
Nej, nej, nej, – I er sikkrest paa Lykken og
Sejren, naar jeg ikke er med!
Peter
kommer fra Højre: han er vaabenklædt.
Der er Uro mellem Bymændene; de stimler sam-
men i store Flokke foran Kongsgaarden.
Baard Bratte.
Taler ikke Kongen til dem, saa svigter de ham,
naar det mest gjælder.
Peter.
Saa maa han tale til dem. (ved Døren tilvenstre)
Fader! Thrønderne, dine troeste Mænd, falder fra Dig,
hvis Du ikke giver dem Mod!
Kong Skule.
Hvad sagde Skalden?
Peter.
Skalden?
Kong Skule.
Skalden, som døde for min Sag i Oslo. En
kan ikke give, hvad En ikke selv ejer, sagde han.
Peter.
Saa kan Du heller ikke give bort Riget; thi det
er mit efter Dig!
​
Faksimile
s. 170
Kong Skule.
Nu kommer jeg!
Paal Flida.
Gud være lovet!
Kong Skule
kommer frem i Døren; han er bleg og indfalden, hans Haar er stærkt
graanet.
I skal ikke se paa mig! Jeg liker ikke I ser paa
mig nu jeg er syg! (gaar hen til Peter.) Tage Riget fra
Dig, siger Du? Du store Himlens Gud, hvad var jeg
ifærd med at gjøre!
Peter.
O, tilgiv mig; – jeg ved jo at det Du gjør, er
det Retteste.
Kong Skule.
Nej, nej, ikke hidtil; – men jeg vil være stærk
og frisk nu, – jeg vil handle.
Høje Raab
udenfor tilhøjre.
Kong Skule! Kong Skule!
Kong Skule.
Hvad er det?
Baard Bratte
ved Vinduet.
Bymændene stimler sammen; hele Kongsgaarden
er fuld af Folk; – I maa tale til dem.
Kong Skule.
Ser jeg ud som en Konge; kan jeg tale nu!
Peter.
Du maa, min høje Fader!
​
Faksimile
s. 171
Kong Skule.
Godt, lad saa være. (gaar til Vinduet og drager Forhænget
tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af Skræk.) Der staar
det gloende Sverd over mig igjen!
Peter.
Det varsler, at Sejrens Sverd er draget for Dig.
Kong Skule.
Ja, var det kun saa. (gaar til Vinduet og taler ud)
Thrøndere, hvad vil I; – her staar Eders Konge.
En Bymand
udenfor.
Drag af Byen! Birkebejnerne vil myrde og
brænde, om de finder Eder her.
Kong Skule.
Vi faar Alle holde sammen. Jeg har været jer
en mild Konge; jeg har kun krævet ringe Krigsstyr –
En Mandsstemme
nede blandt Mængden.
Hvad kalder Du da alt det Blod, som randt ved
Laaka og i Oslo?
En Kvinde.
Giv mig min Fæstemand igjen!
En Dreng.
Giv mig min Fader og min Broder!
En anden Kvinde.
Giv mig mine tre Sønner, Kong Skule!
En Mand.
Han er ikke Konge; thi han er ikke hyldet paa
Hellig-Olafs Skrin!
​
Faksimile
s. 172
Mange Stemmer.
Nej, nej, – han er ikke hyldet paa Olafsskrinet!
Han er ikke Konge!
Kong Skule
viger bag Forhænget.
Ikke hyldet –! Ikke Konge!
Paal Flida.
Usaligt var det, at ikke Helgenskrinet blev baaret
ud, dengang I blev kaaret.
Baard Bratte.
Svigter Bymændene, kan vi ikke holde os i Ni-
daros, om Birkebejnerne kommer.
Kong Skule.
Og de vil svigte, saalænge jeg ikke er hyldet paa
Helgenskrinet.
Peter.
Saa lad Skrinet bære ud, og lad Dig hylde nu!
Paal Flida
hovedrystende.
Hvor skulde det være gjørligt?
Peter.
Er Noget ugjørligt, naar det gjælder ham? Lad
blæse til Things og bær Skrinet ud!
Flere af Mændene
viger tilbage.
Kirkeran!
Peter.
Ikke Kirkeran; – kom, kom! Korsbrødrene er
velsindede mod Kong Skule; de vil give sit Minde –
​
Faksimile
s. 173
Paal Flida.
Det gjør de ikke; de tør ikke gjøre det for Erke-
bispen.
Peter.
Er I Kongsmænd, og vil ikke hjælpe til, naar
det gjælder saa stor Sag! Godt, der er Andre der-
nede, som vil være villigere. Min Fader og Konge,
Korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil
trygle; lad blæse til Things; Du skal bære dit Kongs-
navn med Rette! (iler ud til Højre.)
Kong Skule
glædestraalende.
Saa I ham! Saa I min herlige Søn! Hvor
hans Øjne lyste! Ja, vi vil Alle stride og sejre.
Hvor stærke er Birkebejnerne?
Paal Flida.
Ikke stærkere end at vi magter dem, hvis blot
Bymændene holder med os.
Kong Skule.
De skal holde med os. Vi maa Alle være enige
nu og ende denne Rædselsstrid. Ser I da ikke, det er
Himlens Bud, at vi skal ende den? Himlen er vred
paa alt Norge for de Gjerninger, som saa længe har
været øvet. Der staar gloende Sverd højt deroppe
og lyser hver Natt; Kvinder falder om og føder i
Kirkerne; der lister sig Sjælesot over Prester og Kloster-
brødre, saa de løber gjennem Gaderne og raaber at
den yderste Dag er kommen. Ja, ved den Almægtige,
dette skal endes med et eneste Slag!
​
Faksimile
s. 174
Paal Flida.
Hvad byder I at der skal gjøres?
Kong Skule.
Alle Broer skal brydes af.
Paal Flida.
Gaa, og lad alle Broer brydes af.
En af Hirdmændene gaar ud til Højre.
Kong Skule.
Alle Mænd skal samles nede paa Øren; ikke en
Birkebejner skal sætte sin Fod i Nidaros.
Paal Flida.
Vel talt, Konge.
Kong Skule.
Naar Helgenskrinet er baaret ud, skal der blæses
til Things. Hæren og Bymændene skal kaldes sammen.
Paal Flida
til en af Mændene.
Gaa ud og lad Lursvenden blæse i Gaderne.
Manden gaar.
Kong Skule
taler ned til Mængden fra Vinduet.
Hold fast ved mig, I Sørgende og Klagende der-
nede. Der skal komme Fred og Lys over Landet igjen,
ligesom i Haakons første fagre Dage, da Kornet gav
Grøde to Gange hver Sommer. Hold fast ved mig;
lid paa mig og tro paa mig; det trænger jeg saa
usigeligt. Jeg skal vaage og stride for Jer; jeg skal
bløde og falde for Jer, om det kræves; men svigt
mig ikke og tvivl ikke –! (høje Raab, som af Skræk, høres
blandt Mængden.) Hvad er det?
​
Faksimile
s. 175
En vild Stemme.
Gjør Bod, gjør Bod!
Baard Bratte
ser ud.
Det er en Prest, som Djævelen har besatt!
Paal Flida.
Han river sin Kutte i Flænger og pidsker sig med
Svøbe.
Stemmen.
Gjør Bod, gjør Bod, den yderste Dag er kommen!
Mange Røster.
Flygt, flygt! Ve over Nidaros! Saa syndig en
Gjerning!
Kong Skule.
Hvad er der hændt!
Baard Bratte.
Alle flygter, Alle viger, som om et vildt Dyr var
kommet imellem dem.
Kong Skule.
Ja, Alle flygter – (med et Udraab af Glæde) Ha! lige-
godt; – vi er frelste; se, se, – Kong Olafs Skrin
staar midt i Kongsgaarden!
Paal Flida.
Kong Olafs Skrin!
Baard Bratte.
Ja, ved Himlen, – der staar det!
Kong Skule.
Korsbrødrene er mig tro; saa god en Gjerning
har de aldrig øvet før!
​
Faksimile
s. 176
Paal Flida.
Hør; der blæses til Things.
Kong Skule.
Nu skal jeg da lovligt hyldes.
Peter
kommer fra Højre.
Tag Kongskaaben om Dig; nu staar Helgen-
skrinet ude.
Kong Skule.
Saa har Du frelst Riget for mig og Dig; og
tifold vil vi takke de fromme Korsbrødre, at de gav
efter.
Peter.
Korsbrødrene, min Fader; – dem har Du Intet
at takke for.
Kong Skule.
Det var ikke dem, som hjalp Dig?
Peter.
De lyste Kirkens Ban over hver den, som vovede
at røre Helligdommen.
Kong Skule.
Erkebispen altsaa! Endelig har han da givet efter.
Peter.
Erkebispen lyste værre Banstraale end Korsbrø-
drene.
Kong Skule.
O, saa ser jeg, at jeg endda har trofaste Mænd.
I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være
mig nærmest, – og dernede i Flokken har jeg dem, ​
Faksimile

s. 177

som turde tage saa stor en Brøde paa sig for min
Skyld.
Peter.
Ikke en trofast Mand har Du, som turde tage
Brøden paa sig.
Kong Skule.
Almægtige Gud, er der da skeet et Jertegn; –
hvem tog Helligdommen ud?
Peter.
Jeg, min Fader!
Kong Skule
med et Skrig.
Du!
Mændene
viger sky tilbage.
Kirkeraner!
Paal Flida, Baard Bratte og et Par Andre gaar ud.
Peter.
Gjerningen maatte gjøres. Ingen Mands Tro-
skab er at lide paa, før Du er lovlig hyldet. Jeg
bad, jeg tryglede Korsbrødrene; Intet hjalp. Da
brød jeg Kirkedøren opp; Ingen vovede at følge mig.
Jeg sprang opp paa Højaltret, greb fat i Hanken og
stemte Knæerne imod; det var, som om en gaadefuld
Magt gav mig mere end menneskelige Kræfter. Skrinet
løsnede, jeg trakk det efter mig nedover Kirkegulvet,
medens Banstraalen suste som et Uvejr højt oppe under
Hvælvingerne; jeg trakk det ud af Kirken, Alle flygtede
og veg for mig; da jeg var kommen midt frem i
Kongsgaarden, brast Hanken; her er den!
Holder den ivejret.
12
​
Faksimile
s. 178
Kong Skule
stille, skrækslagen.
Kirkeraner!
Peter.
For din Skyld; for din store Kongstankes Skyld!
Men Du vil slette Brøden ud; alt, hvad der er ondt,
vil Du slette ud. Der vil komme Lys og Fred med
Dig; der vil gaa opp en straalende Dag over Landet;
– hvad gjør det saa, om der gik en Uvejrsnatt
foran?
Kong Skule.
Der stod som en Helgensol om dit Hoved, da
din Moder kom med Dig; – og nu tykkes det mig,
at jeg ser Banstraalen lyne.
Peter.
Fader, Fader, tænk ikke paa mig; vær ikke rædd
for mit Ve og Vel. Det er jo din Vilje, jeg har
fuldkommet, – hvor kan det regnes mig til Last!
Kong Skule.
Jeg vilde eje din Tro paa mig, og din Tro er
bleven en Synd.
Peter
vildt.
For din Skyld, for din Skyld! Derfor tør ikke
Gud andet, end tvætte den af!
Kong Skule.
Ren og skyldfri, lovede jeg Ingeborg, – og han
haaner Himlen!
​
Faksimile
s. 179
Paal Flida
kommer.
Alt er i Opprør! Rædselsgjerningen har slaaet
dine Mænd med Skræk; de flygter ind i Kirkerne.
Kong Skule.
De skal ud; de maa ud!
Baard Bratte
kommer.
Bymændene har rejst sig mod Eder; de dræber
Vaarbælgerne rundt om paa Gaderne og i Husene,
hvor de kan finde dem!
En Hirdmand
kommer.
Nu sejler Birkebejnerne opp i Elven!
Kong Skule.
Blæs mine Mænd sammen. Ingen maa svigte
mig her!
Paal Flida.
Ugjørligt; Skrækken har lamslaaet dem.
Kong Skule
fortvivlet.
Men jeg kan ikke falde nu! Min Søn maa ikke
dø med en Dødsskyld paa sin Sjæl!
Peter.
Tænk ikke paa mig; Du er den Eneste, det gjæl-
der. Lad os søge oppover til Indherred; der er alle
Mænd tro!
Kong Skule.
Ja, paa Flugt! Følg mig, hvem der vil berge
Livet!
12*
​
Faksimile
s. 180
Baard Bratte.
Hvad Vej?
Kong Skule.
Over Broen!
Paal Flida.
Alle Broer er brudt af, Herre.
Kong Skule.
Brudt af –! Alle Broer brudt af, siger Du!
Paal Flida.
I skulde brudt dem af i Oslo, saa kunde I ladt
dem staa i Nidaros.
Kong Skule.
Over Elven alligevel; – her er Liv og Salig-
hed at frelse! Paa Flugt! Paa Flugt!
Han og Peter iler ud til Venstre.
Baard Bratte.
Ja, bedre det, end at falde for Bymænd og
Birkebejnere.
Paal Flida.
I Guds Navn, paa Flugt da. (Alle følger efter Skule.)
Stuen staar en kort Stund tom; der høres fjern og forvirret Larm fra
Gaderne; derpaa stormer en Flok væbnede Bymænd ind gjennem Døren
tilhøjre.
En Bymand.
Herind! Her maa han være.
En Anden.
Dræb ham!
Flere.
Dræb Kirkeraneren ogsaa!
​
Faksimile
s. 181
En Enkelt.
Far varligt frem; de bider fra sig.
Første Bymand.
Det har ingen Nød; Birkebejnerne er alt oppe
i Gaden.
En Bymand
kommer.
For sent; – Kong Skule er flygtet.
Flere.
Hvorhen? Hvorhen?
Den kommende.
Ind i en af Kirkerne, tænker jeg; de er fulde af
Vargbælger.
Første Bymand.
Saa lad os søge ham; stor Takk og Løn giver
Kong Haakon den Mand, som dræber Skule.
En Anden.
Der kommer Birkebejnerne.
En Tredje.
Kong Haakon selv.
Mange i Flokken
raaber:
Hil Kong Haakon Haakonssøn!
Haakon
kommer ind fra Højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og en
Mængde Andre.
Ja, nu er I ydmyge, I Thrøndere; I har længe
nok staaet mig imod.
​
Faksimile
s. 182
Første Bymand
paa Knæ.
Naade, Herre; Skule Baardssøn var saa haardt
over os!
En Anden
ogsaa knælende.
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt ham.
Den Første.
Han tog vort Gods og nødte os til at slaa for
sin uretfærdige Sag.
Den Anden.
Ak, høje Herre, han har været en Svøbe for
sine Venner som for sine Uvenner.
Mange Stemmer.
Ja, ja, – Skule Baardssøn har været en Svøbe
for hele Landet.
Dagfinn Bonde.
Det turde være et sandt Ord, det.
Haakon.
Godt; med jer Bymænd skal jeg siden tale; det
er min Agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt;
men først er her Andet at tænke paa. Ved Nogen
hvor Skule Baardssøn er?
Flere.
Inde i en af Kirkerne, Herre!
Haakon.
Ved I det saa vist?
Bymændene.
Ja, der er alle Vargbælgerne.
​
Faksimile
s. 183
Haakon
sagte til Dagfinn Bonde.
Han maa findes; sætt Vagt for alle Kirker i
Byen.
Dagfinn Bonde.
Og naar han findes, skal han fældes uden
Opphold.
Haakon
dæmpet.
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det tyk-
kes mig.
Dagfinn Bonde.
Herre, I svor det dyrt i Oslo.
Haakon.
Og hver Mand i Landet vil kræve hans Død.
(vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de Andre.) Gaa; Du
var engang hans Ven; søg ham, og faa ham til at
flygte af Landet.
Gregorius Jonssøn
glad.
Det vil I, Herre?
Haakon.
For min fromme, elskelige Hustrus Skyld.
Gregorius Jonssøn.
Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke vil
eller ikke kan?
Haakon.
I Guds Navn, da kan jeg heller ikke spare ham;
da maa mit Kongsord staa ved Magt. Gaa!
​
Faksimile
s. 184
Gregorius Jonssøn.
Jeg skal gaa og gjøre mit Bedste. Himlen give
det maatte lykkes. (gaar tilhøjre.)
Haakon.
Du, Dagfinn Bonde, gaar med sikkre Mænd ned
paa Kongsskibet; I skal følge Dronningen og Barnet
opp til Elgesæter Kloster.
Dagfinn Bonde.
Herre, mener I hun er trygg der?
Haakon.
Hun er ingensteds tryggere. Vargbælgerne har
lukket sig inde i Kirkerne, og hun har bedet saa meget;
hendes Moder er paa Elgesæter.
Dagfinn Bonde.
Ja ja, det ved jeg.
Haakon.
Hils Dronningen kjærligst fra mig; og hils Fru
Ragnhild ogsaa. Du kan sige dem, at saasnart Varg-
bælgerne har faldet tilfode og har faaet Grid, skal
der ringes med alle Klokker i Nidaros, til Tegn paa,
at der er kommet Fred over Landet igjen. – I By-
mænd skal staa mig tilrette imorgen og tage Straf,
hver efter sine Gjerninger. (gaar med sine Mænd.)
Første Bymand.
Ve os for imorgen!
Anden Bymand.
Vi faar et stort Regnskab.
​
Faksimile
s. 185
Første.
Vi, som har været Haakon imod saa længe, –
som var med at raabe for Skule, da han tog Kongs-
navn.
Anden.
Som gav Skule baade Skibe og Krigsstyr, –
som kjøbte alt det Gods, han ranede fra Haakons
Sysselmænd.
Første.
Ja, ve os for imorgen!
En Bymand
kommer ilsomt ind fra Venstre.
Hvor er Haakon? Hvor er Kongen?
Første Bymand.
Hvad vil Du ham?
Den Kommende.
Bringe ham et stort og vigtigt Budskab.
Flere.
Hvilket?
Den Kommende.
Det siger jeg ikke Andre end Kongen selv.
Flere.
Jo, sig, sig!
Den Kommende.
Skule Baardssøn flygter oppover mod Elgesæter.
Første Bymand.
Umuligt! Han er i en af Kirkerne.
Den Kommende.
Nej, nej; han og Sønnen satte over Elven i en
Færing.
​
Faksimile
s. 186
Første Bymand.
Ha, saa kan vi frelse os fra Haakons Vrede.
Anden Bymand.
Ja, lad os strax melde ham, hvor Skule er.
Første.
Nej, bedre end som saa; vi siger Intet, men gaar
selv opp til Elgesæter og fælder Skule.
Anden.
Ja, ja, – lad os det!
Tredje.
Men fulgte ikke mange Vargbælger med over
Elven?
Den Kommende.
Nej, der var bare faa Mænd paa Baaden.
Første Bymand.
Vi væbner os det bedste vi kan. O, nu er By-
mændene bergede! Sig ikke til Nogen, hvad vi har
fore; vi er mandstærke nok, – og saa oppover til
Elgesæter.
Alle
dæmpet.
Ja, oppover til Elgesæter!
De gaar skyndsomt men forsigtigt ud til Venstre.
​
Faksimile
s. 187
Granskog i Bakkerne ovenfor Nidaros.
Det er Maaneskin; men Natten er taaget, saa at Baggrunden kun skimtes
utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store Stene ligger rundt
omkring. Kong Skule, Peter, Paal Flida, Baard Bratte og flere Vaar-
bælger kommer gjennem Skogen fra Venstre.
Peter.
Kom her og hvil Dig, min Fader!
Kong Skule.
Ja, lad mig hvile, hvile. (synker ned ved en Sten.)
Peter.
Hvorledes er det med Dig?
Kong Skule.
Jeg er sulten! Laa her en Ulv og gnog paa
min Moders Lig, jeg slogs med ham om det.
Peter
springer opp.
Skaff Hjælp, – Brød til Kongen!
Baard Bratte.
Her er Hvermand Konge; thi her gjælder det
Livet. Staa opp, Skule Baardssøn, er Du Konge,
saa ligg ikke der og styr Landet.
Peter.
Haaner Du min Fader, saa dræber jeg Dig!
Baard Bratte.
Jeg blir dræbt alligevel; mig giver Kong Haakon
aldrig Grid; thi jeg var hans Sysselmand og sveg
ham for Skules Skyld. Find paa Noget, som kan
berge os! Der er ikke saa fortvivlet en Gjerning, at
jeg jo vover den nu.
​
Faksimile
s. 188
En Vaarbælg.
Kunde vi bare slippe over til Klostret paa Holm.
Paal Flida.
Bedre til Elgesæter.
Baard Bratte
udbryder pludseligt:
Bedst at gaa ned paa Haakons Skib og rane
Kongsbarnet!
Paal Flida.
Raser Du!
Baard Bratte.
Nej, nej, det er vor eneste Redning, og lett at
sætte i Værk. Birkebejnerne leder hvert Hus igjennem
og holder Vagt for Kirkerne; de tror ikke at Nogen
af os har kunnet flygte, siden alle Broer var brudt af.
Der kan umuligt være stort Mandskab ombord paa
Skibene; har vi Kongs-Emnet i vor Magt, saa skal
Haakon give os Fred, eller ogsaa skal hans Ættling
dø med os. Hvem vil være med at berge Livet?
Paal Flida.
Ikke jeg, naar det skal berges paa slig Vis.
Flere.
Ikke jeg! Ikke jeg!
Peter.
Ha, men om det var til Frelse for min Fader –!
Baard Bratte.
Vil Du være med, saa kom. Nu gaar jeg ned
paa Hladehammeren; der ligger den Flok, vi mødte
her under Bakken; det er de vildeste Vovhalse af alle ​
Faksimile

s. 189

Vargbælgerne; de havde svømmet over Elven, for de
vidste, de ikke vilde faaet Grid i Kirkerne. De Drenge
tør nok gjæste Kongsskibet, de! Hvem af Jer vil saa
med?
Nogle.
Jeg, jeg!
Peter.
Kanhænde jeg ogsaa; men først maa jeg vide min
Fader under sikkert Tag.
Baard Bratte.
Før det gryr af Dag farer vi opp i Elven.
Kom, her gaar en Benvej nedover til Hlade.
Han og nogle Andre gaar ud til Højre.
Peter
til Paal Flida.
Tal ikke til min Fader om noget af dette; han
er sjælesyg inatt, vi faar handle for ham. Der er
Frelse i Baard Brattes Værk; inden Daggry skal
Kongsbarnet være i vore Hænder.
Paal Flida.
For at dræbes, kan jeg tænke. Ser I da ikke,
at det er en Synd –
Peter.
Det kan ikke være nogen Synd; thi min Fader
dømte det i Oslo. Det maa jo afvejen alligevel; det
hindrer min Fader; – min Fader har en stor Kongs-
tanke at sætte igjennem; det faar være det samme,
hvem eller Hvormange der falder for den.
​
Faksimile
s. 190
Paal Flida.
Usalig for Jer var den Dag, I fik vide, I var
Kong Skules Søn. (lyttende) Hyss; – kast Jer fladt
ned paa Jorden; der kommer Folk.
Alle kaster sig ned bag Stene og Stubber; et Tog, dels af Ridende, dels af
Gaaende, skimtes utydeligt gjennem Taagen inde mellem Træerne; de kom-
mer fra Venstre og gaar nd til Højre.
Peter.
Det er Dronningen.
Paal Flida.
Ja, ja; hun taler med Dagfinn Bonde. Hyss!
Peter.
De skal til Elgesæter. Kongsbarnet er med!
Paal Flida.
Og Dronningens Fruer.
Peter.
Men kun fire Mand! Opp, opp, Kong Skule, –
nu er dit Rige frelst!
Kong Skule.
Mit Rige? Det er mørkt, det, – som Engelens,
der rejste sig mod Gud.
En Flok Korsbrødre kommer ind fra Højre.
En Korsbroder.
Hvem taler her? Er det Kong Skules Mænd?
Paal Flida.
Kong Skule selv.
Korsbroderen
til Skule.
Gud være lovet, at vi traff Eder, kjære Herre!
Vi fik spurgt af nogle Bymænd, at I havde taget ​
Faksimile

s. 191

Vejen oppover, og vi er ligesaa utrygge i Nidaros,
som I selv –
Peter.
I havde fortjent Døden, I, som ikke gav Olafs-
skrinet ud.
Korsbroderen.
Erkebispen forbød det; men vi vil gjerne tjene
Kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til
ham. Her har vi taget Korskaaber med til Eder og
Mændene; tag dem paa, saa slipper I lett ind i et af
Klostrene, og kan prøve paa at faa Grid af Haakon.
Kong Skule.
Ja, giv mig Korskaabe paa; jeg og min Søn
maa staa paa vigslet Grund. Jeg vil til Elgesæter.
Peter
sagte til Paal Flida.
Sørg for, at min Fader kommer trygt frem –
Paal Flida.
Mindes I ikke, at der er Birkebejnere paa Elge-
sæter?
Peter.
Kun fire Mænd; dem magter I lett, og indenfor
Klostermuren drister de sig ikke til at røre Jer. Jeg
søger Baard Bratte.
Paal Flida.
Tænk Jer om!
Peter.
Det er ikke paa Kongsskibet, men paa Elgesæter,
at de Fredløse skal frelse Riget for min Fader!
Gaar hurtigt ud til Højre.
​
Faksimile
s. 192
En Vaarbælg
hviskende til en Anden.
Gaar Du til Elgesæter med Skule?
Den Anden.
Hyss; nej; Birkebejnerne er der jo.
Den Første.
Jeg gaar ikke heller; men sig ikke Noget til de
Andre.
Korsbroderen.
Og nu afsted, To og To, – en Krigsmand og
en Korsbroder –
En anden Korsbroder
siddende paa en Træstubb bag de Øvrige.
Jeg tager Kong Skule.
Paal Flida.
Ved Du Vejen?
Korsbroderen.
Den brede Vej.
Første Korsbroder.
Skynd Jer; lad os spredes paa forskjellige Stier
og samles udenfor Klosterporten.
De gaar ud mellem Træerne tilhøjre; Taagen letter og Kometen viser sig
rød og skinnende i den disige Luft.
Kong Skule.
Peter, min Søn –! (farer tilbage.) Ha, der er det
gloende Sverd paa Himlen!
Korsbroderen
siddende bag ham paa Træstubben.
Og her er jeg!
​
Faksimile
s. 193
Kong Skule.
Hvem er Du?
Korsbroderen.
En gammel Kjending.
Kong Skule.
Blegere Mand har jeg aldrig seet.
Korsbroderen.
Men Du kjender mig ikke.
Kong Skule.
Det er Dig, som vil følge mig til Elgesæter.
Korsbroderen.
Det er mig, som vil følge Dig til Kongssædet.
Kong Skule.
Kan Du det?
Korsbroderen.
Jeg kan, hvis Du selv vil.
Kong Skule.
Og ved hvilket Middel?
Korsbroderen.
Ved det Middel, som jeg før har brugt; – jeg
vil føre Dig opp paa et højt Berg og vise Dig al
Jordens Herlighed.
Kong Skule.
Al Jordens Herlighed har jeg før seet i fristende
Drømme.
Korsbroderen.
Det var mig, som gav Dig de Drømme.
13
​
Faksimile
s. 194
Kong Skule.
Hvem er Du?
Korsbroderen.
Sendebud fra det ældste Kongs-Emne i Verden.
Kong Skule.
Fra det ældste Kongs-Emne i Verden?
Korsbroderen.
Fra den første Jarl, der rejste sig mod det største
Rige, og som grundede et Rige selv, der skal vare ud
over Dommedag!
Kong Skule
skrigende.
Bisp Nikolas!
Korsbroderen
rejser sig.
Kjender Du mig nu? Vi var Kjendinger før; –
For din Skyld er jeg kommen tilbage.
Paa selvsamme Skude, for selvsamme Bør,
Har vi sejlet i Aar og i Dage.
Jeg var rædd da vi skiltes; der var Uvejr og Natt;
En Høg i min Sjæl sine Kløer havde satt;
Jeg trygled om Messer og Klokkeklang,
Jeg kjøbte mig Bønner og Munkesang, –
Jeg betalte for syv og de læste fjorten;
Men endda slapp jeg ikke indenfor Porten.
Kong Skule.
Og nu kommer Du dernedefra –?
Korsbroderen.
Ja, jeg kommer fra Riget dernede,
Fra Riget, som altid saa stygt blir malt.
​
Faksimile
s. 195
Aa, Du kan tro, der er ikke saa galt;
Det har ingen Nød med den svare Hede.
Kong Skule.
Og saa hører jeg, Du har lært Skaldskab, gamle
Baglerhøvding!
Korsbroderen.
Skaldskab? Ja, og en Mængde Latin!
Før var jeg ingen stiv Latiner, som Du mindes;
Nu tvivler jeg paa, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt Trin,
Ja, næsten bare for at slippe derind,
Er det hartad nødvendigt at lære Latin.
Og En maa jo gaa fremad, naar til Gjestebudsbord
En sidder hver Dag med slig Lærdom stor, –
Halvhundred, som her lod sig Paver kalde,
Femhundred Kardinaler og syvtusind Skalde.
Kong Skule.
Hils din Herre, og takk ham for godt Venskab.
Du kan sige, han er den eneste Konge, som skikker
Hjælp til Skule den Første af Norge!
Korsbroderen.
Hør nu, Kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange Tjenere, han dernede,
Og hver har sit Strøg i Verden at frede;
Jeg fik Norge, thi her er jeg kjendt.
Haakon Haakonssøn er ingen Mand for os,
Vi liker ham ikke, han byder os Trods;
Se, han maa falde og Du skal styre,
Som eneste Ejer af Kronen den dyre.
13*
​
Faksimile
s. 196
Kong Skule.
Ja, giv mig Kronen! Har jeg den, saa skal
jeg nok styre slig, at jeg kan kjøbe mig løs igjen.
Korsbroderen.
Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inatt det gjælder at nytte Tiden.
Paa Elgesæter sover Kong Haakons Barn; –
Fanger Du det i Dødsens Garn,
Da hvirvles hver Modstand som Fnug for Vejret,
Da er Du Konge, da har Du sejret!
Kong Skule.
Tror Du saa vist, at jeg da har sejret?
Korsbroderen.
Hver Mand i Norge sukker om Fred;
Kongen maa eje et Kongs-Emne med,
En Ættling, som arver sin Faders Rige;
Thi Folket er trætt af de Hundredaarskrige.
Rejs Dig, Kong Skule; inatt det gjælder;
Nu eller aldrig Du Fienden fælder!
Se hvor det lysner, der langt mod Nord,
Ser Du hvor Skodden letter derude, –
Der slutter sig lydløst Skude til Skude, –
Og hør saa hvor hult det dønner i Jord!
Alt skal Du faa mod et bindende Ord,
Tusinde Stridsmænd i Stormgang paa Jorden,
Tusinde skinnende Sejl paa Fjorden!
Kong Skule.
Saa nævn da Ordet!
​
Faksimile
s. 197
Korsbroderen.
For at stille Dig højest paa Verdensstigen,
Jeg vil kun Du føjer din egen Higen;
Landet Du faar med Byer og Borge,
Hvis din Søn efter Dig bliver Konge i Norge!
Kong Sknle
løfter Haanden, som til Ed.
Min Søn skal – (holder pludselig inde og udbryder for-
færdet.) Ha! nu skjønner jeg Dig; – Du vil hans
Sjæls Fortabelse! Vig fra mig, vig fra mig! (strækker
Armene mod Himlen.) Og forbarm Dig over mig, Du, som
jeg nu skriger til om Hjælp i min højeste Nød!
Styrter til Jorden.
Korsbroderen.
Forbandet! Nu gik dog det Hele saa glatt;
Jeg tænkte saa vist, jeg havde ham fatt;
Men Lyset har gjort et kjærligt Trækk,
Som jeg ikke kjendte, – og Spillet er vækk.
Lad gaa; til Hast har jeg ingen Trang;
Perpetuum mobile er jo igang;
Jeg har Brev paa min Magt langt ud gjennem Slægterne,
Brev paa min Magt over Lysfornægterne;
Dem skal i Norge jeg styre og raade,
Er min Magt end dem selv en uløselig Gaade!
længere fremme.
Gaar til sin Gjerning de norske Mænd
Viljeløst vimrende, ved ej hvorhen, –
Skrukker sig Hjerterne, smyger sig Sindene,
Veke, som vaggende Vidjer for Vindene, –
Kan kun om en Ting i Verden de enes,
​
Faksimile
s. 198
Den, at hver Storhed skal styrtes og stenes, –
Hejses som Mærke Usseldoms Klude,
Sætter de Æren i Flugt og i Fald, –
Da er det Bisp Nikolas som er ude,
Bagler-Bispen, som røgter sit Kald!
Han bliver borte i Skodden mellem Træerne.
Kong Skule
rejser sig, efter et kort Opphold, halvt ivejret og ser sig om.
Hvor er han, den Sorte? (springer opp.) Vejviser,
Vejviser, hvor er Du? Væk! – Ligegodt; nu ved
jeg Vejen selv, baade til Elgesæter og længere frem.
Gaar ud til Højre.
Klostergaarden paa Elgesæter.
Paa venstre Side ligger Kapellet med Indgang fra Gaarden; Vinduerne er
opplyste. Langsmed den modsatte Side af Klostergaarden strækker sig nogle
lavere Byggninger; i Baggrunden Klostermuren med en stærk Port, som er
stængt. Det er klar Maaneskinsnatt. Tre Birkebejnerhøvdinger staar ved
Porten; Margrete, Fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud fra
Kapellet.
Fru Ragnhild
halvt fra sig selv.
Kong Skule maatte flygte ind i Kirken, siger Du!
Han, han, flygtende, tryglende om Fred for Altret,
– tryglende om Livet kanhænde – o nej, nej, det
har han ikke gjort; men Gud vil straffe Jer, som
vovede at lade det komme saa vidt!
Margrete.
Min gode elskede Moder, styr Dig; Du ved ikke
hvad Du siger; det er Sorgen som taler.
​
Faksimile
s. 199
Fru Ragnhild.
Hør, I Birkebejnere! Haakon Haakonssøn var
det, som skulde ligge inde for Alteret og trygle Kong
Skule om Liv og Fred!
En Birkebejner.
Usømmeligt er det for trofaste Mænd at høre
paa slige Ord.
Margrete.
Hatten af for en Hustrus Sorg!
Fru Ragnhild.
Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer Allesam-
men, naar han faar Magten igjen!
Dagfinn Bonde.
Den faar han aldrig mere, Fru Ragnhild.
Margrete.
Ti, ti!
Fru Ragnhild.
Tror Du at Haakon Haakonssøn tør lade Dommen
sættes i Værk, om han fanger Kongen?
Dagfinn Bonde.
Kong Haakon ved selv bedst om en Kongs-Ed kan
brydes.
Fru Ragnhild
til Margrete.
Og slig Blodmand har Du fulgt i Tro og Kjær-
lighed! Er Du din Faders Barn! Gid Straffen
ramme –! Gaa fra mig, gaa fra mig!
​
Faksimile
s. 200
Margrete.
Velsignet være din Mund, skjønt Du bander
mig nu.
Fru Ragnhild.
Jeg maa ned til Nidaros, ind i Kirken og finde
Kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad
i Lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu
vil han ikke vredes fordi jeg kommer. Lukk Porten
opp for mig, lad mig komme til Nidaros!
Margrete.
Min Moder, for Guds Barmhjertigheds Skyld –!
Det banker stærkt paa Klosterporten.
Dagfinn Bonde.
Hvem banker?
Kong Skule
udenfor.
En Konge.
Dagfinn Bonde.
Skule Baardssøn!
Fru Ragnhild.
Kong Skule!
Margrete.
Min Fader!
Kong Skule.
Lukk opp, lukk opp!
Dagfinn Bonde.
Her lukkes ikke opp for Fredløse.
Kong Skule.
Det er en Konge, som banker, siger jeg; en
Konge, som ikke har Tag over Hovedet; en Konge, ​
Faksimile

s. 201

som trænger hellig Grund, for at være trygg paa sit
Liv.
Margrete.
Dagfinn, Dagfinn, det er min Fader!
Dagfiun Bonde
gaar hen til Porten og aabner en liden Luge.
Kommer I med mange Mænd til Klostret?
Kong Skule.
Med alle de Mænd, som blev mig tro i Nøden.
Dagfinn Bonde.
Og hvormange er det?
Kong Skule.
Færre end en.
Margrete.
Han er alene, Dagfinn!
Fru Ragnhild.
Himlens Vrede ramme Dig, om Du nægter ham
vigslet Grund!
Dagfinn Bonde.
I Guds Navn da!
Lukker opp; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine Hoveder; Kong Skule kom-
mer ind i Klostergaarden.
Margrete
om hans Hals.
Min Fader! Min velsignede ulykkelige Fader!
Fru Ragnhild
stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne.
I hykler Ærefrygt for ham, I vil svige ham,
som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal
ikke røre ham, saalænge jeg er ilive!
​
Faksimile
s. 202
Dagfinn Bonde.
Her er han trygg, thi han er paa vigslet Grund.
Margrete.
Og ikke en af alle dine Mænd havde Mod til
at følge Dig inatt!
Kong Skule.
Baade Korsbrødre og Krigsmænd fulgte mig paa
Vejen; men de smøg fra mig, En for En, fordi de
vidste der var Birkebejnere paa Elgesæter. Paal Flida
var den, som slapp mig sidst; han fulgte mig til
Klosterporten; der gav han mig det sidste Haandslag
og takkede for den Tid, der fandtes Vargbælger i
Norge.
Dagfinn Bonde
til Birkebejnerne.
Gaa ind, I Høvdinger, og still Jer som Vagt
om Kongsbarnet; jeg maa til Nidaros og melde Kongen,
at Skule Baardssøn er paa Elgesæter; i slig stor Sag
faar han selv handle.
Margrete.
O, Dagfinn, Dagfinn, kan Du ville det!
Dagfinn Bonde.
Ilde tjente jeg ellers Konge og Land. (til Mændene.)
Stæng Porten efter mig, vaag over Barnet, og lukk
ikke opp for Nogen, før Kongen kommer. (dæmpet til Skule.)
Farvel, Skule Baardssøn, – og Gud skjænke Jer en
salig Ende.
Gaar ud gjennem Porten; Birkebejnerne lukker efter ham og gaar ind i
Kapellet.
​
Faksimile
s. 203
Fru Ragnhild.
Ja, lad Haakon komme; jeg slipper Dig ikke;
jeg holder Dig tætt og kjærligt i mine Arme, som jeg
aldrig har holdt Dig før.
Margrete.
O, hvor Du er bleg – og ældet; Du fryser.
Kong Skule.
Jeg fryser ikke, – men jeg er trætt, trætt.
Margrete.
Saa kom ind, og hvil Dig –
Kong Skule.
Ja, ja; det tør vel snart være paa Tiden at
hvile.
Sigrid
fra Kapellet.
Endelig kommer Du, min Broder!
Kong Skule.
Sigrid! Er Du her?
Sigrid.
Jeg lovede jo, at vi skulde mødes, naar Du
trængte mig i din højeste Nød.
Kong Skule.
Hvor er dit Barn, Margrete?
Margrete.
Det sover i Sakristiet.
Kong Skule.
Saa er Ætten samlet paa Elgesæter inatt.
Sigrid.
Ja, samlet efter lange forvildede Tider.
​
Faksimile
s. 204
Kong Skule.
Nu fattes kun Haakon Haakonssøn.
Margrete og Fru Ragnhild
klynger sig med et smerteligt Udbrudd fast til ham.
Min Fader! – Min Husbond!
Kong Skule
ser bevæget paa dem.
Har I elsket mig saa højt, I To? Jeg søgte
efter Lykken ude i det Fremmede, og agtede aldrig
paa, at jeg havde et Hjem, hvor jeg kunde fundet den.
Jeg jog efter Kjærlighed gjennem Synd og Brøde, og
vidste aldrig, at jeg ejede den i Kraft af Guds og
Menneskenes Lov. – Og Du, Ragnhild, min Hustru,
Du, som jeg har forbrudt saa meget imod, Du lægger
Dig varmt og blødt opp til mig i Nødens højeste
Stund, Du kan skjælve og ræddes for den Mands Liv,
som aldrig har kastet et Solglimt over din Vej.
Fru Ragnhild.
Du forbrudt! O, Skule, tal ikke saa; tror Du
jeg nogen Tid skulde vove at gaa irette med Dig!
Jeg har altid været for ringe for Dig, min høje
Husbond; der kan ikke hvile Skyld over nogen Gjer-
ning, som Du har øvet.
Kong Skule.
Har Du troet saa trygt paa mig, Ragnhild?
Fru Ragnhild.
Fra den første Dag, jeg saa Dig.
Kong Skule
med Liv.
Naar Haakon kommer, vil jeg bede om Grid! ​
Faksimile

s. 205

I milde kjærlige Kvinder, – o, det er dog fagert at
leve!
Sigrid
med et Udtrykk af Rædsel.
Skule, min Broder! Ve Dig, om Du farer vild
paa Vejen inatt!
Larm udenfor; strax efter banker det paa Porten.
Margrete.
Hør, hør! Hvem er det, som stormer frem!
Fru Ragnhild.
Hvem banker paa Porten?
Stemmer
udenfor.
Bymændene fra Nidaros! Lukk opp! Vi ved at
Skule Baardssøn er derinde!
Kong Skule.
Ja, han er herinde; – hvad vil I ham?
Larmende Stemmer
udenfor.
Kom ud, kom ud! Du skal dø, Du onde Mand!
Margrete.
Og det vover I Bymænd at true med!
En Enkelt.
Kong Haakon har dømt ham i Oslo.
En Anden.
Det er hver Mands Pligt at dræbe ham.
Margrete.
Jeg er Dronningen; jeg byder Eder at fare
herfra!
​
Faksimile
s. 206
En Stemme.
Det er Skule Baardssøns Datter og ikke Dron-
ningen, som taler saa.
En Anden.
I har ingen Magt over Liv og Død; Kongen
har dømt ham!
Fru Ragnhild.
Ind i Kirken, Skule! For Gud den Barmhjer-
tiges Skyld, lad ikke Blodmændene komme Dig nær!
Kong Skule.
Ja, ind i Kirken; for dem derude vil jeg ikke
falde. Min Hustru, min Datter; det er som jeg havde
fundet Fred og Lys; o, det maa ikke tages fra mig
igjen saa braatt! (vil ile ind i Kapellet.)
Peter
udenfor til Højre.
Min Fader, min Konge! Nu har Du snart
Sejren!
Kong Skule
med et Skrig.
Han! Han! (synker ned paa Kirketrappen.)
Fru Ragnhild.
Hvem er det?
En Bymand
udenfor.
Se, se; Kirkeraneren klyver over Klostertaget!
Andre.
Kast Sten paa ham! Kast Sten paa ham!
Peter
kommer tilsyne paa et Tag tilhøjre og springer ned i Gaarden.
Vel mødt igjen, min Fader!
​
Faksimile
s. 207
Kong Skule
ser forfærdet paa ham.
Dig – Dig havde jeg glemt –! Hvor kommer
Du fra?
Peter
vildt.
Hvor er Kongsbarnet?
Margrete.
Kongsbarnet!
Kong Skule
springer opp.
Hvor kommer Du fra, spørger jeg?
Peter.
Ude fra Hladehammeren; jeg har varslet Baard
Bratte og Vargbælgerne om, at Kongsbarnet er paa
Elgesæter inatt.
Margrete.
Gud!
Kong Skule.
Det har Du gjort! Og nu?
Peter.
Han samler Flokken sammen, og saa stævner de
oppover til Klostret. – Hvor er Kongsbarnet, Kvinde?
Margrete,
der har stillet sig foran Kirkedøren.
Det sover i Sakristiet!
Peter.
Ligegodt, om det saa sov paa Alteret! Jeg har
hentet Olafs Helligdom ud, – jeg er ikke rædd for
at hente Kongsbarnet heller!
​
Faksimile
s. 208
Fru Ragnhild
raaber til Skule.
Ham er det, Du har elsket saa højt!
Margrete.
Fader, Fader! Hvor kunde Du glemme alle os
Andre for hans Skyld!
Kong Skule.
Han var ren, som et Guds Lam, da den ang-
rende Kvinde gav mig ham; – det er Troen paa
mig, som har gjort ham til den, han nu er.
Peter
uden at høre paa ham.
Barnet maa herud! Dræb det, dræb det paa
Dronningens Arm, – det var Kong Skules Ord i
Oslo!
Margrete.
Syndigt, syndigt!
Peter.
En Helgen kunde tryggelig gjøre det, naar min
Fader har sagt det! Min Fader er Kongen; thi han
ejer den store Kongstanke!
Bymændene
banker paa Porten.
Lukk opp! Kom ud, Du og Kirkeraneren, ellers
brænder vi Klostret ned!
Kong Skule
som greben af en stærk Besluttning.
Den store Kongstanke! Ja, den er det, som
har forgiftet din unge kjærlige Sjæl! Ren og skyldfri
skulde jeg give Dig tilbage; det er Troen paa mig, ​
Faksimile

s. 209

som driver Dig saa vildt fra Brøde til Brøde, fra
Dødsskyld til Dødsskyld! O, men jeg kan frelse Dig
endnu; jeg kan frelse os Alle! (raaber mod Baggrunden.
Vent, vent, I Bymænd derude; jeg kommer!
Margrete
griber forfærdet hans Haand.
Min Fader, hvad vil Du?
Fru Ragnhild
klynger sig opp til ham med et Skrig.
Skule!
Sigrid
river dem bort fra ham og raaber med vild straalende Glæde:
Slipp ham, slipp ham, I Kvinder; – der voxer
Vinger ved hans Tanke nu!
Kong Skule
fast og stærk til Peter.
Du saa i mig den Himmelkaarne, – den, som
skulde gjøre den store Kongsgjerning i Landet. Se
bedre paa mig, Du Forvildede! Kongspjalterne, som
jeg har pyntet mig med, de var laante og stjaalne,
– nu lægger jeg dem af, en for en.
Peter
angst.
Min høje, herlige Fader, tal ikke saa!
Kong Skule.
Kongstanken er Haakons, ikke min; han alene
har faaet den Kraft af Herren, som kan gjøre den til
Sandhed. Du har troet paa en Løgn; vend Dig fra
mig og frels din Sjæl.
14
​
Faksimile
s. 210
Peter
med brudt Stemme.
Kongstanken er Haakons!
Kong Skule.
Jeg vilde være den Største i Landet. Gud, Gud;
se, jeg ydmyger mig for Dig, og staar som den Rin-
geste af Alle.
Peter.
Tag mig bort fra Jorden, Herre! Straf mig
for al min Brøde; men tag mig bort fra Jorden;
thi her er jeg hjemløs nu! (synker ned paa Kirketrappen.)
Kong Skule.
Jeg havde en Ven, som blødte for mig i Oslo.
Han sagde: En Mand kan falde for en Andens Livs-
værk; men skal han blive ved at leve, saa maa han
leve for sit eget. – Jeg har intet Livsværk at leve
for, jeg kan ikke leve for Haakons heller, – men jeg
kan falde for det.
Margrete.
Nej, nej, det skal Du aldrig!
Kong Skule
tager hendes Haand og ser mildt paa hende.
Elsker Du din Husbond, Margrete?
Margrete.
Højere end Alt i Verden.
Kong Skule.
Du kunde bære at han sagde Dødsdommen over
mig; men vilde Du ogsaa kunne bære det, om han
maatte lade den fuldbyrde?
​
Faksimile
s. 211
Margrete.
Himlens Herre, styrk mig!
Kong Skule.
Kunde Du, Margrete?
Margrete
sagte og gysende.
Nej, nej, – vi maatte skilles ad, – jeg turde
aldrig se ham tiere!
Kong Skule.
Du vilde lukke det fagreste Lys ude fra hans Liv
og fra dit; – vær rolig, Margrete, – Du skal ikke
have det nødig.
Fru Ragnhild.
Far fra Landet, Skule; jeg følger Dig hvorhen
og saalangt Du vil.
Kong Skule
hovedrystende.
Med en haanende Skygge mellem os? – Jeg
har fundet Dig inatt for første Gang; der maa ingen
Skygge være mellem mig og Dig, min stille trofaste
Hustru; – derfor maa der heller intet Samliv være
mellem os To paa Jorden.
Sigrid.
Min kongelige Broder! Jeg ser, Du trænger mig
ikke; jeg ser, Du ved, hvad Vej Du skal gaa!
Kong Skule.
Der gives Mænd, som skabtes til at leve, og
Mænd, som skabtes til at dø. Min Vilje vilde altid
did, hvor ikke Guds Finger pegte for mig; derfor saa
14*
​
Faksimile

s. 212

jeg aldrig Vejen klart før nu. Mit stille Husliv har
jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde igjen; hvad jeg
har syndet mod Haakon, kan jeg bøde paa, ved at fri
ham for en Kongspligt, som maatte skille ham fra det
kjæreste, han ejer. Bymændene staar udenfor; jeg vil
ikke vente paa Kong Haakon! Vargbælgerne er nær;
saalænge jeg er ilive, staar de ikke fra sit Forsætt;
finder de mig her, kan jeg ikke frelse Dit Barn,
Margrete. – Se, se, oppad! Se hvor det blegner
og svinder, det gloende Sverd, som har været draget
over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har for-
staaet ham, og hans Vrede er stilnet. Det er ikke i
Helligdommen paa Elgesæter jeg skal kaste mig ned
og bede om Grid af en Jordens Konge; – den høje
Kirke med Stjernehvælven over maa jeg ind i, og
det er Kongernes Konge, jeg skal bede om Grid og
Frelse for alt mit Livsværk!
Sigrid.
Staa ham ikke imod! Staa ikke Guds Kaldelse
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det dages
i hans urolige Sjæl! Har ikke vi forfærdede Kvinder
staaet længe nok i Lønkamrene, skrækslagne og gjemte
ind i de mørkeste Kroge, lyttende til al den Rædsel,
som øvedes udenfor, lyttende til Blodtoget, som gik
Landet over fra Ende til Ende? Har vi ikke ligget
blege og forstenede i Kirkerne, og ikke vovet at se ud,
ligesom Kristi Disciple laa i Jerusalem paa den store
Langfredag, da Toget gik til Golgata! Brug dine
Vinger, og ve dem, som vil binde Dig nu!
​
Faksimile
s. 213
Fru Ragnhild.
Far hen i Fred, min Husbond! Far did, hvor
ingen haanende Skygge staar mellem os, naar vi atter
mødes. (iler ind i Kapellet.)
Margrete.
Min Fader, Farvel, Farvel, – tusinde Farvel!
Følger Fru Ragnhild.
Sigrid
aabner Kirkedøren og raaber ind:
Frem, frem alle Kvinder! Saml Jer i Bøn;
send et Bud oppad med Sang til Herren, og meld
ham, at nu kommer Skule Baardssøn angrende hjem
fra sin Ulydighedsgang paa Jorden!
Kong Skule.
Sigrid, min trofaste Søster, hils Kong Haakon
fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste Stund
ved om han er den Kongefødte, men at jeg uryggeligt
ved: han er den, som Gud har kaaret.
Sigrid.
Jeg skal bringe ham din Hilsen.
Kong Skule.
Og en Hilsen til faar Du bringe. Der sidder
en angrende Kvinde nord paa Haalogaland; sig hende,
at hendes Søn gik forud; han fulgte med mig, da
der var al Fare for hans Sjæl.
Sigrid.
Det skal jeg.
Kong Skule.
Sig hende, det var ikke med Hjertet han syndede;
ren og skyldfri skal hun visselig møde ham igjen.
​
Faksimile
s. 214
Sigrid.
Det skal jeg. – (peger mod Baggrunden.) Hør, der
bryder de Laasen fra!
Kong Skule
peger mod Kapellet.
Hør, der synger de højt til Gud om Frelse og
Fred!
Sigrid.
Hør, hør! Alle Klokker i Nidaros ringer –!
Kong Skule
smiler sørgmodigt.
De ringer en Konge til Graven.
Sigrid.
Nej, de ringer til din rette Kroning nu! Farvel,
min Broder; lad Blodets Purpurkaabe flomme vidt
over dine Skuldre; al Brøde kan dækkes under den!
Gaa ind, gaa ind i den store Kirke og tag Livsens
Krone! (iler ind i Kapellet.)
Sang og Klokkeringning vedbliver under det Følgende.
Stemmer
udenfor Porten.
Nu er Laasen fra! Tving os ikke til at bryde
Kirkefreden!
Kong Sknle.
Jeg kommer.
Bymændene.
Og Kirkeraneren skal ogsaa komme!
Kong Skule.
Kirkeraneren skal ogsaa komme, ja! (gaar hen til Peter.)
Min Søn, er Du rede?
​
Faksimile
s. 215
Peter.
Ja, min Fader, jeg er rede.
Kong Skule
ser oppad.
Gud, jeg er en fattig Mand, jeg har kun mit
Liv at give; men tag det, og berg Haakons store
Kongstanke. – Se saa, rækk mig din Haand.
Peter.
Her er min Haand, Fader.
Kong Skule.
Og vær ikke rædd for det, som nu kommer.
Peter.
Nej, Fader, jeg er ikke rædd, naar jeg gaar
sammen med Dig.
Kong Skule.
Tryggere Vej har vi To aldrig gaaet sammen.
(han aabner Porten; Bymændene staar i Mængde udenfor med løftede Vaaben.)
Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hugg ham
ikke i Ansigtet.
De gaar udenfor, Haand i Haand; Porten glider til.
En Stemme.
Sigt ikke, spar ikke; – hugg dem, hvor I kan!
Kong Skules Stemme.
Uhæderligt er det at handle saa med Høvdinger!
Kort Vaabenlarm; derpaa høres tunge Fald; Alt bliver et Øjeblik stille.
En Stemme.
De er døde Beggeto!
Kongsluren lyder.
​
Faksimile
s. 216
En anden Stemme.
Der kommer Kong Haakon med al sin Hird!
Mængden.
Hil Eder, Haakon Haakonssøn; nu har I ingen
Fiender mere!
Gregorius Jonssøn
standser lidt ved de Døde.
Saa kom jeg dog forsent!
Gaar ind i Klostergaarden.
Dagfinn Bonde.
Usaligt for Norge, om I var kommen før!
(raaber ud.) Her ind, Kong Haakon!
Haakon
standsende.
Liget ligger mig ivejen!
Dagfinn Bonde.
Vil Haakon Haakonssøn frem, saa faar han gaa
over Skule Baardssøns Lig!
Haakon.
I Guds Navn da!
Stiger over Liget og kommer ind.
Dagfinn Bonde.
Endelig kan I gaa til Kongsværket med frie
Hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes Freden ind i Landet, og derude ligger han,
som var Jer værst af Alle.
Haakon.
Hver Mand dømte ham galt; der var en Gaade
ved ham.
​
Faksimile
s. 217
Dagfinn Bonde.
En Gaade?
Haakon
griber ham om Armen og siger sagte:
Skule Baardssøn var Guds Stedbarn paa Jor-
den; det var Gaaden ved ham.
Kvindernes Sang lyder højere fra Kapellet; alle Klokker bliver ved at ringe
i Nidaros.
Tæppet falder.
​
Faksimile
Margretes Vuggesang.
​
Faksimile
Klikk på ikonet for å se vedlegg
​
Faksimile
Trykt hos Werner & Comp.

Forklaringer

Tegnforklaring inn her